Socialistisk Arbejderavis
Nr. 112 – Februar 1995 – side 9
Marxisme i hverdagen
Koster lønstigninger arbejdspladser?
Martin B. Johansen
En jævnligt tilbagevendende påstand er, at hvis de folk, der er i arbejde, skal have mere i løn, så vil det gå ud over beskæftigelsen.
Med andre ord: det er yderst usolidarisk, når grupper som sygeplejerskerne kræver lønforhøjelser på op til 15%.
Logikken bag argumentet er besnærende enkel: Man forestiller sig en lagkage, der skal deles ud til 10 personer. Og hvis de syv personer kræver større stykker, så bliver der mindre – eller slet intet – til de sidste tre.
Men det er teori. Den virkelige verden ser anderledes ud. For eksempel er de ufaglærte kvindelige arbejderes løn faldet i forhold til de mandlige i løbet af de sidste 15 år. Altså har kvindernes lønstigninger været mindre end mændenes. Alligevel er arbejdsløsheden steget mere hos kvinderne end hos mændene – stik imod “lagkageteorien”.
Flere om at dele
Der er flere forklaringer på, at teorien ikke holder i praksis. Først og fremmest er der mange andre end lønmodtagerne om at dele kagen. Der er udgifter til maskiner, bygninger og materialer. Banker og aktionærer skal have hver sin andel. Der går en del til skatter og afgifter. Direktører og ledelse tager også godt for sig. Arbejdernes andel af det samlede overskud udgjorde kun 60% i 1993 – og det er inklusiv skatter, så den reelle andel er det halve.
Og den andel er faldende. Fra 1987 til 1993 er lønnens andel af virksomhedernes overskud faldet med 6%. Samtidig er virksomhedernes overskud vokset – de forventer at tjene 43 milliarder mere i 1995 end i 1993. Det stigende overskud burde medføre investeringer i nye arbejdspladser – hvis der skal være hold i teorien om, at lønstigninger og arbejdsløshed hænger sammen. Men fra 1987 til 1994 er investeringerne faktisk faldet – og samtidig er produktiviteten vokset, så færre producerer mere.
Grunden til, at virksomhederne holder igen med investeringer i flere arbejdspladser, er ikke, at lønnen er for høj. Virksomhedernes problem er, at udgifterne til maskiner og bygninger i tidens løb er blevet mange gange større end udgifterne til den arbejdskraft, der skal skabe overskuddet. Det betyder, at investeringer i hver eneste ny arbejdsplads som regel koster et par millioner kr og gør dermed investeringerne mere usikre.
Modsat sammenhæng
I virkeligheden er sammenhængen mellem løn og arbejdsløshed den stik modsatte af, hvad der normalt påstås. En virksomhed, hvor de ansatte har en stærk faglig organisering og er i stand til at tilkæmpe sig store lønstigninger, vil i mange tilfælde også have styrken til at kæmpe mod fyringer som følge af opskruning af tempoet og produktiviteten.
Hvad så med de offentligt ansatte – vil deres lønstigninger ikke betyde højere skatter og dermed lavere realløn til resten? Det vil det ikke nødvendigvis. For det første betaler de offentligt ansatte selv skat – og deres arbejde er faktisk en forudsætning for, at samfundet kan fungere.
For det andet bliver de offentlige udgifter betalt af det samlede overskud i samfundet. Det betyder, at de offentligt ansattes kamp for højere løn også en del af kampen om det samlede overskud. For det tredje kan de offentlige udgifter sagtens stige, når den samlede økonomiske vækst er stigende.
Derfor er kampen for at få mere i løn ikke en kamp mellem arbejdende og arbejdsløse eller mellem offentligt og privat ansatte. Det er en kamp om fordelingen af det samlede overskud – om arbejdernes andel i forhold til aktionærernes. Hvis arbejderne skal have mere i løn, så vil det gå ud over aktionærernes profit. Og da profitterne er stigende, så er der nok at tage af.
De mest solidariske arbejdere er i virkeligheden dem, der slås for at få højere løn. Dels fordi de ved at kæmpe kan opbygge en faglig styrke, der gør, at de også kan kæmpe imod dårligt arbejdsmiljø, nedslidning og fyringer. Dels fordi succesrige kampe for lønstigninger på én arbejdsplads vil inspirere arbejderne på andre arbejdspladser til at følge det gode eksempel. Og jo flere, der kæmper for højere løn, desto større bliver arbejderklassens samlede styrke over for den herskende klasse.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed