Socialistisk Arbejderavis
Nr. 110 – December 1994 – side 6
Palæstina
Ny stat – nye undertrykkere
Margit Johansen
Palæstinenserne har kæmpet for at slippe af med Israels undertrykkelse. Nu overtager Arafat rollen som undertrykker.
Under Intifadaen var det næsten rutine, at fredagsbønnen i moskeen blev afsluttet med en protestdemonstration mod den israelske besættelse.
Efter fredagsbønnen d.18. nov. i år gik mange igen fra moskeen ud i Gaza bys gader, nu for at demonstrere deres utilfredshed med Arafat og hans selvstyre, som er resultatet af den aftale, der i Oslo blev indgået mellem PLO og Israel. Arafat svarede igen på kritikken ved at lade det nydannede palæstinensiske politi skyde ind i demonstrationen, mindst 13 blev dræbt og mange såret.
Kritik af Arafat
Kritikken mod Arafat har været voldsomt voksende det sidste stykke tid, det har især været fra de islamiske fundamentalister i Hamas og Islamisk Jihad, men også fra venstrefløjen og fra Fatahs egne rækker (Fatah er Arafats egen organisation).
Islamiske Fundamentalister har forsøgt at sabotere aftalerne ved at udføre væbnede angreb på israelsk militær både i Gaza og inde i Israel.
Fredagsdemonstrationen var præget af råb som “Arafat er ligesom Israelerne” og “ud med Abu Amar” (Arafats navn blandt palæstinenserne). Oslo-aftalen har nemlig ikke ført til bedre levevilkår for hovedparten af palæstinenserne. Flygtningelejrene i Gaza er stadig det tættest befolkede område på jorden.
Arbejdsløsheden er steget voldsomt, da Israel kraftigt har reduceret antallet af palæstinensere, der får lov til at komme ind i Israel for at arbejde. Istedet er importen af arbejdskraft fra andre dele af regionen eller fra Asien øget kraftigt. Arbejde i Israel er netop en af de få muligheder den knap 1.mill. indbyggere i Gaza har for at tjene til den daglige overlevelse. Palæstinensisk industri og landbrug er næsten totalt smadret efter mere end 25 års israelsk besættelse.
Allerede under forhandlingerne lød kritikken af Oslo-aftalen, at den alene fungerede som redskab til at splitte palæstinenserne.
Det beskidte arbejde med at holde ro overlod man til den palæstinensiske administration, mens økonomi, opbygningen af industrien, eksport, el-forsyning, adgangen til vandressourcer o. lign. skal udvikles i nært samarbejde med Israel.
Israel har magten
Det betyder at israelerne reelt stadig sidder på magten i de besatte områder – også efter Oslo-aftalen.
Og Arafat spiller gladeligt israelsk marionet. Han kommer fra det palæstinensiske borgerskab, der idag har sammenfaldende interesser med det israelske og det øvrige arabiske borgerskab, nemlig at undgå socialt oprør. Arafat ønsker indflydelse til de interesser, han repræsenterer, og Oslo-aftalen var den bedste og sidste mulighed.
Hamas
Men også de islamiske fundamentalister er villige til at samarbejde med Israel, hvis det tjener deres interesser. Det skete igennem 60’erne og 70’erne.
Nu søger de indflydelse og opbakning ved at gå ind og stille sig i spidsen for den utilfredshed, som er enorm blandt palæstinenserne. Men fundamentalisterne går heller ikke efter at skaffe bedre levevilkår til folk, det ser vi f.eks. i Iran. Der er også dele af Hamas, som ønsker samarbejde med Arafat netop for at få indflydelse.
Svagheden i palæstinensernes kamp har altid været, at den har været stærkt nationalistisk. Heller ikke venstrefløjen har sat klassekampen øverst på dagsordenen, derfor får fundamentalisterne let spil i dag, derfor får Arafat lettere ved at tiltage sig enevældig magt.
Billedtekst:
Det palæstinensiske politi udfører det beskidte arbejde for Israel.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe