Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 113 – Marts 1995 – side 8

FN’s sociale topmøde

Snak og skønmaleri

Jakob Nerup

FN’s sociale topmøde vil skøjte henover de reelle problemer. Det vil derfor ikke bringe udviklingen et eneste skridt i den rigtige retning.

Hele verden kommer til København i marts. Det sociale topmøde samler næsten alle statsledere og 10.000 NGO’er til diskussion om fattigdom, arbejdsløshed og social integration. Selv om ingen tror, at selve mødet løser problemerne, er der mange, der udtrykker forhåbninger om, at det kan betyde fremskridt. Men hvad er realiteterne bag det storslåede arrangement.

I introduktionen til det officielle danske bidrag står der, at “over en femtedel af jordens befolkning er så fattig, at den kun har lidt over to procent af verdens samlede indkomst”. Læser man den danske rapport om velfærds-Danmark og den storslåede indsats, Danmark gør for de fattigste lande, må man knibe en tåre.

Forskellene vokser

Virkeligheden kan jo beskrives, som man ønsker at se den. Når Nyrup gerne vil snakke om den fattigste femtedel, er det for at foregive, at resten af os er i samme båd. Det skjuler bare det faktum, at i 1960 var den rigeste femtedels andel af goderne 30 gange så stor som den fattigste femtedels, idag er denne andel vokset til 61 gange så meget til de rigeste.

Dette skønmaleri er den gennemgående vinkel i den danske rapport. De enkle realiteter – at halvdelen af alle danskere er på overførselsindkomst og de voldsomme nedskæringer på det offentlige velfærdssystem – er udeladt. Nyrup kan derfor roligt diskutere topmødets dagsorden med de andre statsledere.

Den flotte formulering af emnerne for topmødet fik nogle til at håbe på, at de herskendes sociale samvittighed alligevel eksisterede. Men de må blive stadigt mere skuffede. Alle skarpe formuleringer er væk og sovset ind i uforpligtende hensigtserklæringer.

Tilbage står diskussionen om 20/20-humanudviklingspagten, hvorefter ulandene skal bruge 20% af deres ressourcer på menneskelige områder og de rige donorlande skal øremærke 20% af deres bistand til samme formål. Men dels er der næppe enighed om det, og dels har en del rige lande det lemfældigt med indgåede aftaler.

I 1961 vedtog FN, at den internationale bistand skulle være på 0,7% af bruttonationalindkomsten. I dag er det internationale gennemsnit på 0,33%. Danmark, Sverige og Norge giver ca. 1%, men det betyder ikke, at bistanden strømmer ned i lommerne på de fattige, tværtimod.

Danmarks andel på 9,5 mia. kr. bruges på meget andet end bistand. 4.1 mia. ryger direkte til internationale organisationer som FN, verdensbanken og EU. Hvad der ikke bliver slugt af bureaukrati og store lønninger, ender ofte som indirekte erhvervsstøtte.

Ervervsstøtte

Den meget direkte erhvervsstøtte foregår gennem den såkaldte bilaterale bistand, hvor store danske eksportvirksomheder får kreditgaver, markedsetableringsstøtte og direkte medfinanciering. De 2.1 mia. kr i øststøtte er endt på denne måde til meget direkte gavn for dansk kapital og efterfølgende profit.

Flere lærde mænd og politikere fra højrefløjen vil afskaffe den danske bistandshjælp. Den borgerlige historiker Uffe Østergård udtaler, at “Vi i den vestlige verden kan roligt lægge den postkoloniale skyldfølelse fra os ... ulandsbistand ydes ikke ud fra en rational analyse.” Pointen er, at hvis der ikke er penge at hente i form af økonomiske gevinster, er der ikke nogen grund til at hjælpe.

Diskussionen på topmødet handler derfor ikke om støtte, men om den rette placering af investeringer i den mindre industrialiserede del af verden. Realiteten er derudover, at de fattigste lande i verden modtager meget lidt støtte. De 10 lande, hvor 66% af verdens fattigste bor, modtager kun 32% af den totale bistand. De rigeste 40% af udviklingslandene modtager dobbelt så meget bistand som de fattigste 40%.

Renteafdrag større end bistand

Det samme er tilfældet, når vi ser på ulandenes gæld til verdensbanken. Gælden er vokset fra 247 mia. dollars til 1,7 billioner dollars. Ulandene betalte 160 mia. dollars i renter og afdrag på deres gæld i 1992, hvilket absurd nok er mere end to en halv gang så meget som den totale officielle udviklingsbistand.

Til sammenligning var verdens samlede udgifter i 1992 til militær 815 mia. dollars – det svarer til 50% af ulandenes samlede gæld. Derfor er reel fattigdomsbekæmpelse også afhængig af mindre våbenproduktion. Men netop våbenproduktionen er styret af en kombination af multinationale og statslige investeringer. De ledende statschefer fra verdens rigeste lande er altså repræsentanter for enorme profitinteresser, som ikke kan fraviges mange millimeter.

I stigende erkendelse af ovenstående, har mange sat deres lid til det alternative topmøde for NGO’er (Non Governmental Organizations). I modsætning til den almindelige opfattelse, er der ikke udelukkende tale om græsrodsorganisationer, men også en række halvoffentlige organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Flygtningehjælp, FN-Forbundet og LO.

I de danske NGO’ers skriftlige oplæg til konferencen bliver den danske regerings oplæg kritiseret for at tegne et glansbillede og glemme mange af de underliggende problemer i det danske samfund; social nød, manglende ligestilling, nedskæringer på handicapområdet osv. Også dansk udviklingsbistand bliver kritiseret.

Men selvom kritikken både er berettiget og skrevet med de bedste intentioner, er det spørgsmålet,hvor langt NGO-konferencen når. Den rummer mange forskellige typer organisationer og repræsenterer mange forskellige interesser – hvordan skal Fremskridtspartiets Ungdom nogensinde kunne blive enige med mexikanske fattigbønder om at frelse verden.

En reel solidaritet på tværs af landegrænserne må bygge på et opgør med de herskende klasser såvel i Vesten som i ulandene.

Hverken Castro eller Mandela

Den danske venstrefløj er klar til i begejstret optog at hylde Fidel Castro og Nelson Mandela som de virkelige alternativer til de rige landes topmøde.

Men ingen af de to repræsenterer et land, hvor man har gjort op med de sociale skævheder. Castros Cuba har siden Sovjets sammenbrud befundet sig på randen af et økonomisk kollaps. Castros løsning er at åbne for vestlig kapitals investeringer i private virksomheder.

Sociale uligheder, kriminalitet, prostitution er voksende problemer på Cuba, fordi den herskende klasse forsøger at løse krisen ved at forbinde sig med de rige i Vesten. Han søger ikke en løsning i solidaritet med de fattige og arbejderklassen på verdensplan.

Mandela mod social lighed

Meget af den samme kritik kan rejses mod den sydafrikanske præsident, Nelson Mandela. Han var leder af kampen mod apartheid, men modarbejder nu de fattige, sorte sydafrikaneres mulighed for en forbedret levestandard.

Sidste efterår var der store strejkebølger blandt de sorte arbejdere, fordi apartheids afskaffelse ikke har forandret levevilkårene for de sorte arbejdere.

Som en tillidsmand fra metalarbejderforbundet, NUMSA, udtalte: “Intet er forandret på fabriksgulvet siden valget. Der er stadig den samme fattighjælp, de samme fyringer, den samme lange arbejdsdag og den samme racisme.”

“Der er ikke nogen pointe i at at have en sort præsident, og stadig blive behandlet som en nigger på fabriksgulvet. Ingen i parlamentet gør noget for at stoppe arbejdsgiverne i at gøre vores liv til et helvede.”

På ANC’s nyligt afholdte konference fik Mandela tilslutning til at prioritere den nationale økonomi fremfor de fattiges problemer.

Håbet om en bedre verden kommer derfor ikke fra de to herrer.

Billedtekst:
Fattigdom er ikke noget, der kun findes i ulandene. I alle lande er der en voksende forskel mellem rige og fattige – også i Danmark.
65% af den danske stats udviklingsbistand går til danske virksomheder.

Se også:
SAA 113: Verdens tilstand

Flere artikler fra nr. 113

Flere numre fra 1995

Se flere artikler om emnet:
FN

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 1735 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside