Unionen for de rige

EU vil have Finland, Sverige og Norge med i Unionen. Ikke for at gavne befolkningen, men for at styrke EU’s økonomiske position.

EU skal stå sin prøve ved folkeafstemningerne i Sverige d. 13. og i Norge d. 28. november. I begge lande er der stor mulighed for et nej. Specielt i Norge er nej-siden meget større end ja-siden.

Magthaverne i Europa har ellers forsøgt at tilrettelægge afstemningerne efter en slags “domino-teori”, hvor man først tog afstemningerne i de lande, hvor ja-siden stod stærkest, nemlig Østrig og Finland. Derefter Sverige, hvor ja- og nej-siden er lige store, og til sidst Norge, hvor der længe har været massiv modstand mod EU.

I virkeligheden spiller denne effekt ikke nogen ret stor rolle. Det er i høj grad de interne sociale forhold og modsætninger, der afgør udfaldet af afstemningerne.

Magthaverne

Resultatet af afstemningerne er ikke ligegyldigt. Et nej i Sverige og Norge kan øge selvtilliden hos almindelige mennesker, fordi det er magthaverne, som bliver slået. Et nej kan atter en gang svække den europæiske elites styringsmuligheder.

EU-kommisionen skriver om EUs formål: “Der er ét væsentligt princip, der ligger til grund for hele EU’s politik i forhold til omverdenen: en rimelig afvejning af egne interesser. EU’s egen økonomiske velstand afhænger af liberal, multilateral verdensøkonomisk orden...” Med andre ord skal EU sikre penge til kapitalisterne i Europa.

Dyb krise

Det beskedne finske ja på blot 57% skal finde sin forklaring i to forhold. Finlands økonomi er i dyb krise efter Sovjetunionens sammenbrud. Arbejdsløsheden er vokset fra ingenting til næsten 20%, og derfor stemte de finske arbejdere i storbyerne ja i håb om bedre tider. De 43% nej-stemmer var domineret af bøndernes kampagne for egne økonomiske interesser.

Den finske nej-kampagne var både nationalistisk og baseret på bønderne og gav ikke noget troværdigt alternativ for arbejderklassen. Et af de centrale spørgsmål for nej-siden var at fastholde den økonomiske støtte til det finske landbrug. Det argument overbeviste ikke ret mange i byerne, som har fået lov til at betale for krisen gennem arbejdsløshed, reallønsfald og tårnhøje priser på bl.a. fødevarer.

Op til afstemningen den 13. november ligner stemningen i Sverige meget stemningen i Danmark op til EU-afstemningerne i 1992 og 1993. Regeringen, de fleste politiske partier, aviserne – hele magteliten – står sammen i kampen for et svensk ja.

Det betyder, at den svenske nej-side ikke er særligt synlig, og ved riksdagsvalget for nylig var EU-spørgsmålet ikke noget centralt spørgsmål. Alligevel er der en chance for, at der sker det samme i Sverige som i Danmark i 1992, nemlig at de svenske arbejdere stemmer nej, fordi alle de rige og magthaverne er for.

Truer med nedskæringer

Den nye socialdemokratiske regering i Sverige har allerede bebudet, at den vil tvinge arbejderne i knæ. Regeringen har serveret en krisepakke med nedskæringer og besparelser.

En vigtig del af krisepakken er, at den skal knække den optimisme og solidaritet, som ved valget fik mange til at stemme på socialdemokraterne og venstrefløjen. Krisepakken skal skræmme svenskerne til at stemme ja med truslen om, at udenfor EU bliver det endnu værre.