Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 11 – August 1985 – side 4

Komintern og enhedsfronten

Anette S Pedersen

Når Internationale Socialister taler om enhedsfront, er det ikke noget nyt. Bolsjevikkerne dannede i Rusland i 1917 enhedsfront med mensjevikkerne for at slå den konservative Kornilovs kupforsøg tilbage.

Enhedsfronttaktikken blev i 1921 formuleret som teori og vedtaget af Komintern (Kommunistisk Internationale).

I Kominterns teser fra 1922 blev det beskrevet på følgende måde:

»Enhedsfronttaktikken bliver praktiseret, når kommunister tager initiativ til at samle alle arbejdere, medlemmer af partier og grupper og uorganiserede, i fælles kamp mod borgerskabet, for at forsvare arbejderklassens grundlæggende interesser. Enhver kamp for selv det mest dagligdags krav kan føre til revolutionær forståelse; det er igennem kamperfaring, arbejderne vil blive overbevist om revolutionens uundgâelighed og nødvendighed af socialisme.«

Kommunistpartierne oplevede frem til 1918, at der var gang i den i næsten hele Vesteuropa. Arbejderklassen var i offensiven og rørte kraftigt på sig. Men fra 1921 gik det den forkerte vej næsten alle steder. Arbejderne blev af forskellige grunde slået tilbage og kom i defensiven over for kapitalisterne. Derfor blev det nødvendigt at gå i enhedsfront med reformisterne for overhovedet at overleve de værste anslag. Komintern udtrykte det således:

»Krisen i verdensøkonomien bliver værre og værre. Arbejdsløsheden vokser. I næsten alle lande er borgerskabet begyndt en systematisk offensiv over for arbejderne. De hyppigst. forekommende overgreb er klare åbne forsøg på at gennemtvinge løntilbagegang. En generel sænkning af arbejdernes levestandard.«

Trotskij

Trotskij, en fremtrædende russisk revolutionær og ledende medlem af Komintern, så klart nødvendigheden af enhedsfront-taktikkens anvendelse. Han skriver:

»På grund af de stigende angreb fra kapitalisterne er der en ny bevægelse blandt arbejderne – en spontan stræben efter enhed.«

Forudsætningen for at enhedstaktikken skal anvendes er, at der i arbejderklassen er en bevægelse, der direkte forlanger, at alle styrker forenes for at hamle op med kapitalen.

Det hjælper ikke noget, at ledelsen i de revolutionæres organisation sammen med reformisterne finder ud af, at det da var en god ide at slå sig sammen om dette eller hint, hvis ikke bevægelsen i klassen er der.

Omvendt er det lige så uholdbart, hvis vi som revolutionære tror, at vi kan lave enhed med reformisternes basis uden at forholde os til toppen og deres ideer.

I Tyskland i 1919 og frem til 1921 var der et fantastisk højt niveau i klassekampen. Det betød ikke, at arbejderne automatisk brød med deres reformistiske ledere. Kommunistpartiet oplevede, at arbejderne kun brød, hvis de med deres egne øjne så, at reformisterne ikke ville af med kapitalisterne. Selv om bevægelsen er hidsig, og selv om de revolutionæres bevægelse er stærk, ved vi, at det kun er et spørgsmål om tid, for reformisterne vil begynde at sige fra ved de mere drastiske skridt. Deres vaklen kan afsløres for arbejderklassen.

»Reformisterne frygter de revolutionære muligheder i massebevægelsen,« skrev Trotskij. »Deres foretrukne arena er parlamenter og fagforeningskontorer, modsat os. Vi er interesserede i at trække reformisterne ud af deres gemmesteder og placere dem ved siden af os for øjnene af de kæmpende masser. Med den rigtige taktik kan vi kun drage fordele af det«.

Enhedsfronttaktikken var altså ikke nogen manøvre. Det var et reelt forsøg på at opbygge en kamp. Arbejderne ville kun bryde med de gamle ledere, når deres egne erfaringer i kampen viste, at de revolutionære var de eneste, der ville føre kampen til sejr.

Problemer i taktikken

Selv om enhedstaktikken er helt enkel, har der i historien været talrige eksempler på de problemer, der kan opstå. I 20’erne og 30’erne var der specielt på grund af fascismens fremmarch rig lejlighed til at praktisere den slags enhed. Men kommunistpartiernes politiske udvikling betød en større og større afstand til de intentioner, Komintern havde i 1921.

Når revolutionære indgår i en enhedsfront, må de betinge sig, at deres egen organisation bevares, og at de samtidig fastholder retten til at argumentere for deres egne synspunkter.

I Kina søgte kommunisterne enhed med den borgerlige antiimperialistiske oprørsorganisation Kuomintang. Samtidig lavede de et fælles program med Kuomintang og opløste deres selvstændige organisation. Det fik fatale følger, idet det i 1927 lykkedes Kuomintang-højrefløjen at udradere kommunisterne totalt.

Trotskijs konklusion var følgende:

»Det kommunistiske partis opgave er at lede den proletariske revolution. For at samle arbejderklassen frem til den direkte magtovertagelse og for at opnå denne må kommunistpartiet blive et masseparti baseret på arbejdere.

Så længe partiet ikke har flertallet af arbejdere med sig, må det kæmpe for at få det.

Partiet kan kun opnå dette ved at forblive en fuldstændig uafhængig organisation, med et utvetydigt program og en streng indre disciplin.«

Trotskij brugte megen tid på at forklare betydningen af politisk uafhængighed. De revolutionære må være i stand til hele tiden at kritisere deres allierede i enhedsfronten, lave deres egne udgivelser og om nødvendigt handle selvstændigt.

Samtidig er det vigtigt, at enheden praktiseres omkring et enkelt spørgsmål. Prisen for at forlange et helt program kan enten være som i Kina, at kommunisternes linie forsvinder, eller at kampen tabes og kommunisterne isoleres.

I Tyskland under fascismens opståen nægtede det tyske kommunistparti at samarbejde med socialdemokraterne om at bekæmpe Hitler. De stillede som ultimatum, at den socialdemokratiske venstrefløj skulle bryde med lederne, før de ville samarbejde med dem. Det fik katastrofale følger. Da Hitler kom til magten, skelnede han ikke mellem kommunister og venstresocialdemokrater.

Enhedsfronttaktikken skal praktiseres med stor fleksibilitet i forhold til betingelserne i klassekampen og i forhold til, hvor stærkt de revolutionære står.

Et taktisk spørgsmål

Det ville være fint at kunne pege på aktuelle eksempler, men desværre er der ikke noget sted, hvor de revolutionære står stærkt nok til, at taktikken kan benyttes.

Trotskij advarede: »I de tilfælde, hvor kommunistpartiet stadigvæk er en organisation af et ubetydeligt mindretal, har spørgsmålet ingen afgørende praktisk eller organisatorisk betydning.« Hvis de revolutionære ingen reel styrke har, er der ingen brede grupper af reformistiske arbejdere, som vil se nødvendigheden af enhedsaktiviteter med de revolutionære. Uden denne aktivitet ender man med at fastholde illusioner i de reformistiske partier.

Men selv om situationen ikke er til det, må revolutionære alligevel huske på hovedtrækkene taktikken og arbejde efter ånden.

De revolutionære skal kæmpe sammen med reformistiske arbejdere på blokader imod politiet i arbejdskampe for at vinde den mindste sejr og f. eks. aktuelt i kampen mod racismen.

Samtidig skal vi holde en høj politisk profil, kritisere og forklare, hvor reformisterne svigter, og argumentere for revolutionen og socialismens nødvendighed.

Det er kun ved at vokse og opbygge en revolutionær organisation i dag, at vi i fremtiden kan være store nok til at udnytte Kominterns rige erfaringer.

Billedtekst:
Lenin, Trotskij og bolsjevikkerne udbredte vigtige erfaringer om, hvordan en kæmpende enhed kunne skabes og arbejderne vindes for revolution

Flere artikler fra nr. 11

Flere numre fra 1985

Se flere artikler om emnet:
Enhedsfront

Se flere artikler af forfatter:
Anette S Pedersen

Siden er vist 1394 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside