Socialistisk Arbejderavis
Nr. 113 – Marts 1995 – side 11
Interview med Ditte Graabøl
“Det forpligter at have folks opmærksomhed”
Jens Klüver
Skuespilleren Ditte Graabøl hører til det mindretal af kunstnere, der tager åben stilling til politik. Socialistisk Arbejderavis har talt med hende om politik, teater og om at tage stilling.
I efteråret har du i små dagbladsannoncer opfordret folk til at stemme på Enhedslisten, og du har udtalt dine sympatier med de bosniske flygtninge. Hvorfor gør du egentlig det?
- Når man har folks opmærksomhed, så synes jeg, man har pligt til at bruge det til at komme ud med det, man selv tror på. Det ligger mere til mig nu end for ti år siden. Den samvittighed tror jeg egentlig, mange kunstnere har i forhold til det at være blevet et kendt ansigt. Det forpligter også til at bruge det til noget andet end bare at være et tomt fjæs.
Men kigger man bredt på kunstnere og kulturfolk, så er de ikke kendetegnet ved at tage stilling.
- Der er dem, der gør det, sådan nogle som Anne Marie Helger, Erik Clausen og Ove Sprogøe. Jeg vil gerne være i familie med dem på dén måde. Hellere bruge sin folkelighed til det, end til at reklamere for vaskepulver.
Er det sådan noget, du ikke vil gøre?
- Man skal aldrig sige aldrig, for jeg kan se, at der falder en god hyre af. Men det ville kede mig enormt. Arbejdet er det samme, om du laver en spillefilm med gods i, eller om du står og reklamerer for et vaskepulver. Det er det samme arbejde, du skal lægge i det, forskellen er, at det er kedeligt. Jeg synes ikke, det har noget med mit fag at gøre, så jeg har aldrig gjort det. Hvis nogen af mine kolleger gør det, kan jeg aldrig lade være med at tænke: åh nej, er det nu nødvendigt.
I forbindelse med strejkerne på daginstitutionsområdet har du markeret dig i BT.
- Det er fordi, jeg har to små børn. Så de vidste, at jeg ville blive berørt af det. Jeg bliver glad for, at de ringer, for så er der en lejlighed til at få sagt, at det er langt ude, når de bliver ved med at manipulere med tal og ting i borgerrepræsentationen. Det ser ud som om, at de forkorter ventelisterne. Det gør de bare reelt ikke, og pædagogerne får dobbelt så meget at lave.
Dengang du lavede TV-satire var der da en mulighed for dig for at komme med en kommentar til aktuelle ting.
- Ja, det var fantastisk. Satire er enormt godt og en stor del af vores kultur. Vores verdensbillede er så komplekst i øjeblikket og så vanvittigt, at man er nødt til at have sådan en lille ventil, hvor man kan lukke noget ud. Jeg savner det også ind imellem personligt, fordi jeg har så meget had og latter over mange ting. Det er en god kanal at få afledt det på.
Samtidig skal man passe på, at satire ikke bliver for stor en del af ens udtryksmåde, fordi den hele tiden er lidt distancerende. Man må engang imellem stoppe op, og finde ud af, hvad man selv mener. En ting er at lave pis med dem, jeg synes er åndsvage og pisse på andre holdninger end mine egne.
Men det er også vigtigt at have sin egen holdning med. Ellers bliver man jo bare til en papnæse, der er god til at gøre grin med andre.
På det traditionelle teater er det sværere at komme igennem med holdninger.
- Hvis vi spiller Macbeth eller Hamlet, må vi have en grund til, at vi spiller det i dag. Så må vi have en eller anden tone af 1995, ellers er det ligegyldigt, at vi spiller det. Det ligger meget dybt i mig, måske på grund af min alder, at have en eller anden solidaritet med masserne. Jeg har meget svært ved at klare et eller andet pynteshow.
Hvad mener du om, at musicals og operetter spiller for fulde huse?
- Jeg forstår godt, at folk går ind og ser store musicals, for hvis fire mennesker skal i teateret og have en babysitter osv., så kommer de altså af med 1500 kr. De kommer i teateret én gang om året, og så vil de godt se noget med flotte kostymer og ikke bare gå ind og se fire mennesker.
Hvad med det samfundskritiske teater i dag, fx Norén?
- Det er jo alligevel ikke samfundskritisk. I halvfjerserne ville man have foragtet det og taget afstand fra det. Det er også fordi, der er jo ingen ideologier mere, det er brudt ned alle steder. Så er der heller ikke noget at skrive stykker om, for eller imod.
Det kgl. teater spiller lige nu “Engle i Amerika”
- Det handler jo lige præcis bare om forvirring og opløsning.
Det handler også om firserne.
- Jeg savner afsindig meget stykker, der handler om nutiden. Og personligt længes jeg efter at spille en kvinde på min egen alder. Aldrig har det været så absurd at være kvinde, som det er i dag, det er virkelig paradoksalt.
- Men jeg tror, man stadigvæk er på den med at skrive om historiske personer, og det er også sådan, at man ikke tager om lorten, der hedder 'i dag', fordi ingen rigtig har nogen meninger om, hvad det er, der foregår nu.
Tror du så, at de få, der har meninger, har sværere ved at trænge igennem?
- Det tror jeg. Det kan godt være, at det er ud fra den slags, at der pludselig opstår noget alligevel. Så kommer der grøde i undergrunden.
Lige nu venter vi på kulturbyen.
- Ja, men den interesserer mig simpelthen så lidt. Det er, som om det er en meget stor ære, men vi er bare den sidste i en række af 12. Jeg synes, det er latterligt. Det eneste jeg kan se er, at der reelt er færre teatre, der er færre bevillinger, der er mindre profilering og færre nuancer, end der var før. Det hele minder mere og mere om hinanden. Det er jo både godt og dårligt. Undergrunden er blevet stueren, og de etablerede scener er måske blevet noget frækkere.
Når undergrunden er blevet etableret, må der vel være en ny undergrund?
- Det er det, man venter på. Jeg glæder mig til at se det, og jeg vil godt være med til det. Jeg kan bare ikke finde ud af, hvordan den skal se ud, eller hvad den skal gøre. Men der kommer garanteret noget nu. Der vil altid dukke noget op af sprækkerne.
... hvor kunstneren udtrykker meninger i sit arbejde.
- Det har kunstnere egentlig altid gjort. Man skal ikke være bange for at gøre det nu, man skal udfordre verden. Ligesom man altid skal udfordre sig selv og prøve på at gøre tingene på en ny måde, en frækkere måde. Gå lidt længere ud til kanten.
Mener du, at politik i dag er en grå masse?
- Ja, i aller højeste grad. Det var resultatet af firserne.
- Jeg blev tiltrukket af teater, da jeg var en 16-17 år og meget politisk engageret. Men det var rædselsfulde stykker, vi spillede. Vi har skræmt mange væk.
- Så var det pludselig sådan, at man tog fuldstændig afstand fra at skrive 'kammeratlig hilsen'. Hvis man spurgte underboen, om man skulle deles om en vaskemaskine i kælderen, blev man nærmest beskyldt for at være stalinist.
Tror du folk har givet op?
- Ja, det tror jeg.
Men alligevel var der folk der dukkede op, da der var faglig dag på daginstitutionsområdet.
- Ja, da blev jeg helt glad, det er fantastisk, det er skide godt. Sygeplejerskerne gør også noget, og folk der laver skraldemandsmodel. Folk der selv udtænker en måde, så de kan få lidt mere fri, og der så er en anden, der kan få fast arbejde. I modsætning til forrin-gelsen af orloven og forældreorloven, det er så tarveligt. Det er simpelthen så frækt.
Billedtekst:
- I satiren er det vigtigt at have sin egen holdning med. Ellers bliver man bare til en papnæse, der er god til at gøre grin med andre.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed