Socialistisk Arbejderavis
Nr. 112 – Februar 1995 – side 11
Studenterbureaukratiet – med- og modspiller
Harald Lillevang
Studenterbevægelsen har som fagbevægelsen et bureaukrati, der har andre forhold og interesser end deres medstuderende.
I det sidste års tid har mange studerende på landets universiteter og andre læreranstalter været i aktivitet. De studerendes utilfredshed med stadigt dårligere studieforhold har udviklet sig til bevægelser, der har sat magt bag kravet om forbedringer.
Kampen mod stopprøverne, de psykologistuderendes besættelse på Københavns Universitet, aktionerne på Odense Universitet og de pædagogstuderendes landsdækkende aktioner mod den lønnede praktik er alle eksempler på den aktivitet, mange studerende har været med i.
Der er mange flere mindre kendte aktioner som eksamensboykotten på fysioterapeutskolen i Århus og aktionerne på jordemoderskolen i Aalborg.
Fællestræk
Der er flere fælles træk ved de forskellige aktioner. Tilsammen udtrykker de et begyndende brud med den situation, der har domineret de sidste mange år.
En situation, hvor studerende, ligesom mange andre grupper i samfundet, ikke har været i stand til at forsvare sig mod de angreb, de er blevet mødt med. Hvor selvtilliden og troen på at det nytter at aktionere har været trængt i baggrunden, mens den ene forringelse er blevet gennemført efter den anden.
Samtidig har mange af de kampformer, der er taget i brug, været ret avancerede. Besættelser af uddannelsesstederne og eksamensboykot er meget effektive aktionsformer. Det er samtidig aktionsformer, der er svære at gennemføre, fordi de indeholder en risiko for den enkelte aktionerende.
For at gennemføre sådanne aktioner kræves et stærkt sammenhold blandt de aktionerende. Det er utroligt opmuntrende, at så avancerede aktionsformer udvikler sig efter mange år, hvor der ikke er sket så meget.
Udviklet fra neden
Endnu et fællestræk ved de forskellige aktioner har været, at de har udviklet sig fra neden. Initiativet, drivkraften og dynamikken i aktionerne er kommet fra almindelige studerende og ikke fra deres faglige organisationer og studenterlederne.
De har i bedste fald passivt støttet aktionerne uden at styrke mobiliseringen ved at bruge det kontaktnet og organisatoriske apparat, de har til rådighed. I værste fald har studenterlederne undsagt og modarbejdet de studentergrupper, der har aktioneret for bedre forhold.
Da de psykologistuderende på Københavns Universitet indledte deres besættelse, udsendte Studenterrådet en pressemeddelelse. Det var ikke en pressemeddelelse, der støttede besættelsen.
Tværtimod opfordrede den de aktionerende til at genoptage arbejdet i studienævnet og søge en forhandlingsløsning på konflikten. De psykologistuderende fortsatte aktionen, og fik efter knap 14 dages besættelse af instituttet alle deres krav gennemført.
Det virker umiddelbart paradoksalt, at lederne af de organisationer, der har som opgave at varetage de studerendes interesser, virker bremsende på aktiviteterne blandt organisationens medlemmer. Det er ikke et fænomen, der kun eksisterer inden for studenterbevægelsen.
Paradokset eksisterer også inden for fagbevægelsen. Fagforeningslederne handler gang på gang modsat deres medlemmer. Når en arbejdergruppe går i strejke, er fagforeningslederne ofte lige så ivrige efter at få arbejdet genoptaget som arbejdsgiverne.
Årsagen skal søges i, at fagbureaukratiet udgør en gruppe i samfundet som professionelle forhandlere og mæglere. Deres berettigelse og eksistens afhænger af, at de varetager medlemmernes interesser inden for det eksisterende systems rammer.
Aktiviteter som strejker, hvor medlemmerne går videre end forhandlinger med arbejdsgiverne og sætter magt bag kravene, kan i sidste ende virke som en trussel mod fagbureaukratiets funktion og levebrød.
De samme mekanismer eksisterer inden for studenterbevægelsen. Her udgør de valgte ledere også en gruppe, der har en selvstændig interesse i, at forhandlingssystemet fungerer.
Omfattende aktiviteter blandt almindelige studerende, kan overflødigøre studenterbureukratiets funktion som forhandlere og lobbyister. På den anden side er de afhængige af aktiviteten blandt de studerende, de repræsenterer. For at få indflydelse på forhandlingerne med politikkerne eller universitetets ledelse, er en vis grad af aktivitet blandt de studerende en nødvendighed.
Resultater er nødvendige
Og det er hele tiden nødvendigt for studenterbureukratiet at få resultater af deres arbejde. Dels for at fastholde opbakningen blandt de studerende, der vælger dem, og dels for at kunne legitimere og retfærdiggøre forhandlingens vej.
I modsætning til fagbureukratiet, sidder studenterbureaukratiet ikke med et fedt og sikkert levebrød som forhandlere. Studenterlederne er typisk studerende, der har revet et par år ud af studierne for at lave et stykke politisk arbejde.
Og mange af dem opfatter sig ikke som reformister, hvor forhandlingens vej og forsvaret af det eksisterende system er den bevidste politiske vej. Men de har alligevel sociale interesser i at fastholde deres position som forhandlere.
En anden hverdag
De deler ikke hverdagens kvaler med deres medstuderende i undervisningslokalerne. De deler hverdagen med de andre studenterledere. Der er typisk to reaktioner blandt aktionerende, når de oplever, at de faglige organisationer og studenterlederne ikke kan bruges til at udvikle kampen videre.
Flertallet har forventninger om, at studenterlederne vil gå forrest og bruge alle deres kræfter på at styrke kampen. Med sådanne forventninger bliver man frustreret og mister gejsten og lysten til at aktionere videre, når lederne træder på bremsen.
Et mindretal reagerer ved at vende studenterlederne ryggen og opbygge de videre aktioner udenom de faglige organisationer.
Begge reaktioner er forkerte, hvis vi ønsker at opbygge en slagkraftig studenterbevægelse.
Selv om der har været mange studenterkampe det sidste år, er det stadigvæk kun en lille del af de studerende, der opfatter deres egen aktivitet som en vej til at forbedre forholdene. De fleste lytter til, hvad studenterbureaukratiet siger. Derfor er det utilstrækkeligt at ignorere studenterlederne, hvis de ikke er villige til at støtte en aktion. I dag er opgaven at presse bureaukratiet til at støtte aktionerne, ikke bare i ord, men også i handling.
Omvendt skal vi ikke have illusioner om studenterbureaukratiet. Da Danske Studerendes Fællesråd på sidste kongres vedtog, at kampen mod stopprøverne var den vigtigste opgave i det kommende år, var det godt.
Det udtrykte, at der blandt studerende var så stor en utilfredshed med stopprøverne, at DSF ikke kunne sidde det overhørigt. Men stopprøverne bliver ikke fjernet af en sådan vedtagelse.
De aktiviteter, der har været mod stopprøverne efter kongressen, er nærmere opstået på trods af DSF’s beslutning end på grund af den. Aktiviteterne er opstået på grund af aktive studerende, der har organiseret på egen hånd, selv om der ikke kom initiativer fra DSF. Men de aktive studerende har kunnet bruge DSF’s beslutning til at mobilisere blandt deres medstuderende.
For at videreudvikle den fornyede aktivitet blandt studerende til et mere omfattende studenteroprør, der for alvor kan forbedre de studerendes forhold, er det i dag nødvendigt med to perspektiver.
Dels et perspektiv, der samler studerende på det enkelte fag eller skole til at handle aktivt.
Og dels et perspektiv, der tvinger den officielle studenterbevægelse til aktivt at støtte aktiviteterne.
Billedtekst:
Aktiviteter blandt studerende kan ofte presse studenterbureaukratiet til at støtte og dermed udvide aktiviteterne.
De fleste studenteraktioner starter fra neden uden støtte fra studenterbureaukratiet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed