Socialistisk Arbejderavis
Nr. 108 – Oktober 1994 – side 8
Magthaverne til angreb på vores velfærd
Regeringens tomme løfter. OK-95 – på vej mod en styrkeprøve
Jakob Nerup + Ole Mølholm Jensen
Magthaverne i Danmark – regeringen, arbejdsgiverne, de rige – har et problem. De vil have profitterne sat i vejret, men de er bange for, at arbejderklassen ikke vil give dem lov til det.
Større profitter betyder nemlig faldende realløn og nedskæringer på dagpenge, sygehuse og service.
Af frygt for at tabe folketingsvalget har regeringen holdt tilbage med planer om nedskæringer. Den har tværtimod forsøgt at købe sig til opbakning gennem skattelettelser og omlægning af lån.
Men den politik holder ikke i længden for magthaverne. I deres øjne er arbejdsløse, bistandsklienter, gamle og syge ikke mennesker, men udgifter, som de helst vil af med. På samme måde mener arbejdsgiverne ikke, at lønninger til ansatte, ordentlige arbejdsforhold og sikring af arbejdernes sikkerhed er den rimelige betaling for hundredtusinder af menneskers daglige slid og slæb. Arbejdsgiverne opfatter den slags udgifter som omkostninger, der betyder mindre profit til dem selv.
Kræver ungdomsløn
Efter folketingsvalget behøver regeringen ikke længere love, at den vil garantere velfærden. Og arbejdsgiverne vil bruge de kommende overenskomstforhandlinger til at forlange minimale lønstigninger og sænkning af lønnen til unge.
Men de har grund til at være nervøse for, om det vil lykkes for dem. 1994 er ved at udvikle sig særdeles negativt for magthaverne. Alle mulige steder bliver der strejket, protesteret og demonstreret for at forsvare løn og arbejdsforhold.
Urimelige forhold
På mange arbejdspladser og uddannelsessteder er der ved at udvikle sig en stigende bevidsthed om, at det er nødvendigt, at man selv aktionerer mod urimelige forhold. Og mange steder oplever folk, at det faktisk nytter at tage kampen op.
Det er denne selvtillid, som arbejdsgiverne og regeringen er bange for at udfordre. Men de er nødt til at tage udfordringen op for at skaffe sig højere profit, hvis de vil klare sig i konkurrencen.
Vi kan derfor forvente, at fronten vil blive skærpet mellem arbejdsgiverne og regeringen på den ene side og arbejdere, studenter og fattige på den anden side. Det betyder, at klassekampen vil blive mere tydelig.
Derfor er det nødvendigt at opbygge et netværk af aktive på tværs af arbejdspladser og uddannelsessteder, som arbejder på at udbrede og sammenkæde modstanden. Det er et sådant netværk, vi opbygger i Internationale Socialister.
Regeringens tomme løfter
Regeringens valgløfter om at bekæmpe arbejdsløsheden bliver nu afløst af nedskæringer og krav om lavere løn til unge. Men planerne møder stor modstand.
Efter valget har regeringen tilsyneladende glemt de talrige løfter om flere i arbejde, børnepasningsgaranti, forlængelse af orlovsordningerne, ansættelse af flere inden for den sociale sektor.
Regeringen forsøger nu at bremse op for den forbrugsstigning, der har været i første halvår af 1994. Tilskudsordningerne til boligforbedring røg dagen efter, at socialdemokraten Ole Løvig Simonsen var blevet ny boligminister. Regeringen taler nu kraftigt imod lønstigninger og er nu parat til at fjerne dele af orlovsordningerne.
Samtidig truer regeringen med finanspolitiske indgreb, hvis forbruget stiger. Regeringen taler om delvis indførelse af indslusningsløn og mere fleksibel arbejdstid og lægger sig dermed tæt op ad arbejdsgivernes krav.
På trods af løfterne er der fuld gang i nedskæringerne i kommunerne. Baggrunden er regeringens stramme ramme for de kommunale budgetter. Regeringen og Kommunerenes Landsforening havde før valget fastlagt en ramme, der lagde op til, at skattten ikke måtte stige. Samtidig er bloktilskuddet til flere kommuner blevet reduceret. Med de nuværende nedskæringer forsvinder de få håndører, som almindelige lønmodtagere fik ved skattereformen.
Slagsmål om nedskæringer
I mange kommuner er der store slagsmål i gang om, hvilken vej udviklingen skal gå. Der bliver stort set brugt to modeller i nedskæringerne. Den ene er skattestigninger, og den anden er nedskæringer i budgetterne. Om den ene eller anden model bruges, afhænger til dels af hvilke partier, der har flertallet i byrådene. De borgelige vælger nedskæringer. Andre steder vælger de socialdemokratiske byrødder at sætte skatten op.
Men også socialdemokratiske kommuner forsøger at skære ned i den sociale sektor. I Århus truer kommuen fx de indvandrere, der ikke går på danskkursus med, at de mister bistandshjælpen.
Flere steder har kommunerne valgt at hæve skatten på trods af aftalen med regeringen. Baggrunden har været et forsøg på at undgå slagsmål med blandt andet pædagoger, lærere og forældre om nedskæringer.
I Silkeborg forsøgte kommunen før valget at skære på antallet af ansatte på byens plejehjem. Forslaget blev mødt med strejke og protester, og det tvang kommunen på tilbagetog. I stedet har Silkeborg kommune valgt at hæve skatten generelt.
Men i andre kommuner forsøger kommunerne at tvinge nedskæringerne igennem. De fleste steder er det blevet mødt med modstand. De kommende måneder bliver derfor afgørende for, om det lykkes at skære ned i kommunerne, samtidig med at regeringen lover fremgang.
Den afgørende faktor er omfanget af aktiviteter mod nedskæringerne. I København vil kommunen spare 225 mio. kr. Det har rejst protester på skoleområdet, hvor elever i september besatte en række skoler og arrangerede demonstrationer mod nedskæringerne. En aktion, der bliver genoptaget fra den 10. oktober.
Demonstrationer
I Hvidovre vil kommunen spare over 7 mio. på skole- og fritidsområderne, samtidig med at de vil spare 4,5 mio. på daginistituionerne i 1995. Det svarer til nedlæggelse af 19 lærerstillinger og 40 heltidsstillinger i daginstituionerne. Tre ud af fire skolebetyrelser har nedlagt deres hverv og stået bag en demonstration mod nedskæringerne.
I Greve kommune vil byrådsflertallet bestående af Venste og de Konservative skære 34 mio. kr. i 1995. På skoleområdet betyder det nedlæggelse af 34 lærerstillinger. Til første behandling af budgetforslaget mødte 400 greveborgere op til spørgetiden uden dog at få lov til at stille spørgsmål.
I Esbjerg, Holstebro, Helsingør, Gørlev og Odense har personalet i daginstitutionerne også været ude i strejke og demonstration mod planlagte nedskæringer. I Holstebro gik alle 400 ansatte på daginstitutionerne i strejke den 27. september. De samlede omkring 3.000 til demonstration foran Rådhuset, hvilket foreløbelig har betydet, at nedskæringsplanerne er taget af bordet. Det samme er tilfældet i de andre byer.
Men også andre steder har der været aktiviteter. På Frederiksberg vil kommunen smide børn i tredie og fjerde klasse ud af skolefritidsordningen. Forældreprotester har foreløbig stoppet planerne. I Ålborg har der været to demonstrationer mod nedskæringer i fritidsordningen.
Stigende aktivitet
Den stigende aktivitet mod nedskæringerne og den øgede vilje til at bruge strejkevåbne, er utrolig positiv og vigtig for, om udviklingen går den ene eller anden vej. Hvis aktionerne og aktiviteterne mod nedskæringerne fastholdes, får kommunerne meget svært ved at komme igennem med deres nedskæringer.
Det betyder samtidig, at også regeringen får meget sværere ved at køre nedskæringer igennem. Jo flere der erfarer, at strejker og aktiviteter nytter mod nedskæringer, jo flere vil aktivt gå imod nedskæringer, hvad enten de er kommunale eller landsdækkende.
OK-95 – på vej mod en styrkeprøve
Overenskomsten i 1995 kan gå hen og blive en styrkeprøve mellem arbejdsgiverne og arbejderklassen
Hele det rige Danmark har med støtte fra bureaukraterne i fagbevægelsens top lagt sig fast på, at vi ikke skal have lønstigninger eller forbedringer til overenskomsten i foråret.
Hvorfor har de så travlt med at advare mod lønstigninger? For det første er de bange for deres profitter. Altså simpel grådighed.
For det andet er de bange for selvtilliden i arbejderklassen. Gennem de sidste 4 måneder er antallet af strejker og sejre i faglige kampe steget voldsomt. Både de offentlige og private arbejdsgivere mærker dagligt, at de ikke længere kan diktere hvad som helst. Og de kan godt se tegningen til en overenskomst, hvor arbejderne er i offensiven. Derfor prøver de desperat at knække selvtilliden i arbejderklassen, før kampen om overenskomsten er gået i gang.
Forventninger
Der er store forventninger til, at overenskomsten vil betyde forbedringer. Det startede hos sygeplejerskerne, hvor lokalafdelingerne i Dansk Sygeplejeråd gik ud med krav om 15% i lønstigning på grund af et meget stort lønefterslæb.
Sygeplejerskene har tre gode kort på hånden. For det første er manglen på uddannede sygeplejesker så udtalt, at arbejdsgiverne ikke kan bruge arbejdsløsheden som pression.
For det andet er frustrationen over skiftende arbejdstider, ringe løn og konstante forringelser på hospitalerne efterhånden vendt til vrede. En vrede som kan omsættes til handling. Den tredje faktor er, at offentligheden helt er på sygeplejeskernes side. Alle ved, hvor hårdt de knokler for små penge, samtidig med at de kæmper for ordentlig patientpleje.
Endnu har sygeplejeskernes ledelse med Kirsten Stallknecht på tronen ikke udtaget kravene til overenskomsten. Men de er presset fra neden og kan ikke spise medlemmerne af med små lønstigninger uden kamp.
Det vil dog være meget farligt for de menige sygeplejesker at forlade sig på ledelsen i Dansk Sygeplejeråd og Kirsten Stallknecht. De har år efter år solgt ud af kravene og accepteret forringelser som ved den seneste overenskomst i 1993, der kostede lønnen til eleverne.
Sygeplejeskerne må derfor allerede nu opbygge et kontaktnet på gulvplan mellem de forskellige hospitaler, så man kan kæmpe uafhængigt af ledelsen.
Kræver 10 kr i timen
Sygeplejeskernes store og velfortjente krav er ikke bare en krusning på overfladen. En lang række af offentligt ansatte har rejst lignende krav. For eksempel har Specialarbejderforbundet, SID, som hovedkrav 10 kr mere i timen over to år og en række andre forbedringer, som fx fuld løn under sygdom. 10 kr-kravet svarer til mere end 10% i lønstigning og SIDs medlemmer vil være ivrige for at få gennemført det krav.
De store lønkrav skal man ikke vente fra folk som Max Bæhring fra Dansk Metalarbejderforbund eller Lillian Knudsen fra Kvindeligt Arbejderforbund. Men selv om disse folk er berygtede for deres trang til at holde udsalg ved overenstkomsterne, så kan de blive tvunget til at kræve mere, hvis de kan mærke, at der er bevægelse på arbejdspladserne.
Modparten ved overenskomsten er Dansk Industri (DI), som har forlangt noget, der ligner en nul-løsning og lavere løn til unge. De ønsker at bruge de unge på arbejdsmarkedet som en permanent gruppe af løntrykkere.
Heldigvis har formanden for SID, Hardy Hansen, utvetydigt sagt, at der under ingen omstændigheder bliver tale om ungdomsløn. Det vil gøre det næsten umuligt for en type som Max Bæhring at forære arbejdsgiverne de unge arbejdere til foræringspriser.
LOs formand, Finn Thorgrimsson, der repræsenterer 1,5 millioner arbejdere i Danmark, foreslog umiddelbart efter valget, at regering, arbejdsgivere og LO skulle lave trepartsforhandlinger. Ikke fordi han mente, at nu skal regering og arbejdsgivere lukke op for godteposen.
Han ønskede tværtimod, at man før overenskomstforhandlingerne skulle fastlægge en meget smal ramme, som ikke kunne fraviges. Nærmest forræderisk, når man tænker på de store krav og forventninger, der findes blandt folk på gulvet. Heldigvis blev ideen skudt ned af såvel arbejdsgiverene som af andre faglige ledere.
Men alene LOs udgangspunkt med en meget smal ramme viser, at de er parate til at acceptere en arbejdsgivervenlig overenskomst.
Det betyder, at vi ikke kan forvente støtte fra byrokraterne og lederne i fagbevægelsen. De ønsker ikke kamp om overenskomsten, fordi deres eksistensberettigelse alene hænger sammen med forhandlinger og samarbejde med arbejdsgiverne. De vil klynge sig til enhver mulighed for kompromis, idet strejker og aktioner i sidste ende gør dem overflødige.
Arbejdsgiverne ved, at den kommende overenskomst kan blive en hård styrkeprøve på grund af den stigende selvtillid i arbejderklassen. Arbejdsgiverbladet “Ugebrevet Mandag Morgen” har netop offentliggjort en analyse af arbejdernes selvtillid.
Undersøgelsen viste, at 46% af de privat ansatte arbejdere er uenige i, at der ikke er råd til lønforhøjelser. For offentligt ansatte og funktionærer er tallene henholdvis 52% og 49%. Vi skal helt tilbage til 1987 for at finde en tilsvarenede optimisme i arbejderklassen.
Grund til optimisme
Forskellen på 1987 og 1994 er, at der i dag er mere grund til optimisme. Al snakken om opsving og fald i ledigheden er begyndt at virke som en boomerang for regeringen. Nu vil folk have del i opsvinget.
Den øgede selvtillid kan bedst måles i antallet af strejker og den måde, hvorpå strejkerne bruges. I dag strejker folk, når ledelsen ikke vil forhandle eller lytte. I dag synes folk det er godt, når der aktioneres mod nedskæringer og fyringer. Stemningen er ved at vende fra vrede til kamp.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed