Socialistisk Arbejderavis
Nr. 11 – August 1985 – side 4
DKP
Enhed mod højre
Hans Jakob Funch
Kommunisterne har været bannerførere for parolen om »enhed mod højre«. Vi har oplevet de reelle muligheder for en samlet kamp mod Schlüter-regeringen gennem massestrejken i påsken. Men DKP gjorde alt for at bremse og sprede kampen. Hans Jacob Funch forklarer, at det ikke er en ny udvikling. Deres enhed er i sidste instans en enhed på topplan.
Hvorfor opfordrede DKP’s faglige sekretær Bo Rosschou i Land og Folk d. 29.03.85 til, hvis regeringen griber ind i overenskomstforhandlingerne »At arbejdspladserne sprænger dette overenskomstdiktat gennem lønaktioner på arbejdspladserne straks efter påske«.
I stedet for at opfordre til udvidelse af overenskomststrejkerne til generalstrejke for at få taget diktatet af bordet og samtidig vælte den reaktionære regering!!
Hvad er det for signaler, DKP’eren Jan Andersen (formand for Metal afd. 13, Kbh.) forventede, de socialdemokratiske fagforeningsledere skulle have morset i deres tale på Christiansborg Slotsplads den 29.03. (Land og Folk 30.-31. marts s. 11)?
Disse bureaukrater, som er dybt involveret i klassesamarbejdet, vil aldrig bryde spillets regler og begå ulovligheder ved f. eks. at åbne strejkekasserne i en overenskomststridig konflikt. Jan Andersen udtalte også på et af tillidsmandsmøderne, at strejkerne skulle stoppe, fordi enhedsarbejdet ikke kunne holde til mere.
Hvad er det for et enhedsarbejde, DKP satser på og med hvem? Og hvilke konsekvenser får det i den aktuelle klassekamp?
Enheden bremser kampen
For at få besvaret disse spørgsmål må vi gå til DKP’s partiprogram og se på, hvordan de har handlet i forbindelse med strejkebevægelsen i 1945 og 1956.
I DKP’s partiprogram står der følgende:
»Samfundets krise stiller det arbejdende folk over for så afgørende fælles problemer, at samlet optræden i en række sager er både nødvendig og mulig. Men man kan og bør ikke begynde med at forlange enhed om alt. Aktionsenhedens metode må anvendes. Den består i på tværs af uoverensstemmelser at drage det, der er enhed øm, i forgrunden som grundlag for fælles aktion. Enhed kræver loyalitet over for det fælles aktionsgrundlag, den gensidige tillid styrkes til en videreførelse af den fælles indsats. Enhed er frem for alt fælles handling.«
Problemet for DKP er, at de hverken tør eller vil gå ud over aktionsenhedens rammer. De bliver derved låst fast af den dominerende linie i fagbevægelsen, nemlig den reformistiske.
I deres forsøg på at presse Socialdemokratiet til en mere aktiv klassekampslinie kommer de til at virke direkte bremsende på de aktuelle kampe.
De socialdemokratiske fagbureaukrater er overhovedet ikke interesseret i en aktiv klassekampsbevægelse. En sådan bevægelse vil gøre dem arbejdsløse og overflødige, da der ikke er behov for forhandlere hele året rundt, men kun i de egentlige klassekampssituationer. Og her vælger arbejderklassen direkte deres repræsentanter til at fremføre deres krav.
Enheden i 1945
At DKP’s aktionsenheds metode har en tydelig begrænsning, belyses klart af følgende eksempler:
Efter anden verdenskrig opløses Frihedsrådet, og der dannes en befrielsesregering i 1945, hvor DKP får to ministre (Aksel Larsen og Alfred Jensen). Under besættelsen havde kommunister og socialdemokrater samarbejdet i modstandsbevægelsens forskellige organer.
Det var derfor DKP’s opfattelse. at enheden allerede var »skabt fra neden«.
Den 7. juni 1945 rettede Alfred Jensen en officiel henvendelse til SD om at optage forhandlinger om »arbejderbevægelsens enhed«. Socialdemokratiet svarede »ja« og forhandlingerne begyndte ugen efter. I alt blev der kun afholdt fire møder, hvorefter forhandlingerne brød sammen i begyndelsen af august.
I disse forhandlinger udnyttede SD den kommunistiske enhedsiver med stor taktisk dygtighed. DKP blev afkrævet klare »demokratiske« garantier, hvilket bl.a. indebar, at de skulle tage afstand fra de ulovlige politiske strejker!
Disse enhedsforhandlinger fik konsekvenser ved demonstrationen på 1-årsdagen for folkestrejken, den 4. juni 1945.
På initiativ fra fællesklubben på B&W opfordredes alle københavnske arbejdere til at nedlægge arbejdet og møde til demonstration for krav om lønforhøjelse. 40 timers arbejdsuge. 3 ugers ferie, fjernelse af strejkeforbudet og udrensning af alle værnemagere.
Arbejdsnedlæggelsen og demonstrationen blev en enorm succes med praktisk taget hele den københavnske arbejderbefolkning på gaden. Mødet sluttede med at sende en deputation til regeringen med kravene. Hans Hedtoft (SD’er og arbejdsminister) afviste de fleste krav og gav deputationen en sludder for en sladder.
Folk nægtede at forlade slotspladsen, og der blev knust en del ruder på folketingsbygningen.
Her var det så, at DKP’erne kom ind i rollen som strejkeslagtere. Siddende på skuldrene af to betjente fik Alfred Jensen overbevist arbejderne om, at sagen nu måtte overlades til de valgte tillidsmænd, og får derefter demonstranterne til at gå hjem.
Om aftenen mødtes de københavnske tillidsmænd og vedtog et resolutionsforslag fra DKP, som opfordrede alle til at genoptage arbejdet. Og næste dag var de fleste i arbejde igen.
Der kom ingen storstrejke eller generalstrejke, som kunne have tvunget regeringen til at indfri arbejdernes krav. DKP argumenterede for, at man måtte stole på »de folk i regeringen«, som støttede kravene.
I stedet for at appellere til befrielsesregeringen kunne de stærkeste arbejdspladser være gået i spidsen og selv demonstreret, hvorledes kravet om anti-fascistiske udrensninger og bedriftsråd kunne gennemføres lokalt. Ligeledes kunne de ha’ taget kampen får 40 timers arbejdsuge op.
Historien gentager sig i 1956
Det hele startede med overenskomstforhandlingerne, hvor arbejderne krævede lønforhøjelser, arbejdstidsnedsættelse (fra 48 til 44 timer om ugen) samt forbedring af betalingen i forbindelse med ulykke og sygdom.
Arbejdsgiverne stod, ligesom i dag, fast på en benhård »nej-politik« og den 16. marts var OK-konflikten i gang. Den 31. marts blev der med hjælp af den socialdemokratiske statsminister lavet et mæglingsforslag, som både arbejdsgiverne og DsF (LO) accepterede. Dette skulle herefter til urafstemning.
Den 12. april forelå afstemningsresultatet. Ikke mindre end 208.474 arbejdere havde stemt »nej« til mæglingsforslaget og stemmeprocenten var så høj som 66 pct.!
Ifølge de fagretslige regler skulle kompetente forsamlinger (forbunds-og fagforeningsbestyrelser) herefter supplere resultatet op til 75 pct. stemmedeltagelse. Disse stemmer plejer for det meste at være »ja« stemmer, hvilket de også var i 1956. Alligevel blev slutresultatet en afvisning af mæglingsforslaget.
Arbejderpartiets indgreb
Dette nej var en trussel mod den socialdemokratiske regerings og de borgerlige partiers politik, som gik på at holde forbruget nede. Mæglingsforslaget ville kun have givet en samlet lønstigning på 2½-3 pct. Derfor ophævede den socialdemokratiske regering med støtte fra de borgerlige mæglingsforslaget til lov natten mellem den 12. og 13. april.
Fredag morgen den 13. april begyndte spontane arbejdsnedlæggelser på f. eks. B&W, og arbejderne forsøgte at få andre arbejdere til at vende om i porten.
Socialdemokratiet var splittet, der var ikke enighed om, hvorvidt mæglingsforslaget var godt nok. Derfor deltog såvel socialdemokrater som kommunister i organiseringen af strejkerne og efterfølgende demonstrationer foran Christiansborg.
Det blev en kæmpe demonstration. Ca. 200.000 mennesker var mødt op for at protestere mod arbejderpartiet, som havde handlet direkte imod, hvad et flertal i arbejderklassen havde besluttet!
Situationens generalstab
Demonstrationens omfang og stemningen blandt de forsamlede arbejdere viste, at mobiliseringen var nået langt videre end den enkeltstående protestdemonstration. som DKP havde regnet med. Alligevel brugte DKP modellen fra 45.
Uden for talerrækken gik Aksel Larsen op og han sluttede sin tale med følgende:
»I har nu vist dem, hvor mange I er, og at det er alvor. Slut derfor mødet nu.
Efter mødet samles tillidsmændene i Grundtvigs Hus til rådslagning. Hvad de beslutter at råde jer til, vil I kunne høre i radioen i aften. Tillidsmændene er i dag »Situationens generalstab« og de skal sige, hvad I skal gøre.«
På mødet i »Situationens generalstab« advarede DKP’erne mod flere demonstrationer, og mødet sluttede med at opfordre folk til at genoptage arbejdet mandag morgen. Man opfordrede desuden til lokale lønfremstød og opstillede nogle krav, der var rettet mod Socialdemokratiet og DsF (pris- og avancestop og ændring af forhandlingsreglerne).
Således blev den landsomfattende protest forvandlet til en række isolerede lokale fremstød. DKP ønskede ikke en stærkere konfrontation med SD og den socialdemokratiske fagbevægelse.
DKP forsøger en balancegang, på den ene side skulle SD presses af mobiliseringen i arbejderklassen, men på den anden side skulle presset ikke være større, end at der bagefter var mulighed for et enhedsarbejde mellem SD og DKP.
Derudover håbede DKP, at SD’erne havde fået en så stor lærestreg, at SD ville ændre kurs. Og at de mere højreorienterede SD’ere i fagbevægelsen ville blive skiftet ud med DKP.
DKP’s enhedspolitik har først og fremmest til formål at styrke samarbejdet med Socialdemokratiet. Vægten i disse bestræbelser er lagt i fagforeningerne på topplan blandt fagforeningsformænd og tillidsfolk. F. eks. gennem oprettelsen af »Formandsinitiativet« bestående af først og fremmest DKP- og SF-tillidsmænd, i 70’erne, som fremførte krav om en reformpolitik i arbejderklassens interesse. Kravene skulle bruges til (efter DKP’s ønsker) at presse socialdemokraterne i Folketinget ud af samarbejdet med de borgerlige partier.
Enhed med hvem?
For DKP er opbakning fra arbejdernes tillidsrepræsentanter det samme som opbakning fra arbejderne selv. Men den enhed, der springer op mellem arbejdspladserne under kampen, som vi så i april-strejkerne, kan tit true de faglige lederes forsigtighed og ønske om ro på bagsmækken.
Enhedsbevægelsen blandt arbejderne bliver således slagtet for at bevare enheden på topplan.
Billedtekst:
Påskestrejkerne viste reelle muligheder for enhed på tværs af arbejdspladserne, men den kunne ikke bære på topplan.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed