Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 109 – November 1994 – side 10

Skoleelever tager magten

Trine Christensen

“Vi har magten. De lytter til os.” Det har elever på skoler og gymnasier i København lært af at aktionere og demonstrere.

Eleverne på skoler og gymnasier i København har fået nok af nedskæringer. Budgetforslaget for 1995 har mødt de største protester, der har været mod nedskæringer i de sidste 5 år.

Protesterne startede allerede i foråret, hvor lærerne og forældrene gik på barrikaderne. Først på efteråret aktionerede enkelte skoler, og der var flere “spontan-demonstrationer” på Christiansborgs slotsplads og Rådhuspladsen. I oktober var aktionerne bedre koordineret, da der blev gennemført en hel uge med aktioner.

Omkring 30 folkeskoler gik i spidsen for aktionerne ved at besætte deres skoler. Men også gymnasieeleverne i København var med. 20 gymnasier deltog i forskellige aktioner som bosættelser og andre happenings.

Demonstration

Aktionsugen kulminerede med demonstrationen på Christiansborgs Slotsplads d. 13., hvor ca. 7.000 vrede skole- og gymnasieelever mødte op.

Aktionerne har været med til at forandre stemningen på mange skoler. På Ny Carlsbergvejens skole er eleverne solidariske med lærerne – og omvendt. Marie og Christian fra 9. klasse siger: “Det er som om, vi har magten. De lytter til os.”

I løbet af ugen har eleverne udover besættelsen deltaget i flere andre aktiviteter, som blev planlagt af et demonstrationsudvalg. Blandt andet har de større elever undervist de små klasser. 7-10 klasserne har været på “lejrskole” én dag i Søndermarken, hvor de overnattede i telte. Og de deltog i demonstrationen d. 13.

Sammenhold

Eleverne er gået styrket ud af aktiviteterne mod nedskæringerne. Deres indbyrdes sammenhold er stærkere, og der har været meget stor tilslutning og opbakning bag aktiviteterne.

Nina Holm, en 3.g’er fra Metropolitanskolen, fortæller om gymnasieelevernes oplevelse af nedskæringerne.

“Gymnasieeleverne vil ikke finde sig i flere nedskæringer. Især i folkeskolen rammer nedskæringerne de svageste elever hårdt. Derfor er det gode ved aktionsugen, at gymnasie- og folkeskoleelever har handlet i fællesskab, det gør os meget stærkere. På Metropolitanskolen er der ikke tradition for at lave aktioner mod nedskæringerne. Men bosættelsen d. 12.10 og demonstrationen d. 13.10 har åbnet mulighed for aktiv kamp i fremtiden,” siger Nina Holm Jensen.

Et andet vigtigt resultat af aktionerne er, at de har styrket elevernes organisationer. FISK, Fælleselevrådet I Stor-København, siger, at initiativerne har skabt grobund for nye aktioner og har resulteret i større engagement.

Også i Københavns Fælleselevråd, KFE, er de opstemte over resultaterne af aktionsugen. Lars Grenå, bestyrelsesmedlem i KFE, siger: “Det er flot, at skoleeleverne har været så aktive. Og at så mange kom til den demonstration der var kulminationen på ugen.” Han glæder sig mest over, at KFE har genoprettet deres kontaktnet mellem skolerne og KFE.

Fortjener støtte

Han understreger også vigtigheden af samarbejdet mellem de forskellige elevorganisationer.

Lars Grenå mener dog, at elevorganisationerne har været for langsomme til at samarbejde. Det er nemlig svært at samarbejde skolerne imellem. I Københavns kommune er der 60 folkeskoler, hvoraf ca. halvdelen deltog i aktionsugen.

Selv om nedskæringerne endnu ikke er skåret væk, viser aktionsugen, at nu har også skoleeleverne fået nok. Mange vil gerne gøre noget for at gøre deres hverdag og andres fremtid bedre. I dette tilfælde er det skoleeleverne, der har vist, hvordan det skulle gøres – de fortjener sympati og støtte.

Billedtekst:
“Det er som om, vi har magten. De lytter til os.” Eleverne har lært, at de bliver taget alvorligt, når de aktionerer.

 

Flere artikler fra nr. 109

Flere numre fra 1994

Se flere artikler om emnet:
Studenterkamp (DK)

Se flere artikler af forfatter:
Trine Christensen

Siden er vist 1767 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside