Socialistisk Arbejderavis

Nr. 108 – Oktober 1994 – side 12

10 år for socialisme

Ågot Berger

Internationale Socialister har nu eksisteret og arbejdet for socialismen i 10 år. I den anledning udgiver organisationen en pjece om de ti år.

Endnu et nyt parti på venstrefløjen. Hvad skal vi med det, hvorfor går I ikke sammen i stedet for den evindelige splittelse?

Det var nogle af de kommentarer, som faldt for 10 år siden, da en lille gruppe på 11 tog beslutningen om at bryde med Venstresocialisterne. Efter ti år er det tid til at gøre status i forhold til, om IS er et nødvendig element i kampen for at forandre verden.

Tom Christiansen har i den anledning skrevet pjecen “10 år for socialisme”, som gennemgår IS’ udvikling først og fremmest som aktive deltagere i de politiske spørgsmål i samme periode.

For IS er en af de centrale grundpiller forståelsen af, at al forbedring kommer nedefra som resultat af folks egne aktiviteter og kampe. 80’erne var præget af de borgerliges offensiv, det var Schlüters, Margaret Thatchers og Reagans tiår. Arbejdsløsheden fik et gevaldig hak opad i Vesteuropa, og for første gang i verdenshistorien begyndte de fattige lande at betale mere tilbage i gæld, end de modtog i støtte.

På trods af angreb på levestandarden var det småt med strejker og modstand. Men selv i nedgangsperioder er der lyspunkter. I 1985 var der den største strejkebevægelse i Danmark siden 2.verdenskrig. TV viste sorte skærm, busser og tog stod stille, sygehuse og skoler, børnehaver og fabrikker blev ramt af strejkerne.

Strejken blev dog standset, og Schlüter blev siddende, men påskestrejkerne gjorde påstanden om, at "arbejderklassen er død", til skamme. Den viste, at arbejdere på offentlige og private arbejdspladser til sammen har styrken til at lamme samfundet. Arbejdsgivere sidder på pengene, statsmagten og politiet, men uden arbejdere går deres maskineri i stå.

Vi tror ikke på, at det er via Folketinget, forandringen skabes. En revolution i Danmark vil tage form af en mega-udgave af påskestrejkerne. Også i den situation vil de reformistiske partier prøve at rulle bevægelsen tilbage, mens vi vil skubbe på for at føre oprøret videre til revolution. Det er ikke partiet, der laver revolutionen, det gør masserne.

Pjecen om IS i 10 år viser, hvordan vi seriøst og minutiøst har taget del i kampen mod krig, racisme og nazisme. Nazi-miljøet kvitterede for vores indsats ved at sende IS en brevbombe, som dræbte vores kammerat Henrik Christensen i 1992.

Pjecen indeholder kapitler om kampen mod racisme og nazisme, Berlinmurens fald i 89, krigen i Golfen mellem Irak og USA/FN i 1991 og den nye bevægelse på gymnasier og universiteter. På den måde giver den et overblik over de sidste 10 år, som i sig selv er spændende. Men den vigtigste lære er nødvendigheden af at opbygge et stærkt parti med et klart teoretisk fundament.

De to vigtigste grunde til, at IS ikke er med i SF eller et af partierne i Enhedslisten, er opfattelsen af reform/revolution og analysen af de tidligere og nuværende regimer i Øst-Europa, Kina, Albanien og Cuba. Som der skrives i pjecen:

“I 1948, skrev Tony Cliff, en af initiativtagerne til den internationale IS-tendens, en bog som hedder “Statskapitalisme i Rusland”. Cliff var stærk modstander af det stalinistiske regime, men han analyserede det russiske samfund og de nydannede såkaldte “folkedemokratier” i Østeuropa til at være bureaukratiske, statskapitalistiske samfund.

Konsekvensen af Cliffs analyse var, at der i de statskapitalistiske samfund såvel som i de vestlige kapitalistiske lande var en arbejderklasse, som før eller siden ville gøre oprør. Cliff skrev i 1948: “Klassekampen i Rusland må uundgåeligt udtrykke sig i en gigantisk, spontan storm forårsaget af millioner af mennesker.(..) Den spontane revolution vil smadre det stalinistiske bureaukratis jernhæl og derved åbne banen for frie handlemuligheder for alle partier, tendenser og grupper i arbejderklassen. Det vil være det første kapitel i en succesfuld proletarisk revolution”.”

Revolutionerne i Øst-Europa kom i 1989, der kom et systemskifte, men den proletariske revolution har vi til gode.

Mange er enige i vores kritik af kapitalismens rovdrift på mennesker og miljø. Mange af de samme stiller naturligt nok spørgsmålet, om socialismen er svaret med henvisning til den gamle magtelite i Østeuropa, som også drev rovdrift på mennesker og miljø.

Det er ikke mærkeligt, at der er forvirring. Den gamle venstrefløj i Danmark har i varierende grad forstået eller forsvaret Sovjets og Kinas optræden overfor oppositionen internt og imperialistiske manøvrer internationalt. Uklarheden i kritikken af disse regimer har også grundlæggende svækket tiltrækningen til socialistiske ideer.

IS’ opfattelse af de stalinistiske regimer som statskapitalistiske er derimod blevet bekræftet positivt som en analyse, der passede med virkeligheden. Den gav os ingen illusioner om regimerne, men har styrket vores tendens markant på verdensplan i kølvandet på Berlinmurens fald i 1989.

IS hilste revolutionerne i Østeuropa velkomme. Vi støtter ubetinget de folk, der slås for reelle forbedringer, større demokrati og bedre levevilkår. Det afgørende for, om et land er kapitalistisk eller socialistisk, er ikke, om kapitalen er styret af kapitalister eller bureaukrater, der kalder sig kommunister. Det afgørende er, at arbejderklassen har magten over produktionsprocessen. Det har de ikke i nogen lande i verden i dag. Derfor er der ingen socialistiske lande.

For IS er disse uenigheder med de øvrige venstrefløjspartier ikke parenteser, men en afgørende og grundlæggende uenighed i opfattelsen af socialisme. Er det partiet og dets ledere i Folketinget, som skal være basis i den socialistiske samfundsstruktur, eller er det arbejderne gennem rådsorganisering på hver enkelt arbejdsplads og på tværs i byerne. IS står for det sidste – socialisme fra neden.

80’erne har bekræftet, at det vil være forkert at sige, at alle røde bare skal gå sammen. Mellem Venstre og Konservative er der kun nuancer i uenigheden. Men mellem os og folk, der ikke har gjort endeligt op med brutale regimer i Øst og stalinistisk teori, er der oceaner af uenighed. Vi vil altid slås sammen i enhedsarbejde, men klarhed i politikken er nødvendig hver dag. Vores analyse tager udgangspunkt i den marxistiske tradition, vi kombinerer historiske erfaringer med vores egne.

At IS efter 10 år er vokset fra 11 til 200 medlemmer, er ingenting i forhold til hvor mange, det kræves for at have indflydelse på udviklingen af et revolutionært opgør i Danmark.

Men når vi alligevel mener, at det har været et kvalitativt skridt fremad, så er det fordi IS har holdt fast i den marxistiske tradition i en periode, hvor de øvrige venstre-fløjspartier har sænket den røde fane, holdt op med at snakke om socialisme, styrket deres parlamentariske orientering og tabt et stort antal medlemmer.

Internationale Socialister er vokset og vil fortsætte med at styrke den marxistiske tradition. Socialistisk Arbejderavis er krumtappen i vores organisering. Alle socialister opfordres til at skrive til, læse og sælge avisen.

Vi vil fortsætte med at være i første række til at bekæmpe racistiske og nazistiske strømninger. Vi involverer os aktivt i kampe på gymnasier, universiteter og arbejdspladser. Ledetråden i alt arbejde er at styrke kampene og samtidig vinde flere til IS.

For hvad hjælper det at vinde en masse kampe, hvis vi ikke vinder det sidste slag.

Billedtekst:
Ledetråden i IS’ arbejde er at styrke kampe i hverdagen, samtidig med, at vi overbeviser folk om, at de skal blive socialister og gå med i IS.