90’ernes revolutionære

Den zapatistiske befrielseshær organiserer blandt de fattigste i Mexico. Deres metoder kan bruges af mange andre.

Da den “zapatistiske befrielseshær” besatte en række byer i Chiapas-provinsen den 1. januar i år, tog de bogstaveligt talt den mexicanske regering på sengen. Aktionen var særdeles vel forberedt, og selv om den mexicanske hær i ugerne efter slog hårdt ned på oprørerne, så måtte regeringen hurtigt erkende, at en ren militær indsats risikerede at sætte ild til en krudttønde.

Ikke tilbagestående

For selv om Chiapas er økonomisk tilbagestående, så er der intet tilbagestående ved zapatisternes politik og organisering.

For det første var datoen for oprøret var valgt med omhu. Det var nemlig den dato, hvor den såkaldte NAFTA-aftale trådte i kraft. NAFTA er en slags økonomisk fællesmarked for Mexico, USA og Canada.

Tilpasning af den mexicanske økonomi til dette fællesmarked vil få katastrofale konsekvenser for store dele af Mexicos befolkning. En ny landbrugsreform vil fx betyde, at tusindvis af småbønder mister deres jordlodder til de store kvægavlere.

Der vil blive etableret såkaldte “frihandelszoner”, hvor lønninger og overenskomster vil blive presset helt i bund. Og regeringen har fjernet en række af de tilskudsordninger, som har gjort det muligt for småbønder at overleve.

Ved at starte oprøret samme dag som den mexicanske overklasse fejrede NAFTA-aftalens start, satte zapatisterne fokus på NAFTA-aftalens mest ømme punkt: At den vil betyde yderligere fattigdom. Det betød, at millionvis af fattige i Mexico umiddelbart kunne sympatisere med Chiapas-oprøret.

For det andet udmærker zapatist-hæren sig ved, at den forener over 20 forskellige folkeslag. På den måde betoner de det, der er fælles for dem, i stedet for det, der adskiller dem. Og det fælles element er den fattigdom og undertrykkelse, som den mexicanske kapitalisme udsætter dem for. Også på den måde taler de direkte til millioner af mennesker.

For det tredje er organiseringen eksemplarisk. Zapatisterne har opbakning fra omkring 400 landsbyer. Alle beslutninger tages i de enkelte landsbyer efter fælles diskussioner. Det gjaldt også beslutningen om at starte oprøret.

Det betyder, at zapatisterne adskiller sig fra stort set alle andre partier i Mexico. De traditionelle partier lover en masse, hvis folk stemmer på dem – og de holder aldrig løfterne. Zapatisterne bygger direkte på de fattiges egne krav om skoler, boliger, elektricitet, hospitaler osv. Og det eneste de lover er, at folk selv må slås for deres krav.

Metoder

Både i politik og organisation står zapatisterne for et oprør fra neden, der kan udvides til at omfatte millioner af arbejdere, arbejdsløse, småbønder og fattige. Deres metoder kan direkte kopieres af andre, som ikke længere vil finde sig i undertrykkelsen.

Betydningen af et oprør i Mexico kan næsten ikke overvurderes. En revolution vil være en enorm inspiration for millioner af undertrykte i resten af Latinamerika. Ikke mindst vil en revolution ryste USA, hvor der bor millioner af mexicanske indvandrere. Allerede i januar var der støtteaktioner i Los Angeles, San Diego og Dallas.