Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 112 – Februar 1995 – side 8

Overenskomsten ‘95: Storstrejke – ja tak

Ellen Christensen

Traditionen tro er der op til overenskomstforhandlingerne en masse teatertorden fra arbejdsgivere og fagtoppen. Men på trods af al bragesnakken ender det ofte i forlig, hvor fagbureaukraterne sælger gevaldigt ud af kravene.

Ikke desto mindre har overenskomstforhandlerne tre gange siden 2. verdenskrig resulteret i massestrejker, i 1956, 1973 og 1985. Fagbureaukraterne er nemlig afhængige af opbakningen i arbejderklassen. En overenskomstrejke i ny og næ kan tage luften ud af en murrende utilfredshed.

Det farlige for bureaukratiet ved en storstrejke er, at de ikke altid kan styre udviklingen. Godt nok var bureaukraterne ikke glade for den konservative regering i 1985, men de frygtede endnu mere, at arbejderne skulle opdage, at de har magt til at vælte en regering.

Fagbureaukraternes frygt er socialisters håb. Massestrejken er et billede på den kraft og magt, arbejderklassen besidder, når den i stedet for at kæmpe isoleret i små grupper, begynder at kæmpe samlet som klasse.

Det er de spontane udbrud af massestrejker, der gør det muligt for os at tro på klassens evne og vilje til at sætte styrke bag håbet om et bedre samfund.

Ellen Christensen skriver her om de tre storstrejker.

Strejken i 1956

For den danske arbejderklasse var 1950’erne præget af stor arbejdsløshed på ca. 10%. Arbejdsgiverne var i offensiven med krav om rationaliseringer og effektiviseringer i form af tidsstudier. Resultatet var faldende realløn.

Efter et kraftigt opsving i antallet og omfanget af strejker umiddelbart efter verdenskrigens afslutning, havde årene 1947-56 været karakteriseret af meget få strejker, selv om det langt fra kunne tages som udtryk for en generel tilfredshed med tingenes tilstand.

Ved overenskomsten i 1956 stod arbejdsgiverforeningen, DA, og fagbevægelsens hovedorganisation DSF (det nuværende LO) stejlt over for hinanden. Ud over generelle lønforhøjelser, fremsatte DSF også krav om forkortelse af den ugentlige arbejdstid fra 48 til 42 timer.

Arbejdsgiverne ønskede rationaliseringer. Lønningerne skulle holdes i ro, den automatiske dyrtidsregulering skulle afskaffes, og arbejdstiden skulle snarere forlænges end forkortes.

Dyrtidsreguleringen var en ordning, der automatisk sikrede, at lønningerne steg i takt med prisstigningerne.

Forhandlingerne brød sammen, og 55.000 arbejdere blev sendt i strejke, bl.a. blev aviserne og olie- og benzinforsyningen ramt.

Efter knapt 14 dages strejke fremsatte forligsmanden et mæglingsforslag, der gav en lille forbedring på timelønnen og uændret arbejdstid. Samtidig opfordrede forligsmanden sammen med DA og DSF til, at strejkerne blev indstillet, mens afstemningerne kørte. Den opfordring blev imidlertid kun fulgt i begrænset omfang.

Oppositionen til socialdemokraterne i fagbevægelsen, næsten udelukkende kommunister, forstod at udnytte de næste fjorten dage til at rejse en stemning mod mæglingsforslaget.

Ud af kontrol

Afstemningerne fandt sted på generalforsamlinger i de enkelte fagforeninger, men gennem radioen nåede kommunisterne ud til arbejdere over hele landet. Arbejdere begyndte at mødes på tværs af arbejdspladser og fag. Fagtoppen var ved at miste kontrollen.

Den 12. april ligger resultatet: 66% af de stemmeberettigede havde deltaget, og af dem havde 2/3 stemt imod.

Få timer efter offentliggørelsen af resultatet fremlagde den socialdemokratiske regering med DSF’s godkendelse et lovforslag, der skulle gøre mæglingsforslaget til lov. Det blev vedtaget dagen efter.

Samme dag, fredag den 13. april, gik arbejderne over hele landet i strejke. 150-200.000 demonstrerede foran Christiansborg.

På det tillidsmandsmøde, der om aftenen skulle lægge linjen for de videre aktiviteter, fik kommunisterne flertal for en opfordring til at afblæse strejkerne fra mandag morgen og føre kampen videre via lokale lønkrav. En fortsat generalstrejke ville have betydet en konfrontation med regeringen og den socialdemokratiske fagtop, og det ønskede kommunisterne ikke.

Mandag morgen standsede strejkerne. Kun sømænd og rugbrødsbagere fortsatte. Bagerne opnåede en klækkelig lønforhøjelse, mens sømændene trods to ugers yderligere strejke indkasserede et nederlag.

Kolonihavestrejken

Kolonihavestrejken blev strejken i forbindelse med overenskomstfornyelsen i 1973 kaldt. Og ikke uden grund.

Der var nemlig tale om en totalt topstyret strejke: LO satte den igang, dirigerede den undervejs og standsede den. Alt imens arbejderne fordrev tiden i kolonihaverne.

Tiden op til overenskomst 1973 var anderledes livlig. Fra 1969 kom der et opsving i arbejderklassens aktiviteter. Arbejdsløsheden var rekordlav, under 2%. Nu skulle der hives forbedringer hjem. Mange af strejkerne gik på lønkrav og var meget korte, tit blot en enkelt dag. De længerevarende strejker blev populære på andre arbejdspladser og modtog store støttebeløb og sympatistrejker. Strejkerne fik et mere generaliserende udtryk: “det vi slås for, gavner også dig”.

Til gengæld steg utilfredsheden med fagtoppen, der tog afstand fra de spontane aktiviteter, og arbejdsretten, der idømte strejkende bod på samlebånd.

Forskellige steder i landet begyndte der at dukke oppositionelle grupper op. I 1969 var det kommunistisk dominerede Formandsinitiativ i København blevet gendannet. De nye grupperinger bestod for en stor dels vedkommende af folk, der politisk lå til venstre for DKP. De organiserede bl.a. strejkestøttegrupper.

Presset til aktion

På baggrund af den stigende aktivitet følte LO sig presset til at vise noget handlekraft. Derfor stod de fast på et krav om 10 øre mere pr. dyrtidsportion, og overenskomstforhandlingerne i 1973 førte til strejke.

Allerede efter en uge forelå der et forlig, der sikrede arbejderne de ti øre, og efter yderligere fjorten dages strejke var afstemningsresultatet i hus. Forliget blev vedtaget.

Forløbet er et godt eksempel på, hvordan LO i pressede situationer kan foretage et taktisk venstresving for at tage gassen ud af en kritisk stemning. Strejken var massiv: 258.000 arbejdere var i strejke, og i modsætning til 1956 opfordrede LO ikke til at standse strejkerne, mens afstemningen om forliget kørte. Det taktiske sving lykkedes; Formandsinitiativet var handlingslammet og fik ikke stablet selvstændige aktiviteter på benene.

Påskestrejkerne

Påsken 1985 så de mest omfattende strejker siden 2. verdenskrig. På strejkens højdepunkt var mindst 600.000 arbejdere i strejke.

Strejken var et isoleret brud med den generelle nedgangstendens i arbejderklassens aktiviteter, der satte ind fra slutningen af 1970’erne.

Arbejdsløsheden var massiv: 270.000 registrerede ledige i 1984, reallønnen var faldende, mens overskuddet i banker og virksomheder blev firdoblet fra 1980 til 83.

Kravene til overenskomsten gik på arbejdstidsforkortelse og lavtlønsværn. Heroverfor stillede arbejdsgiverne, der med rette følte, at de havde Schlüters regering i ryggen, krav om 0-løsning og afskaffelse af dyrtidsreguleringen. DA ønskede tydeligt en konfrontation.

10 dage før påske startede de overenskomstmæssige strejker, men allerede efter tre dages strejke fremlagde Schlüter et lovforslag om regeringsindgreb.

Arbejdspladsernes protester var massive: på et møde i Nørrebrohallen vedtog 2000 tillidsfolk at fortsætte strejkerne trods lovindgrebet. Tillidsfolk fra det offentlige område, som ikke var omfattet af strejkerne, bebudede, at de ville gå med.

Dagen efter skulle lovindgrebet vedtages i Folketinget. Men 1000 aktivister blokerede broerne over til Slotsøen, så folketingsmedlemmerne havde problemer med at nå igennem.

Ved middagstid blev der holdt den første af en række protestdemonstrationer på slotspladsen. Dagen efter nåede antallet af demonstranter op på 150.000. Arbejdet var nedlagt på en lang række arbejdspladser.

Folketinget vedtog lovindgrebet om lørdagen, og arbejdet skulle så genoptages fra mandag.

Mandag morgen kunne DA imidlertid tælle 2.000 medlemsvirksomheder, der var omfattet af  faglige møder og strejker. 600.000 arbejdere deltog i aktionerne. I København og alle store provinsbyer var der store demonstrationer.

Generalstrejke

Dagen efter begyndte de politiske diskussioner om videreførelsen af aktionerne. Grupperinger til venstre for DKP ønskede en generalstrejke, mens DKP ville afblæse de landsdækkende strejker og føre kampen videre i lokale lønkrav. 4.000 tillidsfolk vedtog på et møde i KB Hallen at fortsætte strejkerne og gøre den 10. april (onsdag efter påske) til en landsdækkende aktionsdag.

Den 10. april så de største demonstrationer siden krigen. Men på tillidsmandsmøder efter demonstrationerne var mange socialdemokratiske og kommunistiske tillidsfolk indstillede på, at nu måtte det være slut.

Strejkebevægelsen var på vej ned, selv om der stadig var mange strejker torsdag og fredag. Men alternativet til venstre for DKP var for svagt, til at det kunne sætte sig i spidsen for en bevægelse vendt mod både arbejdsgivere, regering og fagtop.

Billedtekst:
Massestrejken er et billede på den kraft og magt, arbejderklassen besidder, når den kæmper samlet som klasse.
Da regeringen greb ind i overenskomsten i 1985, udløste det en spontan massestrejke.

Flere artikler fra nr. 112

Flere numre fra 1995

Se flere artikler om emnet:
Påskestrejkerne 1985
Faglig kamp 1946-1965
Faglig kamp 1966-1980

Se flere artikler af forfatter:
Ellen Christensen

Siden er vist 1803 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside