Socialistisk Arbejderavis
Nr. 111 – Januar 1995 – side 12
Fælles kamp for ligestilling
Dorte Lange
Kvinders frigørelse går ikke gennem kamp mod mænd, for undertrykkelsen bygger på én klasses udbytning af en anden.
Selv om det er længe siden vi for alvor har set noget til kvindebevægelsen, er kvindeundertrykkelse stadig en realitet. Ligesådan er diskussionen om, hvordan den afskaffes.
Og der er stadig masser at kæmpe for. Dels er der langt fra reel ligestilling for kvinder og mænd, og dels er de opnåede positioner under konstant pres. Både ideologisk og materielt. Der er i dag større forskel på ufaglærte kvinders og ufaglærte mænds løn, end der var i 1977. Dengang var kvindernes løn 92% af mændenes, mens den i 1990 kun var 88%.
Forskelsbehandlingen af kvinder og mænd er konkret, når vi ser på lønstatistikker, men de ideologiske rester fra fortidens kvindebillede hænger også ved og styrkes, når den politiske stemning i samfundet går mod højre.
Det er stadig kvinder, der tager sig mest af det huslige arbejde og arbejdet med børnene. Kvinden bruges stadig som sexobjekt i film og reklamer, hvilket på det ideologiske plan fastholder kvinden i en rolle som afhængig af manden.
Diskussionen om, hvordan kvindeundertrykkelse afskaffes, er domineret af to hovedstrømninger. Feministerne, som mener, at kvindefrigørelse sker ved, at kvinder sammen med andre kvinder frigør sig fra mandens dominans, og marxisterne, som mener, at kvindefrigørelse hænger uløseligt sammen med hele arbejderklassens frigørelse. Som årsag til undertrykkelsen angiver feministerne, at de mandlige egenskaber såsom konkurrencementalitet, krigslyst og egoisme for tusinder af år siden vandt over de kvindelige, såsom solidaritet, hengivenhed og opofrelse for fællesskabet.
De ser således bort fra, at der er klasser i samfundet, og at arbejderklassens kvinder har mere til fælles med arbejderklassens mænd end med borgerskabets kvinder. De har ret i, at det ofte er mænd, der undertrykker, men hvad med alle de mænd, der er undertrykt? De har også ret i, at undertrykkelsen er tusinder af år gammel, men hvad er årsagen til den?
Kvinders sejr over mændene vil ikke føre til frigørelse, for undertrykkelsen skyldes det økonomiske system vi lever i, som bygger på en klasses udbytning af en anden.
Marxister ser samfundet som opdelt i klasser, hvor et lille mindretal de sidste 2-3000 år har undertrykt det store flertal, bestående af både kvinder og mænd.
Friedrich Engels skriver i 1884 i bogen “Familiens, privatejendommens og statens oprindelse”, om hvordan bl.a. kvindeundertrykkelse var et resultat af klassesamfundets begyndelse.
Da de første mennesker gik fra at være samlere og jægere til at samle forråd, og skulle forsvare det mod andre, opstod privatejendommen. Med den kom nødvendigheden af at definere, hvem der ejede hvad. Herefter gjorde de herskende stammeoverhoveder kvinderne til en ejendom, så de kunne sikre arveretten. Ellers kunne man jo ikke vide, hvem der var far til hvem. Familien var oprettet som institution.
Med klassesamfundets start, opstod den ideologi, der skulle forsvare den type samfund. Her er først og fremmest tale om religion. I det gamle testamente beskrives kvinden som det mandlige overhoveds undergivne, ligesom slaverne og arbejderne af begge køn var det. Den herskende ideologi har siden da forsvaret undertrykkelsen udfra det til enhver tid givne samfunds behov.
Med kapitalismens gennembrud for et par hundrede år siden blev familien lænken om kvindens ben. Det var i familien, opgaverne som pasning af børn og gamle, madlavning, tøjvask og så videre skulle varetages, og de blev varetaget af kvinderne.
Arbejderklassekvinderne var på arbejdsmarkedet fra starten af industrialiseringen, men de var dengang så meget lavere lønnet end mændene, at de var helt afhængige af også at være gift. Hjemmet blev derfor kvindens fængsel, men hendes tilstedeværelse i fællesskabet på fabrikkerne var samtidig hendes mulighed for frigørelse.
Gennem den stadige kamp mellem arbejdsgivere og arbejdere om hvis interesser, der skal varetages, oplever mænd og kvinder i arbejderklassen, at de har styrke til at forandre forholdene for sig selv og kollegerne. Frigørelsen sker, når mænd og kvinder i den undertrykte klasse går fra at være passive ofre til selv at bestemme.
Når feministerne lægger op til en strid mellem mænd og kvinder, svækker de den styrke, arbejderklassen har. Den består af både mænd og kvinder, og det er en illusion at tro, at den ene halvdel kan blive fri, uden at den anden halvdel er med. Når arbejderklassen er styrket politisk eller socialt, betyder det en højere grad af kvindefrigørelse. Vi så det i 70’erne, hvor der blev opnået gode resultater på ligestillingsområdet. Disse landvindinger var ikke kun kvindebevægelsens fortjeneste. De var et resultat af, at arbejderklassen i det hele taget var i offensiven i den periode.
Den russiske revolution i 1917 er et eksempel på hvad arbejderklassen ved magten kan udrette mod undertrykkelse.
Revolutionen startede bl.a. med en mobilisering blandt kvinder, der demonstrerede mod krigen og krævede fred og brød. Arbejderkvinderne spillede i den russiske revolution en afgørende rolle som i alle andre revolutioner i historien. Det ses også af nogle af de love, der blev gennemført kort tid efter revolutionen.
Inden for det første år efter revolutionen var skilsmisse gjort meget nemmere, ligesom der ikke længere måtte gøres forskel på børn født i eller uden for ægteskab. Hvis man giftede sig, måtte man selv bestemme hvilket efternavn, man tog. Dette kan i dag synes som selvfølgeligheder, men set i forhold til andre lande på samme tid, og set i forhold til, at Rusland var et forhenværende diktatur med en stærk kirkelig undertrykkelse, var denne nytænkning helt unik.
Efterhånden oprettedes der offentlige spisehuse og børnepasning, hvilket frigjorde kvinderne fra de hjemlige forpligtelser. I Petrograd 1919-20 spiste 90 % af befolkningen offentligt. Med tiden blev også abort lovligt.
Trotskij skrev i 1938 i et tilbageblik: “...det socialistiske samfunds fuldstændige overtagelse af familiens husholdningsfunktioner, idet det forenede alle generationer i solidaritet og gensidig hjælp, bibragte kvinden og dermed det elskende par en reel frigørelse fra de tusind år gamle lænker.”
Også i dag, hvor vi ikke er i en revolutionær situation, skal revolutionære socialister forholde sig til kvindefrigørelse. Den er en del af den klassekamp, der hele tiden foregår, både på det ideologiske og det materielle plan. Bedre forhold for kvinder betyder bedre forhold for arbejderklassen i det hele taget.
I dag står kvinder langt stærkere, end deres mødre gjorde. Kvinder er ikke længere afhængige af en forsørger, hvilket giver dem en helt anden status og et helt andet selvværd. Det betyder for eksempel, at forhold som sexchikane på arbejdspladsen ikke længere tolereres. Med den diskussion bliver der samtidig sat fokus på arbejdsgiveres magtmisbrug overfor ansatte i andre situationer.
Med disse fremskridt er der nået en milesten i kampen for kvinders frigørelse, som samtidig er en styrkelse af hele arbejderklassen, fordi det betyder, at nedskæringsplaner i det offentlige har det meget sværere. I dag varetages pasning af børn og gamle hovedsageligt af det offentlige. Det betyder en lettelse i dagligdagen for både kvinder og mænd, og den fortsatte kamp for bedre offentlig service og mod nedskæringer er en opgave for både mænd og kvinder.
Billedtekst:
Arbejderklassen består både af mænd og kvinder. Det er en illusion at tro, at den ene halvdel kan gøre sig fri uden den anden.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed