Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 109 – November 1994 – side 4

Kommentar

Panik før lukketid

Charlie Lywood

De borgerlige vil af med lukkeloven. Det er der ingen nyhed i. Men at DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom) også vil, er der nok nogen, som vil studse over.

Begrundelsen er også bemærkelsesværdig. “Al sund fornuft peger jo på en afskaffelse af lukkeloven. Når der er marked for det, skal borgerne også have lov til at handle hele døgnet,” siger Henrik Sass Larsen, formand for DSU. “Hele  døgnet“ – hverken mere eller mindre.

Kaffefiltre

De store dagblade og deres monopol foretagender i de store provinsbyer har kunnet få folk til at grine eller rase over, at man godt kan købe kaffe efter kl. 20, men ikke kaffefiltre. Men der er ikke opbakning til en total liberalisering af detailhandel, som foreslås af blandt andet DSU.

Der er 400.000 ansatte i butikker i Danmark. Det er omkring 20% af samtlige arbejdere, og med deres familier udgør de en betragtelig del af den voksne befolkning. De og deres fagforening HK er inderligt imod en afskaffelse.

For dem vil det betyde endnu mere skæve arbejdstider med ødelæggelse af helbredet og familielivet til følge. Pia Kjærsgårds kommentarer til dette var, at de ansatte måtte vise “fleksibilitet”.

I dag har A.P.Møller og Brugsen over 70% af detailhandlen. Allerede i dag ser vi, hvordan koncentration af kapitalen inden for denne branche har medført mange special- og nærbutikkers død. Denne proces vil speede op med lukkelovens afskaffelse.

Sagen er, at længere åbningstider ikke forøger antallet af solgte varer, så det bliver dyrere at holde åbent længere. Det kan de store koncerner betale for ved at holde priserne stabile, mens de andre vil miste markedsandele, enten ved at ikke have åbent så længe eller ved at sætte priserne op.

Der vil blive en yderligere koncentration af kapital i branchen. Så bliver banen åbnet for højere priser for at betale for de længere åbningstider, også for de store supermarkeder. Hvem vinder? De store monopol koncerner. Hvem taber? Alle almindelige dødelige.

Det er derfor ikke særlig underligt, at når HK laver en meningsmåling, som netop indleder med disse både rimelige og oplysende informationer, så kan de få et resultat, som viser et flertal imod ophævelse af lukkeloven!

Alle fornuftige sociale argumenter går imod en liberalisering af området, hvis man bare tænker sig en lille smule om. Hvorfor DSU’s holdning? De er bange for at stå frem imod noget, der på overfladen ligner større “frihed” for den enkelte. Bange for at gå imod den bølge, som fik 40% af førstegangs vælgerne til at stemme Venstre. Tænk hvis nogen kom til at kalde dem for “beton-socialister”, som vil begrænse folks frihed.

Reel frihed

Men DSU burde læse lidt mere historie. Almindelige arbejdere har kun fået reel frihed, hvis de har stået sammen. Alene har de altid været ofre for de riges “frihed” til at indrette verden, som de ønsker det.

De er ligeglade, både med om folk får højere priser, et mindre udvalg af varer og længere til deres nærmeste butik, og om de ansatte får ubekvemme arbejdstider. Det er kun profitten der gælder. Det burde ikke være svært for socialister at regne ud.

Flere artikler fra nr. 109

Flere numre fra 1994

Se flere artikler om emnet:
Socialdemokratiet (DK)

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 1976 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside