Socialistisk Arbejderavis
Nr. 110 – December 1994 – side 11
Grænser for genteknologi
Allan Werge
Grænsen skal gå der hvor ændringerne bliver ført videre til de næste generationer. De har ret til selv at bestemme.
Bioteknologien er ifølge OECD en af de tre mest dynamiske og revolutionerende teknologier i det 20. århundrede.
Det er en teknologi, der får drømmen om mega profitter til at rulle i erhvervslivet samtidig med, at det stiller os mennesker over for en lang række af spørgsmål om, hvad det er for en verden, vi vil have.
Gensplejsede tyre, langtidsholdbare tomater og tilbud om genterapi på hospitalerne er ting, der for bare få år siden ville få de fleste til at ryste på hovedet og sige, at det er for langt ude.
I dag er det bare ikke langt ude, det er en realitet, og på mange måder er det en mangesidet realitet, som man ikke bare kan være for eller imod. Hvorfor kan man så ikke det ?
Nyttige formål
Tyren, tomaterne og genterapien er en del af det, der bredt kaldes bioteknologi, det kan i bredeste forstand defineres som brugen af biologiske processer i nyttige formål.
Denne meget brede definition er så bred, at den praktisk talt er uanvendelig, derfor har man fra OECD valgt at dele begrebet op i tre dele: klassisk, moderne og ny bioteknologi.
Den klassiske bioteknologi er den viden mennesket har brugt i årtusinder til at bage brød, lave ost, brygge øl samt inden for dyre- og planteforædling. Det karakteristiske ved denne viden er, at den tager udgangspunkt i praktiske erfaringer.
Moderne bioteknologi er fra det forrige århundrede, hvor man fik en mere præcis viden om mikroorganismer og de arvelige egenskaber, det var blandt andet derfor man begyndte at pasteurisere mælk.
Ny bioteknologi har sin basis i 1930’erne og frem til den første gensplejsning i 1973.
Udvikling
En helt afgørende forudsætning for den bioteknologiske udvikling i hele efterkrigstiden var opdagelsen af genernes specifikke virkemåde i levende organismer.
I 1991 blev to små piger i USA som de første i verden behandlet med genterapi, de led begge af en alvorlig, arvet immunsygdom kendt under forkortelsen SCID. De to piger er blevet symbolet på et syv mile skridt i forskningen, nemlig det skridt hvor genterapien blev ført ind i en praktisk anvendelig sfære.
For få år siden var det at tale om genterapi på mennesker en meget fjern fremtidsvision eller måske nærmere et skrækbillede, i dag er det en realitet, og siden de to piger er et par hundrede mennesker i verden blevet behandlet med genterapi.
Det er jo rart at høre om to små piger, der bliver helbredt for en ellers uhelbredelig sygdom, og der er egentlig heller ikke noget at udsætte på behandlingen af pigerne.
Pigerne blev behandlet med der hedder somatisk genterapi, eller på dansk genterapi på kropsceller.
Ved genterapi på kropsceller udnytter man, at ikke alle gener kommer til udtryk i alle celler. I forbindelse med visse sygdomme kan man således ændre på generne i den del af kroppens celler, hvor sygdommen kommer til udtryk.
Raske gener
I pigernes tilfælde udtog man nogle blodprøver og splejsede det raske gen ind i cellerne, hvorefter cellerne blev sprøjtet ind i kroppen igen. De raske celler fungerer derefter som normale celler, og efter en eller flere behandlinger er personen rask.
Denne form for genterapi står overfor genterapi på kønsceller, eller som det hedder autosomatisk genterapi. Her er der tale om genterapi som for tid og evighed ændrer på arvemassen.
Traditionel opfattelse
Det er, kan man sige, den traditionelle opfattelse af genterapi, hvor dr. Frankenstein skaber et uhyre, eller menneskeracen forædles og uønskede egenskaber elimineres.
Hvis vi nu holder os til sygdomsgener, det vil sige de positive aspekter af genterapi, så vil vi med genterapi på kønsceller, kunne fjerne årsagen til nogle meget få sygdomme, nemlig det syge gen, og til sidst vil sygdommen være så godt som udryddet.
Risici og ulemper
Hvis vi holder os til genterapi på kropsceller, vil vi være nødt til at behandle efterfølgende generationer, med den risiko det indebærer og de ulemper det under alle omstændigheder er at være i en eller anden form for behandling. Hvorfor skal vi så ikke så hurtigt som muligt udrydde de sygdomsgener ?
Det er der tre gode grunde til. Den første er, at vi har en begrænset viden, det betyder, at en ændring vi laver i dag, der ser ud til at være i orden på lang sigt, kan vise sig at være en stor ulempe, som ikke kan rettes igen.
Det andet er, at det meget nemt bliver en glidebane, hvor flere og flere ting kommer på listen over alvorlige sygdomme, eller det bliver legalt med kosmetiske ændringer. Det tredje argument ligger i forlængelse af det andet.
Hvor er grænsen
Det er svært, at definere hvad der er alvorligt nok til, at man skal bruge genterapi. Vi kan jo ikke spørge et befrugtet æg, om det er i orden med den ene eller den anden egenskab, derfor bliver det forældrene, der skal afgøre, hvad der er i orden.
Flere undersøgelser har vist, at man er langt mere kritisk med hensyn til ens kommende barn, end man er med hensyn til sig selv.
Det vil sige, man vil hurtigere acceptere genterapi på ens kommende barn, end man vil på sig selv.
Derfor skal grænsen for genteknologi gå, der hvor de ændringer, der bliver lavet, bliver givet videre til de efterfølgende generationer.
Derfor skal vi diskutere og udvikle vores forståelse af genteknologien samtidig med, at vi kæmper mod en verden hvor de få beriger sig på de manges bekostning.
Billedtekst:
Dyreværnsorganisationer i Holland protesterer med denne plakat mod gen-manipulationer.
Tilfældet Hermann
Det genetiske eksperiment Hermann er udelukkende til for profittens skyld.
Et helt andet område hvor genteknologien bliver brugt meget er inden for medicinalvareindustrien, et af de sidste skud på stammen er den hollandske tyr Hermann.
Hermann har fået indsplejset et gen, der betyder, at de kalve, han er “far” til, vil producere mælk med et bestemt protein i som findes i menneskets modermælk.
Problemet her er ikke gensplejsningen, risikoen for at generne spredes eller, at det er synd for Hermann. Tyren producerer den ene halvdel af køer, og køer producerer mælk. Set med menneskets øjne er køer en produktionsenhed, en levende maskine, vi bruger den til at producere mælk lige så længe vi kan, og når den ikke kan bruges mere, laver vi bøffer eller sæbe af den.
Modermælkserstatning
Kan man så få mælk, der har en anden sammensætning end normalt, og det er en fordel for os mennesker er det en god idé.
Det siges, at Hermann vil give bedre og billigere modermælkserstatning, men lige netop i dette argument ligger problemerne. Det giver sandsynligvis ikke billigere modermælkserstatning, men derimod en øget profit til ejerne af Hermann.
Her er vi fremme ved kernen af problemet. Den måde, vores samfund er organiseret på, betyder, at det ikke er hvad, der er brug for, der bliver produceret eller forsket i, men at det er de produkter, der er et købedygtigt marked til, der bliver produceret.
Derfor er det vigtigt, at vi alle deltager aktivt i debatten om bioteknologi, for hvis vi overlader debatten til dem der har umiddelbare (læs økonomiske) interesser i den, kan vi godt finde skræmmehistorierne frem.
Billedtekst:
Hermann har fået indsplejset et gen, der skal give os billigere mælk.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed