Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 1 – Oktober 1984 – side 4

Minearbejderstrejken

Syv måneder mod Thatcher

Jason Meyler

Den syv måneder lange britiske minearbejderstrejke er blevet til en af de vigtigste arbejderkampe i flere årtier. En sejr for Thatchers regering vil give det grønne lys til et hidtil uset angreb på arbejderklassen i England. En sejr for minearbejderne vil til gengæld betyde et massivt nederlag for Thatcher og ændre kampmulighederne for alle arbejdere i England.

Men også herhjemme og i andre lande kan det vise mulighederne for at vende strømmen og vise, hvordan man kan knække ikke blot en Thatcher, men også en Schlüter.

Strejken kan vise, hvilke problemer man kan stå overfor, når kampen endelig kommer i gang efter en lang periode med få sejre og mange nederlag.

Vi kan lære, hvad der er nødvendigt for at undgå disse problemer.

Jason Meyler kigger på strejkens udvikling.

TUC opbakning

Efter det britiske LO’s (TUC) kongres i begyndelsen af september er strejken gået ind i en ny fase. Et forslag om støtte til strejken ved at respektere minearbejder-blokader og ved at boykotte skruebrækker-kul fik overvejende opbakning. Det giver enorme muligheder for, at den voksende opbakning bag strejken vendes til aktiv støtte og giver muligheder for at organisere mod det skruebrækkeri, som har været et stort problem under strejken.

Siden Thatchers regering blev valgt, har hun forsøgt at undgå en kamp med mere end en arbejdergruppe ad gangen og har forsøgt at holde minearbejderne isoleret. Jernbanearbejderne og postarbejderne fik mindre indrømmelser for at undgå en konfrontation med flere grupper på én gang. Men strategien begyndte at gå i opløsning i begyndelsen af juli måned. Havnearbejderne strejkede i 10 dage og i slutningen af august gik de atter i strejke.

Spørgsmålet nu er, om disse nye muligheder bliver udnyttet, om ord bliver lavet om til handling.

TUC-kongressen i år var meget anderledes end kongressen sidste år, hvor man snakkede om en »ny realisme«, som betød opgivelsen af nogen som helst modstand mod Thatcher. Det er derfor ikke overraskende, at de højre-Labourparti-ledere i TUC stillede betingelser for deres støtte. TUCs forretningsudvalg og lederne af de største fagforbund skulle have en direkte indflydelse på strejkens udvikling, og når det kommer til stykket også på forhandlingerne mellem Minearbejderforbundet og arbejdsgiverne.

Forhandlinger

Den afgående TUC generalsekretær Len Murray gjorde TUC-ledelsens intentioner klare. »Formålet med procedurerne som er blevet stillet op i udtalelsen er at finde arrangementer, som kan gøre konflikten mere effektiv og som kan gøre masseblokader unødvendige.«

Det var på denne baggrund, at TUCs ledelse kunne presse det statsejede kulfirma, NCB til at genoptage forhandlingerne.

»Det var det, der var formålet med TUCs udtalelse,« sagde David Basmett, leder af et af de største fagforbund, GMBATU. »Det var ikke og kunne ikke være en opskrift for at sprede strejkeaktionen i den del af industrien, der bruger kul, selv om det var ønskeligt eller opnåeligt.«

Hvis man blot er afhængig af snak om støtte og forhandlinger, vil det ikke hjælpe særlig meget, når Thatcher er ude efter at smadre minearbejderne. I en situation, hvor ingen side har brudt igennem i strejken på afgørende vis, hvor hverken regeringens eller minearbejdernes moral ikke er blevet alvorligt svækket, kan et forhandlingsresultat kun betyde et dårligt kompromis. Forhandlinger kan kun opnå reelle landvindinger for minearbejderne, hvis Thatcher tvinges på knæ ligesom Heath's regering var i 74, da industrien næsten blev lukket af en seks uger lang minestrejke.

NUM-formand Arthur Scargill og generalsekretær Peter Heathfields umiddelbare reaktion på TUC-aftalen var imidlertid meget anderledes. De gjorde det klart, at der ikke vil blive udsalg af kravene og ingen lukninger. Deres reaktion var også meget forskellig fra nogle af NUM’s venstre-Labourpartiledere under de sidste forhandlinger i begyndelsen af juli. Dengang begyndte de at bøje af om spørgsmålet om ingen lukninger og snakke om urentable miner, som skal lukkes.

Om NUM-lederne holder deres faste linie, afhænger sidste ende af, hvor meget det lykkes at bruge TUC's udtalelse til at opbygge aktiviteten omkring strejken og at vende den enorme sympati for strejken til boykot-aktioner og støtte til blokader.

Mobilisering afgørende

Gang på gang har det vist sig under strejken, at det er mobilisering, der giver de vigtigste ryk og ikke aftaler mellem faglige ledere på topplan. I begyndelsen af marts havde NCB offentliggjort deres beslutning om at lukke to miner i det militante Yorkshire område.

NCB havde i de foregående år gennemført en række lukninger i Sydwales og Skotland, også militante områder. Her havde de kunnet isolere og svække modstanden. Nu, ved at angribe Yorkshire, håbede NCB og regeringen at kunne knække minearbejderne en gang for alle.

Mine arbejderne reagerede spontant og begyndte at sprede strejken til andre miner ved at sende blokadevagter ud. Blokaderne kunne sprede strejken hurtigt til andre regioner og presse regionslederne i NUM til at støtte strejken.

Det var offentliggørelsen af NCB’s planer om at lukke yderligere 20 miner og fyre 20.000, der satte skub i mobiliseringen. Det lykkedes også i en kort periode at standse store dele af Nottingham. Men en stor politiindsats og direkte sabotage af områdeledelsen i NUM sørgede for, at området i dag er plaget af omfattende skruebrækkeri.

Strejken var i de første seks uger formelt under ledelse af de forskellige områdeledelser i NUM. Selvom Scargill kunne forhindre, at højrefløjen i NUM trumfede en urafstemning igennem, holdt han sig tilbage fra at gribe ind imod ledelsen i Nottingham og tage kampen for strejken direkte på kantinemøder.

Koordinering?

Efter det ekstraordinære repræsentantskabsmøde i NUM midt i april måned forsøgte Scargill at tage fat i strejken. En koordineret mobilisering kunne nu bringe et betydeligt mindretal i Nottingham ud i strejke.

Scargill var også klar over, at stålproduktionen spille en afgørende rolle for strejken. Den største del af den britiske produktion er samlet omkring fire kæmpe stålværker, og disse værker er afhængige af kul for at holde sig i gang. Selv engelske borgerlige aviser skrev i foråret, at der kun var nok til 3 ugers produktion.

Med andre ord kunne masseblokader standse disse værker og en stor del af britisk industri. Det var Scargill udmærket klar over.

Efter strejken i 74 opsummerede han: »Vi lancerede vores hovedangreb i Yorkshire i denne omgang på det gigantiske stålværk ved Scunthorpe, fordi det var tydeligt, at hvis vi kunne standse dette enorme stålværk, så kunne vi standse den britiske industri. Det var det der skete. Næsten hele arbejderklassen gik på fordeling.«

NUM-lederne i området har vist en enorm følgagtighed overfor stålarbejderforbundet, som er domineret af folk fra Labourpartiets højrefløj.

Stålarbejderne er blevet meget svækket og opsplittet, siden de led nederlag i en strejke for to år siden. Det statsejede British Steel ønsker at lukke mindst et af de fire store stålværker.

Hver gang minearbejderne har truet et eller andet stålværk med lukning ved at blokere for kul, har British Steel truet med en permanent lukning. Det var nøjagtig det samme argument, som arbejdsgiverne brugte under stålarbejderstrejken for to år siden. Dengang var svaret fra arbejderne klart. Man kunne kun forhindre lukninger ved at stå sammen på tværs af stålværkerne, gennemføre strejken og vinde.

Men nu er stålarbejderne svækket og opsplittet efter nederlaget i strejken. De forsvarer deres eget stålværk mod de andre.

I stedet for at argumentere, at man kun kan redde stålarbejdernes jobs, hvis minearbejderne vinder strejken, og at hvis de taber, bliver værkerne lukket alligevel, bøjer NUM-lederne sig overfor stålarbejdernes demoralisering.

Når de satser mere på aftaler med andre faglige ledere end ved at mobilisere deres egne medlemmer, ender man med aftaler på de andre faglige lederes betingelser. I stedet for at gribe chancen og standse industrien lavede de aftaler med stålarbejderforbundet om at opretholde produktion, dog på et påstået lavere niveau.

Scargill argumenterede mod disse fritagelses-aftaler. Men i Sydwales gik de lokale bureaukrater imod masseblokader, og i Skotland lavede man en aftale med jernbane-arbejderforbundet om at standse levering. Men da NCB begyndte at bringe kul ind med lastbiler, lavede man i stedet for at organisere masseblokader en ny aftale med stålarbejderforbundet, der fik endnu mere kul ind på værket end før.

Denne enorme svaghed og vaklen af disse venstreorienterede bureaukrater i områderne fik NCB til at gå i offensiven og begynde at transportere kul fra det store depot i Orgreave. Her begyndte man at opleve omfattende masseblokader, der kunne have vendt strejken. Men lederne i især Yorkshire ignorerede Scargills opfordringer til at koncentrere mobilisering omkring Orgreave og sendte deres medlemmer til Nottingham. Politiet gik i offensiven med de blodige slagsmål til følge, vi oplevede i dansk fjernsyn i slutningen af juni måned.

Havnearbejderne

Da havnearbejderne strejkede for anden gang i slutningen af august, var der nu chance for, at to stærke arbejdergrupper kunne ødelægge Thatchers planer samlet.

Men fra begyndelsen var strejken besat med problemer, idet kun godt halvdelen af landets 35.000 havnearbejdere var med i strejken.

Strejken startede, da det statsejede British Steel antog andre end havnearbejdere til at losse et kulskib ved Hunterston i Skotland. TGWU, det britiske transport- og specialarbejderforbund, svarede straks med strejkeaktion. Men ledelsen i forbundet har argumenteret mere om loyalitet til forbundet som grund til at strejke end egentlig forklaret, det strejken handler. om. Da man for eksempel tog argumentet til havnearbejderne i Grimsby, kunne man få deres oprindelige beslutning om ikke at gå med i strejken ændret. Men oplysninger fra forbundet om hele forløbet har været få. Mange er blevet overladt til den borgerlige presse.

Der har været stor uklarhed om, hvad strejken handlede om. Sagen blev begrænset til spørgsmålet om et enkelt skib i Hunterston i stedet for offensivt at drage forbindelsen med minearbejdernes strejke. Forbundsledelsen er veget tilbage fra at sige klart, at forsvaret af jobs på både havne og miner afhænger af, at begge grupper kæmper sammen.

Orgreave

Havnearbejdernes organisering er blevet betydelig svækket igennem de sidste år. Den stærke tillidsmandsorganisering, der organiserede strejker for 10 år siden og som organiserede på tværs af havnene, spillede næsten ingen rolle i strejken. Strejken blev derfor domineret af lederne fra forbundet.

Det er meget usædvanligt at opleve en strejke, hvor forbundsledelsen virkelig ønsker at vinde. Og når man ser på Scargill som eksempel, er det ikke svært at se hvorfor.

Scargill blev kastet op på formandsposten på basis af sit arbejde som basisaktivist.

Under strejkerne i begyndelsen af 70’erne var han en vigtig drivkraft og organisator på gulvplan af masseblokader. Han var en del af et bredt net af militante og aktivister, som drev strejken fremad på trods af den daværende forbundsledelse, som var domineret af højre-labour folk.

Opgave

Scargill er i dag stadig meget militant. Arresteret ved Orgreave, sendt på hospital af politiets knipler. Men i dag er Scargill afhængig af NUM’s apparat for at opnå resultater. Det net af militante, der var hans basis, er skrumpet ind. Der har hidtil været færre aktivister på blokaderne end i 72. De har kæmpet hårdt og presset deres ledere til venstre, men de er ude af stand til at organisere selvstændigt, når NUM apparatet svigter.

Da Yorkshire lederne svigtede under mobilisering ved Orgreave, var der intet net af militante med deres egne kontakter mellem minerne, der kunne mobilisere til blokaden, som man kunne gøre for 12 år siden. Aktivisterne i dag er meget afhængige af Scargill, og hvis han presses op i bureaukratiet, vil det være svært at stille noget op mod det.

På trods af sin militans er Scargill ude af stand til at gå forbi de andre bureaukrater og mobilisere selvstændigt. Uden en organisation, der er uafhængig af apparatet, bliver han fanget af det apparat, han så omhyggeligt har opbygget.

Konsekvensen er, at han til sidst vil sluge noget, der er langt fra det, minearbejderne kunne opnå, hvis de brugte den magt de besidder.

Men trods problemerne er det klart, at strejken kan vindes. Igennem august måned forsøgte pressen og arbejdsgiverne at lancere en massiv kampagne for at genoptage arbejdet. Men på trods af den forstærkede hetz fra pressen måtte NCB indrømme, at stigningen i skruebrækkeri har været minimal.

Men et resultat af kampagnen har været at koncentrere blokaderne omkring minerne igen. Og det har forøget mulighederne for mobilisering. I Yorkshire-området har NUM-ledelsen sendt en rundskrivelse til medlemmerne om at deltage aktivt i blokaderne. De steder hvor det er blevet fulgt op ved at besøge den enkelte minearbejder, har man oplevet en betydelig. stigning i blokadedeltagelse.

Det kan være vigtigt nu, da fyringssæsonen begynder. Problemet for regeringen er at transportere det kul, der ligger ved minerne, til at tilfredsstille det stigende forbrug ved kraftværkerne. Det betyder, at blokader igen får en vigtig rolle, da der kun er kul nok til lige efter november.

Støttearbejdet

I en række europæiske lande og efterhånden i flere danske byer er der blevet dannet støttegrupper. Støtte er enormt vigtig, ikke blot for at en strejke kan vindes, men fordi andre grupper kan lære, hvordan man kan vinde og hvorfor solidaritet er uundværlig.

Problemet er, at danske kroner ikke i sig selv kan vinde strejken. Hverken minearbejderne eller andre grupper kan vinde gennem en udmattelseskrig. Selvom man forhindrer, at minearbejderne sulter, kan de stadig smadres og isoleres. Problemet er ikke, at de sulter, men at de skal bruge en masse ressourcer til at slå hårdt og hurtigt med masseblokader.

Da Solidarnosc opbyggede deres kamp mod bureaukraterne i Polen, var der argumenter om, at man støttede bedst ved at sende mad og tæpper eller trykkerier. Løbesedler kunne have gjort mere for at organisere en modstand end humanitær hjælp. Ironisk nok er Solidarnosc efter nederlaget ikke i stand til at hindre strømmen af skruebrækkerkul til England hver dag.

Det er glimrende, at fagforbund, som aldrig reelt har støttet en kamp mod Schlüter herhjemme, har taget sig sammen med store bidrag til minearbejdernes kampfond. Men vor vigtigste opgave er at sørge for, at støtten går længere end bestyrelserne, ved at mærkaterne og indsamlingerne kommer ud på arbejdspladserne, og her er argumenterne hårdere. Det er også her et argument om, at kun igennem opbygningen af en tradition for solidaritet på en arbejdsplads kan man bekæmpe Schlüter.

Adoptér miner

Det er derfor et vigtigt argument, at man også skal adoptere lokale miner i England. På den ene side er det her, at solidariteten skal kunne mærkes, og det er her man kan rejse diskussionen om, hvordan strejken kan vindes. På den anden side er minearbejderne et godt eksempel på, hvor meget arbejderne lærer i kamp. De har langt fra alle svarene, men deres erfaringer og beretninger ville være som frisk luft på en demoraliseret arbejdsplads.

At opbygge reel solidaritet i dag kræver politiske argumenter. At danske og engelske arbejdere har en fælles kamp er ikke blot et spørgsmål om penge, men at opbygge den forståelse af solidaritet, der kunne gøre det muligt at boykotte firmaer, der skruebrækker, når de forsøger at handle i Danmark, der kunne gøre det muligt at standse den strøm af polske kul, der kommer bl.a. gennem Danmark.

Det er ikke kun et spørgsmål om sympati på lang afstand, men at finde dem, der også vil støtte igangværende strejker herhjemme. For der er argumenterne om fagbureaukratiet og forhandlinger endnu mere aktuelle og vigtige. Den bedste støtte til de engelske minearbejdere er at opbygge kampen mod Schlüters offensiv. Og det betyder i dag at vinde folk for en revolutionær politik og organisation.

Billedtekster:
»Minearbejderne skal vinde« siger plakaten.
Det engelske politi fuldt udrustet til deres blodige angreb på blokaden ved Orgreave i juni.
Scargill vil vinde strejken men er klemt i et bureaukratisk apparat.
Minearbejderkoner fra Maerdy i Sydwales.

Flere artikler fra nr. 1

Flere numre fra 1984

Se flere artikler om emnet:
Storbritannien Minestrejke 1984-85

Se flere artikler af forfatter:
Jason Meyler

Siden er vist 1597 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside