Socialistisk Arbejderavis
Nr. 107 – September 1994 – side 12
Folketingsvalg 1994
10 år med Schlüter var nok
Hans Erik Madsen
10 års borgerligt styre i firserne forgyldte de rige og gjorde de fattige fattigere. VKZ vil forsøge samme voldsomme angreb på velfærdssamfundet.
VKZ drømmer om at vende tilbage til de tidlige firsere, hvor Schlüter stod i spidsen for skiftende borgerlige regeringer. I den periode blev velfærdssamfundet angrebet kraftigt.
Dette ti-år var forfærdeligt især for de arbejdsløse, de syge, de ældre, de unge under uddannelse, men også for arbejdere i job.
I firserne blev de rige forgyldt og de fattige fattigere.
Ikke mindst den borgerlige regerings første år fra 1982-85, hvor egoismen, grådigheden, yuppie-kulturen, rundsave på albuerne og voldsomme angreb på arbejderklassens rettigheder og levevilkår herskede, har inspireret VKZ.
Erfaringer fra dengang er vigtige i dag af flere grunde: 10 år med Schlüter anskueliggør, hvad vi kan vente os, hvis VKZ kommer til regerngsmagten.
Ligesom de 10 år viser, at det var folk på gulvet, som gennem kamp forhindrede, at Schlüter raserede velfærdssamfundet totalt.
Schlüter kom til magten i 1982, da Socialdemokratiet frivilligt overlod regeringen til de borgerlige. Socialdemokratiet var kørt fast.
Socialdemokratiet hverken turde eller kunne blive enige om at gennemføre endnu flere angreb på almindelige folks levevilkår.
Angreb, som set ud fra kapitalens synspunkt, var nødvendige for at løse den økonomiske krise.
Schlüter tog fat, hvor Socialdemokratiet gav op. Han boblede af optimisme, og lagde ud med en selvtillid, som ikke var set i årtier.
Først satte Schlüter-regeringen den automatiske dyrtidsregulering ud af kraft. En regulering som hidtil havde sikret, at arbejdernes lønninger blev reguleret i takt med, at priserne løb i vejret.
Og som især havde sikret de svageste grupper, de lavest lønnede og de arbejdsløse mod en alt for kraftig udhuling af reallønnen.
Dernæst fordoblede han kontingentet til A-kasserne og begrænsede retten til supplerende dagpenge. Endelig indeholdt den nye finanslov en afgiftsbuket, som gjorde almindelige forbrugsvarer meget dyrere.
Alt i alt en serie angreb, som med et snuptag forringede almindelige folks levefod drastisk.
Protesterne fra arbejderne udeblev ikke. I efteråret 1982 var der over 300 politiske strejker vendt mod Schlüter-regeringen. Men de var kortvarige og ikke præget af den samme optimisme og selvtillid, som Schlüter var i besiddelse af.
De faglige ledere fik hurtigt overbevist folk om, at man skulle gå i arbejde, bide tænderne sammen og håbe på en ny regering ved næste valg.
Reel modstand fik regeringen først, da landets 3.000 havnearbejdere gik i strejke i protest mod begrænsningen i de supplerende dagpenge, som ramte dem og andre løsarbejdere hårdt.
I starten krævede havnearbejderne blot, at de fik en dispensation fra de nye bestemmelser. Men hurtigt blev strejkegrundlaget udvidet til at den nye dagpengelov skulle af bordet og i sidste ende et krav om Schlüters afgang.
Hermed var muligheden for at andre arbejdere kunne tilslutte sig strejken til stede. Men det lykkedes kun i ringe grad. 40.000 arbejde fulgte en opfordring om generalstrejke den 28.januar 1983.
Efter 10 ugers strejke, hvor et massivt politiopbud sikrede, at skruebrækkere udførte en del af havnearbejdernes arbejde, måtte de opgive kampen.
Schlüter var blevet udfordret af arbejderklassen, men tog første stik hjem.
Allerede i marts måned 1983 fik man det første eksempel. Vejrlighedsreglerne, som sikrer betaling i dårlig vejr, blev ændret således, at bygningsarbejderne mistede masser af penge, uden at det mødte nogen videre modstand.
En meget vigtig del af den borgerlige offensiv i årene 1983/84 var angrebene på arbejderklassens organisationer.
Under indtryk af Schlüters succes fik borgerlige arbejdere held med at opbygge de såkaldte gule fagforeninger, som var et forsøg på at splitte enhedsfagbevægelsen.
Den kristelige fagforening og a-kasse voksede og Danmarks Frie Fagforening blev dannet. Offensiven resulterede i to konflikter, blokaden mod diskoteket, La Cabana, i Herning og HT-konflikten i København.
La Cabana havde i udgangspunktet ingen overenskomst, men selv om fagbevægelsen arrangerede langvarige blokader uden for restaurationen, tegnede La Cabana overenskomst med Danmarks Frie Fagforening. Og det gav selvsagt de sorte borgerlige kræfter blod på tanden.
Samtidig med nederlaget på La Cabana meldte en HT chauffør, som i øvrigt var medlem af partiet Venstre, sig ind i Danmarks Frie Fagforening og fik hurtig følgeskab af andre.
Denne provokation blev resolut besvaret af de øvrige HT-chauffører: kortvarige advarselsstrejker og krav om fyring eller genindmeldelse i SiD af de gule chauffører.
12. maj 1984 stod alle busser stille. I løbet af de næste 2 uger gik flere og flere arbejdergrupper med i konflikten.
Indfaldsveje og S-tog blev blokeret og et tillidsmandsmøde med 1200 deltagere besluttede at lamme hele Sjælland, hvis de gule chauffører ikke fik fyresedlen.
Strejkerne var så massive, at Hovedstadsrådet besluttede at fyre de gule chauffører. Sejren i HT-konflikten stoppede de gule fagforeninger, men det tog ikke modet fra Schlüter.
Op til overenskomstfornyelsen i 1985 proklamerede Schlüter en lønramme på 2%, og med den melding i ryggen var arbejdsgiverne ikke til at hugge eller stikke i. Men de gik for langt.
De faglige ledere turde ikke andet end sige fra, og konflikten var en realitet. Da Schlüter meget hurtigt greb ind i konflikten og dikterede en lønramme på 2%, gik arbejderne landet over “amok”. Op mod én million arbejdere inden for det offentlige og private strejkede.
Strejkerne ebbede ud, uden at hverken Schlüter eller hans lov blev taget af bordet. Det skyldes, at de foregående års nederlag sad i blodet, og selvtilliden var på nulpunktet.
Samtidig med at lederskabet i arbejderklassen, som var domineret af DKP, ikke var villig til at vælte regeringen. Påskestrejkerne i 1985 blev et vendepunkt.
Arbejdsgiverne og den borgerlige regering fik sig en alvorlig forskrækkelse, som sad i blodet på dem helt frem til Schlüters fald i januar 1992.
Strejkerne i 1985 anskueliggjorde for Schlüter og borgerskabet, at der er grænser for, hvor langt de kunne gå i overgrebene på arbejderklassen.
VKZs drømmer sig tilbage til tiden før påskestrejkerne. De vil af med velfærdsstaten, og de vil helst helt af med det kollektive sociale sikkerhedsnet. Derfor er deres flagskibe privatisering og individuelle forsikringsordninger.
Fremskridtspartiet drømmer åbenlyst om denne politik. Venstre og Konservative håber i det mindste at kunne skære ned på velfærdsstaten.
Men det sorte trekløver er klar over, at deres mere eller mindre rabiate drømme kun kan realiseres, hvis de er i stand til at angribe og tæske arbejderklassen og dens organisationer.
Det er en del af læren fra Schlüters ti regeringsår.
Derfor er det også vigtigt for socialister at understrege, at alternativet til VKZ kun rent parlamentarisk er en Socialdemokratisk ledet regering.
Det reelle alternativ til VKZ og en socialdemokratisk ledet regering skal opbygges ud fra hverdagens klassekamp. Ved at socialister støtter og slås sammen med arbejderklassen for et ordentligt liv.
Billedtekst:
Under Påskestrejkerne i 1985 var mere end 1 million arbejdere inden for det offentlige og private i strejke. Stejkerne satte en stopper for Schlüter-regeringens angreb på abejderklassen.
Alternativet til både VKZ og Socialdemokratiet er en aktivt kæmpende arbejderklasse.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed