Socialistisk Arbejderavis
Nr. 111 – Januar 1995 – side 8
Vestunionen: Redskab for den nye imperialisme
Tom Christiansen
Gang på gang rejser partiet Venstre med Uffe Ellemann i spidsen spørgsmålet om Danmarks tilslutning til det vesteuropæiske militære samarbejde, også kaldet Vestunionen.
Det var ellers en del af forudsætningen for Danmarks tilslutning til EU, at Danmark ikke skulle tilslutte sig.
Men forsvaret for de danske undtagelser fra Maastricht-aftalen er langt fra den eneste grund til at være imod Vestunionen. Vigtigere er det, at den skal bruges til at sikre de vesteuropæiske landes imperialistiske interesser på verdensplan.
Grunden til, at Uffe Ellemann i tide og utide rejser diskussionen, er ikke så meget fornærmethed over at være stemt ned på spørgsmålet. Det afspejler snarere udviklingen i den internationale situation siden Berlinmurens fald i november 1989.
Murens fald var nemlig symbolet på den gamle imperialistiske verdensordens sammenbrud. De internationale organisationer, som før murens fald havde repræsenteret den måde, de herskende lande havde fordelt og reguleret verdensherredømmet på, gik enten til grunde som Sovjet og Østeuropas militære samarbejde Warszawapagten gjorde det, eller blev udsat for en kraftig revurdering, som Nato, WEU og FN gjorde det.
Den kolde krig
Organisationerne blev dannet i kølvandet på 2. verdenskrigs afslutning, hvor de to store sejrherrer; USA og Sovjet, stort set delte verdensherredømmet mellem sig.
Ikke mindst blev Europa delt op i en amerikansk og en russisk interessesfære. Nato og Warszawapagten var de to militære organisationer, der både skulle skulle sikre de to områder overfor hinanden og de to supermagters dominans indenfor områderne.
FN, hvis sikkerhedråd består af de fem største militære magter, skulle gribe ind i konflikter, når herskerne i de fem lande kunne blive enige om det. Derfor har de vetoret i sikkerhedsrådet.
Efter murens fald ændrede de globale styrkeforhold sig. Warszawapagten og Sovjetunionen blev opløst, og USAs dominans i Vesteuropa blev svækket i takt med, at økonomien løb ind i uoverstigelige problemer.
USA kunne med verdenshistoriens største underskud på betalingsbalancen kun holde på sin førende position på verdensplan med militære midler. I Golfkrigen i 1991 lykkedes det USA at bruge FN til at få det meste af verden til at bakke op bag USAs krigsførsel med tropper og ikke mindst økonomi. Mindst 200.000 irakere blev dræbt for at demonstrere overfor resten af verden, at USA stadig var verdens ubestridte militære supermagt.
Signalet blev ikke mindst sendt til Vesteuropa og især til Vesttyskland, som havde forhandlet det gamle Østtyklands løsrivelse fra Østblokken med Sovjet uden på noget tidspunkt at konsultere USA.
De herskende klasser i Europa havde nemlig vejret morgenluft efter Østblokkens sammenbrud og USAs svækkelse. Nu var der plads til en ny supermagt – nemlig et forenet Europa. Unionstanken fik nyt liv, og Maastricht-aftalen blev forhandlet på plads.
Ny supermagt
En af søjlerne i dannelsen af unionen er det militære samarbejde i WEU. Den økonomiske konkurrence slår i sidste ende over i militære konfrontationer mellem stater. En europæisk union kan ikke på længere sigt forsvare sine økonomiske interesser uden at kunne sætte en militær magt bag.
Efter Golfkrigen fik amerikansk kapital 70% af ordrerne i genopbygningen af Kuwait for næsen af de andre lande, fordi det først og fremmest var amerikansk militær, der var involveret i myrderierne i Irak. Læren for verdens øvrige magthavere var enkel. Økonomisk vækst og ekspansion kan ikke stå alene. I den sidste ende er det afgørende at kunne forsvare de økonomiske interesser med militær magt. Hvis EU fremover skal kunne gøre sig gældende, kræver det en militær opbygning uafhængig af USA.
WEU er som skræddersyet til den opgave, fordi der ikke ligger nogen begrænsninger i unionen på, hvor den må sætte militær ind henne. Nato blev opbygget i en situation, hvor faren for militære konflikter kom fra en enkelt modpart – nemlig østblokken. Begrænsningen i Nato er, at de enkelte medlemsstater ikke er forpligtiget til samarbejde uden for Nato-landenes geografiske område. Samtidig voksede interessemodsætningerne mellem EU og USA netop i områder uden for Nato-landene. EU havde derfor brug for en militær organisering, der i visse situationer kunne samarbejde med Nato, og i andre udfordre USAs militære styrke i områderne uden for Nato-landene.
I dag bliver vestlige interesser samtidig truet mange steder fra, fordi der ikke længere er to supermagter, der kan holde ro og orden inden for deres respektive interesseområder. Den militære organisation må derfor også være parat til at gribe ind overalt i verden, hvor vestlige interesser er truet.
Ingen begrænsning
Generalsekretæren i Vestunionen Willem van Eekelen definerer formålet med Vestunionen således: “Den fremtidige europæiske union skal være i stand til at gribe ind på egen hånd, både indenfor eget kontinentale område, og alle andre områder, hvor dens grundlæggende interesser eller dens borgerre udsættes for alvorlige trusler.”
“Vestunionen har ingen geografisk begrænsning for sine aktioner. Vi kan slå til, når fred og stabilitet er truet, også økonomisk stabilitet.”
Indtil videre er Vestunionen heldigvis kun en drøm. Det er der flere årsager til. For det første har euforien omkring EU lagt sig, ikke mindst som et resultat af den folkelige modstand mod EU. For det andet er EU endnu for svag til helt at kunne løsrive sig fra USA og Nato.
For det tredje er der stadig mange modstridende interesser indenfor EU. Det blev bla demonstreret med EUs magtesløshed i forhold til krigen i ex-Jugoslavien, hvor Tyskland støttede Sloveniens og Kroatiens løsrivelse, mens Frankrig, Storbritannien og Danmark støttede en fortsættelse af et samlet Jugoslavien.
Men hvad Vestunionen ikke er i dag, kan den blive i morgen. Det er derfor nødvendigt at sige fra overfor Vestunionen allerede i dag.
Nato og FN er ikke alternativet
Alternativet til Vestunionen er hverken Nato, FN, eller den internationale brigade. De er alle del i den imperialistiske opdeling af verden.
Deres funktion er ikke at sikre freden, men de herskende klassers økonomiske interesser på verdensplan. Grunden til, at FN godkendte krigsførelsen mod Irak i 1991, var, at Vesteuropas adgang til olien var truet, ikke fordi man ville sikre demokratiet i Kuwait. Der var nemlig ikke noget demokrati.
Kun 60.000 mænd ud af en befolkning på 2 millioner kunne stemme. Men det er også ligegyldigt, for parlamentet var blevet opløst af emiren i 1986, fordi det kritiserede ham for ikke at betale for el og vand.
Den militære rivalisering og faren for krig kan ikke afskaffes med nye militære organisationer. Opbygningen af militære organisationer er i den sidste ende forberedelse til krig. I de situationer, hvor stormagternes økonomiske interesser kommer i uløselige modsætninger, ligger krig som en direkte forlængelse af den hidtil førte politik.
Faren for krig kan kun afskaffes, hvis det kapitalistiske konkurrencesamfund bliver afløst af socialistiske samfund i alle verdens lande.
Billedtekst:
De herskende klasser i Europa ønsker at bruge Vestunionen til at udvikle Europa til en militær supermagt.
FN er ikke noget instrument for freden, eftersom FN bygger på militær indsats.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed