Socialistisk Arbejderavis
Nr. 113 – Marts 1995 – side 6
Sygeplejersker imod lokalløn
Charlie Lywood
Ved konflikten i ‘93 blev sygeplejerskerne tvunget til at acceptere et forlig der gik ud over sygeplejeeleverne.
Det er ikke første gang at sygeplejerskerne går enegang. Grundlaget for konflikten i 1995 blev lagt ved overenskomstforhandlingerne i 1993.
Dengang var der et meget stort ønske blandt alle offentlige ansatte om, at få afskaffet den forhadte lokalløn. Næsten samtlige fagforbund havde fremsat krav om lokallønnens afskaffelse til KTO (Kommunalarbejdere og Tjenestemands Organisation) – det fælles forhandlingsorgan for de kommunale og amtskommunale ansatte. Men Poul Winkler, der er formand for Forbund af Offentlige Ansatte bøjede sig for arbejdsgivernes krav.
Arbejdsgiverne sagde “hvis I vil af med lokallønnen, så sløjfer vi reguleringsordningen”, – den ordning som sikrer en vis samhæng i lønudviklingen mellem private og offentlige ansatte. Uden sværdslag indgik KTOs topforhandlere et forlig den 25. februar. Som Jens Asger Hansen, daværende formand for Socialpædagogerne udtrykte det, “efter seks års kamp kan vi konstatere at slaget om lokalløn er tabt”.
Stemte for
Kirsten Stalknecht, formand for Dansk sygeplejeråd, stemte også for forliget, som udover udbygning af lokallønnen, bød på mikroskopiske generelle lønforhøjelser.
Det gik også nogenlunde i Dansk sygeplejeråds hovedbestyrelse – den selv samme hovedbestyrelse som i år enstemmigt har forkastet KTO-forliget. I 1993 var der 60% for og 40% imod at anbefale kongressen at godkende forliget. Men på kongressen stemte græsrødderne imod forliget, og underkendte både Kirsten Stalkneckt og hovedbestyrelsen. Stemningen blandt sygeplejerskerne var militant, både imod lokallønnen og for mere i løn.
Som Tine Møller, sygeplejerske fra Silkeborg, sagde til Socialistisk Arbejderavis, “Hvis vi sygeplejersker ... får held med at bryde lønrammen og fedterøvspuljen, så er det på længere sigt en sejr til gavn for alle offentligt ansatte.” Heri lå et ønske om konkrete forbedringer.
Kirsten Stalkneckt var ikke uvirksom mens dette stod på. Hun gik straks til Amtsrådsforeningen for at strikke et kompromis sammen. Kampen om lokalønnen var definitivt afgjort. Poul Winckler havde gjort det klart at KTO ikke ville acceptere, at sygeplejerskerne kunne opnå en bedre lønramme gennem strejke, end forhandlerne kunne gennem “fornuftig snak over bordene”.
Derfor pillede de lidt ved tillæggene, tog lidt fra en gruppe af sygeplejersker, og lagde pengene på basisstillingerne.
Men det gik ikke. Den efterfølgende urafstemning blandt sygeplejersker viste 70% flertal for at strejke.
Snævert flertal
Samtidig stemte både pædagogmedhjælperne og de kommunale ansatte SiD’ere imod forliget. Men desværre var der kun et snævert flertal for at strejke.
Derefter rystede PMFs hovedbestyrelse så meget på hånden, at de efterfølgende accepterede forliget ved at klamre sig til en intetsigende udtalelse fra arbejdsgiverne om, at lokalløn kunne bruges til efteruddannelser i visse tilfælde. Proklameret som et sejr, anbefalede PMF nu et ja.
Sygeplejerskerne stod nu ret alene. Ikke bare alle de andre forbundstoppe var imod dem, men også deres egne topfolk. Det blev symbolsk afsløret da det kom frem, at strejkevarslerne var afsendt for sent til at strejken kunne begynde den 1. maj. Det fik dog ingen reel betydning, da arbejdsgiverne ikke tog sig af det, istedet varslede de lockout for 6000 andre sygeplejersker.
Endnu en kniv blev stukket i ryggen på sygeplejerskerne, da repræsentantskabet i KTO skulle godkende forliget den 5. maj. Der blev indgået en “gentlemans agreement” om, at de tre gange nej til forhandlingsresultatet ikke skulle diskuteres. Syv minutter varede repræsentantskabsmødet og der blev ikke stemt.
Forligsmanden havde udsat konflikten to gange 14 dage, så strejken kunne aller tidligst starte den 1. juni. Selv da kunne strejken have været vundet, hvis der havde været organiseret en aktiv strejke, der kunne have brugt den store folkelige opbakning. Men selv sygeplejerskerne på venstrefløjen troede ikke rigtig på det. Else Kayser, fællestillidsmand på Kommunehospitalet i Århus, og ledende venstrefløjs repræsentant sagde “Det, at vi har sagt nej, kan blive begyndelsen til mere aktive overenskomstforhandlinger i fremtiden, hvor det er medlemmerne som stiller krav...”.
Lidt mere i løn
Topledelsen i Dansk sygeplejeråd vidste, at hvis de kunne skaffe bare lidt mere i løn så ville de tvivlende stemme for forliget. De aftalte et kompromis hvor man stjal sygeplejeelevernes løn og lagde pengene på startlønningerne for sygeplejerskerne.
Sygeplejeelever protesterede over hele landet, men det smittede ikke af på sygehusene. Stalkneckt fik efter ca. 3 måneder sit flertal for, at også sygeplejerskerne accepterede de “historisk lave overenskomster”.
Billedtekst:
Ansatte på rigshospitalet demonstrerer mod nedskæringer.
Se også:
SAA 113: Aktiv strejke er en nødvendighed
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed