Socialistisk Arbejderavis
Nr. 112 – Februar 1995 – side 6
Israel
Ny apartheid i Palæstina
Margit Johansen
Magthaverne presser på, for at Oslo-aftalen skal holde. Det er det palæstinensiske folk, der betaler prisen.
Endnu et attentat mod Oslo-aftalen rystede israelerne sidst i januar, da islamiske fundamentalister viste deres modstand mod aftalen ved et bombeattentat i det centrale Israel.
Siden aftalen blev underskrevet i sept. ‘93, har attentater i Israel dræbt mere end 100 israelere. De islamiske fundamentalister i Hamas og Islamisk Jihad har med angrebene formået at svække såvel Arafat som den israelske regering.
Den fred, som Oslo-aftalen blev set som indgangsdøren til, har endnu ikke vist sig, og modstanden på begge sider vokser.
Samtidig bliver konsekvenserne mere og mere åbenlyse. Året startede med en konfrontation; israelerne udvidede en bosættelse, hvilket førte til stærke palæstinensiske protester.
Men Rabin, leder af Arbejderpartiet og Israels premierminister, ville ikke indføre stop for bosættelser i de besatte områder; det lå ikke i Oslo-aftalen, mente han.
Bosætterne har altid været en stor magtfaktor i israelsk politik. De bliver betragtet som spydspidsen overfor palæstinenserne og nutidens pionerer i den zionistiske politik.
Rabins bosættervenlige politik fik regeringssamarbejdet med venstrefløjspartiet Meretz til at vakle. Samtidig er stridighederne i Arbejderpartiet om netop dette centrale punkt – territorium – voksende. Skal kontrollen over landområder opgives for at opnå fred? Dele af Arbejderpartiet siger nej.
Diskussionen er aktuel, fordi Rabins svar på det seneste bombeattentat var et forslag om at indhegne de palæstinensiske områder, for at sikre fuld kontrol over palæstinensernes adgang til Israel. Palæstinensiske reservater, bestyret af Arafat & Co, reelt styret af Tel Aviv/Jerusalem.
Forslaget vandt ikke indpas hos højrefløjen, med Likud i spidsen, der ser det som første skridt henimod oprettelsen og anerkendelsen af den palæstinensiske stat, som de er stærkt imod.
Hovedparten af israelerne er kun villige til at opgive en del af Vestbredden. Israelske arbejdsgivere er heller ikke begejstrede ved tanken om helt at miste den ekstremt underbetalte palæstinensiske arbejdskraft, som importeret arbejdskraft fra Asien ikke helt har kunnet erstatte, hverken i omfang eller i graden af udnyttelse.
Intern splittelse
Rabins krav til Arafat skærpes. Del og hersk aftalen skal overholdes. Arafat får en bid af kagen, men skal så også vise Israel – og bag dem USA – at han kan herske. Det indebærer fængsling af fundamentalister og af den venstrefløj, der også er imod Osloaftalen.
Den interne splittelse blandt palæstinenserne skabes idag ved, at palæstinensisk politi udfører det beskidte arbejde, som israelske soldater stod for tidligere. Modstanden breder sig hastigt i Arafats egne rækker.
Den sociale nød i Gaza er den samme i dag, som før Oslo-aftalen. En genoptagelse af den palæstinensiske opstand er aktuel, hvis levevillårne ikke forbedres.
Mange tomme løfter
Derfor snakker flere af de vestlige lande, der lovede million beløb til palæstinenserne i forbindelse med med Oslo-aftalen, om at frigive nogen af pengene, for som de udtrykker det: “Vi må satse på forbedringer her og nu, ikke kun tænke langsigtet.”
Det er nødvendigt med forbedringer, da såvel Rabin som Arafat svækkes for hver dag. En “løsning” på Palæstinakonflikten er af stor økonomisk vigtighed for USA og EU.
Palæstinenserne betaler så prisen, så længe de stoler på ledere, der deltager i del og hersk- politikken, hvad enten det er Arafat eller de islamiske fundamentalister.
Zionisme
Zionismen består af mange politiske strømninger, men der er nogle fælles grundtanker.
Grundtanken, som staten Israel bygger på, er, at alle jøder, uanset hvor de bor, er et folk i politisk og nationalistisk forståelse. Jødedom blev gjort til en nationalitet mere end en religion.
Derfor vil jøderne udgøre et folk, som andre folk altid vil forfølge, derfor behøver de deres egen stat.
En stat hvor ikke-jøder i udgangspunktet ikke kan være – ikke på lige vilkår. En stat man med biblen i hånden opretter ved at besætte Palæstina, med stormagternes anerkendelse, og hvor det imperialistiske projekt at udvide området er gældende politik også idag.
Zionisme er en politisk ideologi, som en del jøder er fælles om, men mange jøder tager afstand fra den zionistiske tankegang.
At den afgørende forskel er klassen og ikke religionen, så mange jøder netop i den tid da zionismen dukkede op og vandt frem, f.eks. var Trotskij jøde.
At netop mange jøder også var socialister gjorde, at forfølgelserne mod dem fra nazisternes side i 30’erne, blev ekstra forstærket.
Billedtekst:
Palæstinenserne udsættes dagligt for den israelske hærs brutale undertrykkelse.
Palæstinenserne udelukkes nu fra Israel. Apartheid er genfødt i Palæstina.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed