Socialistisk Arbejderavis
Nr. 111 – Januar 1995 – side 7
Ruslands invasion i Tjetjenien
Jeltsins blodige mareridt
Ole Mølholm Jensen
Ruslands invasion i Tjetjenien har i løbet af få uger udviklet sig til et ekstremt blodbad. Ikke bare tjetjenere, men også hundredevis af russiske soldater er blevet dræbt i kampene omkring den tjetjenske hovedstad Grosnij.
Det er Ruslands største militære operation siden Afghanistan med deltagelse af 600 tanks og kampvogne, 10.000 soldater og massiv flystøtte.
Invasionen er ved at udvikle sig til et sandt mareridt for de russiske herskere. Stik mod deres forventninger om en hurtig militær sejr har de på trods af ekstrem militær overmagt ikke været i stand til at knække den tjetjenske modstand.
Fra at være en krig mod den tjetjenske præsident Dudajevs løsrivelsesforsøg af Tjetjenien fra Rusland, kan krigen udvikle sig til interne russiske magtkampe i den herskende klasse, kupforsøg eller oprør mod krigen fra neden.
Selvstændighed
Baggrunden for invasionen er, at præsident Dudajev erklærede Tjetjenien selvstændigt, da han blev valgt med 80% opbakning ved det tjetjenske præsidentvalg i 1991. Lige siden har Rusland forsøgt at genvinde kontrollen. Blandt andet ved at støtte oppositionen mod Dudajev. Senest forsøgte oppositionen, i samarbejde med den russiske hær, at gennemføre et stormløb mod Grosnij den 25. november. Et militært stormløb, der led et forsmædende nederlag efter et døgns kampe.
Den tjetjenske opposition, som med russisk støtte forsøgte at indtage Grosnij, er ledet af Ruslan Khasbulatov. Khasbulatov var en af hovedmændene bag det gamle parlaments forsøg på at fravriste Boris Jeltsin magten i oktober 1993. Nu står Khasbulatov og Jeltsin skulder ved skulder mod Dudajev.
Reaktionen i Tjetjenien har ikke været en splittelse i befolkningen i opposition og tilhængere af Dudajev, tværtimod at tjetjenerne nu slutter næsten 100% op bag ham for at forsvare sig mod russisk indblanding.
Efter det mislykkede forsøg var de russiske magthaveres sidste mulighed derfor at foretage en militær invasion.
Men invasionen har foreløbig udviklet sig katastrofalt for Ruslands magthavere. På den ene side er deres militære svaghed overfor intern opposition blevet eksponeret – moralen blandt soldaterne er tydeligvis ikke til angreb på hverken ubevæbnede civile eller tjetjenske modstandfolk.
Soldaterne deserterer i massevis fra hæren, også blandt officererne har der været stor modstand mod invasionen. Flere generaler har afvist at lede aktionen. Flere ting der alle peger i retning af, at magtkampen inden for militæret snart kan bryde ud i lys lue. Jo længere krigen varer, jo større er muligheden for at dele af militæret går efter den totale magt i Rusland. Et egentligt militært kupforsøg er blevet uhyggelig aktuelt.
Stor modstand
Men udviklingen kan lige så vel grad gå modsat. I den russiske befolkning er modstanden mod invasionen stor og stigende. Jeltsins mange løgne om krigen har vendt alle uafhængige medier imod ham. Flertallet i det russiske parlament er imod krigen.
Trods løgne om, at tjetjenerne voldtager kvinder, tager børn som gidsler og smider fanger ud fra bygninger, viser opinionsundersøgelser 70% imod invasionen, som kun støttes af 12%.
Demonstrationer mod krigen har set dagens lys, og i takt med billeder af dræbte russiske soldater, der flyder i Grosnijs gader, vokser modstanden i befolkningen. Denne modstand kan resultere i oprør mod de russiske magthavere.
Hvis der opstår en alliance mellem utilfredse arbejdere og utilfredse soldater ved fronten, er mulighederne til stede for, at strejker og demonstrationer kan vælte Jeltsin og udvikle sig til en kamp ikke bare mod krigen, men også direkte mod de russiske magthavere.
Rusland ud af Tjetjenien
Vestens regeringer har reageret tøvende overfor det russiske blodbad. De opfatter krigen som et “internt anliggende” for Rusland, som de ikke vil blande sig i.
Men tjetjenerne har aldrig accepteret at være en del af Rusland. Tjetjenien blev besat af Rusland i sidste århundrede efter næsten 50 års krig. I 1930’erne og 40’erne var tjetjenerne blandt ofrene for Stalins genopbygning af Sovjet-imperiet. I 1944 blev hele den tjetjenske befolkning deporteret til ørkenen i Kazakhstan, en rejse som kostede næsten halvdelen af dem livet.
Socialister støtter kravet om, at Rusland skal ud af Tjetjenien. Vi støtter det tjetjenske folks ret til national selvbestemmelse. Så længe tjetjenerne er undertrykt af Rusland, vil nationalismen i Tjetjenien helt overskygge klassemodsætningerne. Kun hvis Tjetjenien har national selvbestemmelse, kan den politiske kamp for et bedre liv for almindelige mennesker tage form som en kamp mod de tjetjenske magthavere.
Socialisters støtte til tjetjenernes kamp mod den russiske invasion skal ikke være en støtte til præsident Dudajev. Tværtimod er Dudajev den lokale, tjetjenske Jeltsin. Men når der er krig mellem Rusland og Tjetjenien, bør socialister støtte et nederlag til stormagtens invasionshær, også selv om kampen mod invasionen ledes af en undertrykkende præsident som Dudajev.
Kampen for national selvbestemmelse og i dette tilfælde Rusland ud af Tjetjenien, er samtidig garanten for en fælles kamp mellem tjetjenske og russiske arbejdere mod deres fælles undertrykker i form af den russiske herskerklasse.
Helt modsat vil det gå hvis invasionen ender i sejr til den russiske hær. En vellykket russisk militær invasion kan kun styrke magthaverne, militæret, højrekræfterne og nationalisterne i det russiske samfund. Selvom et militært nederlag ender i interne magtkampe mellem magthaverne i Rusland, vil de stå langt svagere end hvis de vinder krigen militært. Derfor er den eneste rigtige parole: Rusland ud af Tjetjenien.
Olieindustri på spil
Det er de russiske magthaveres forsøg på at bevare kontrollen med olieleverancer til det meste af Rusland, der er den helt afgørende grund bag den russiske invasion af Tjetjenien.
Ud over at Tjetjenien producerer 2,6 mill. ton råolie om året, så går flere af de mest vitale olierørledninger til Rusland gennem Tjetjenien. Fra Baku, i det olierige Aserbajdsjan ved det Kaspiske hav, går der en hovedrørledning til Grosnij, hvorfra olien sendes videre til Ukraine, Rusland og en række andre republikker.
Invasionen i Tjetjenien skal derfor ses som et led i Ruslands forsøg på at kontrollere hele området ved det Kaspiske hav, på linie med en række andre krige i området som for eksempel i Nagorno-Karabakh, Syd-Ossetien og i Georgien. I alle krige spiller Rusland en aktiv rolle for at bevare kontrollen.
Ødelæggende
For Ruslands magthavere ville det være altødelæggende for økonomien, hvis Tjetjenien løsrev sig fra Rusland. Amerikanske og engelske olieselskaber, især BP og Amoco, er i fuld gang med at få aftaler med de lokale herskere om overtagelse af olieudvinding og køb. BP har allerede investeret over 5 milliarder dollars i Tjetjenien.
Det er således ikke nogen tilfældighed at England og USA afholdt en fælles militærøvelse i oktober måned med det formål at træne troppeindsættelse i et kaukasisk land. I tilfælde af at Rusland mister kontrollen over området, vil USA og England bakke deres olieselskabers økonomiske interesser op militært i området.
Det understreger bare det hykleri, som flere vestlige ledere udviser omkring Tjetjenien. Deres bekymring for menneskerettigheder gælder kun, hvis der er økonomiske interesser på spil.
Billedtekst:
Krigen mod Tjetjenien handler om kontrol over olieforsyningen fra raffinaderierne i Kaukasus.
Invasionen i Tjetjenien er Ruslands største militære operation siden Afghanistan.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed