Socialistisk Arbejderavis
Nr. 113 – Marts 1995 – side 13
Kunstnerisk frihed i laser
Tom Christiansen
Laserlysstrålen langs den jyske vestkyst, som den 4. maj skal markere 50 året for de tyske besættelsestroppers overgivelse, er løbet ind i et medieskabt folkekrav om censur på kunsten.
Det er beskæmmende at se hvordan nogle modstandsfolk, som under 2. verdenskrig satte livet på spil i kampen mod nazismens censur, racisme og intolerance, i dag er fortalere for censur overfor den kunstneriske frihed.
Men det er endnu mere beskæmmende at se, hvordan politikere forsøger at udnytte hetzstemningen mod laserskulpturen til at skaffe sig noget billig publicity. Uffe Ellemann-Jensen ønskede i 1993 kunstneren, Elle-Mie Ejdrup Hansen, held og lykke med projektet. For nylig er han blevet kritiker.
Meget rammende udtaler hun, at hvis projektet skal stoppes, kan det kun ske via statsministeren. Hvis det sker, “lever vi i et andet land, end jeg troede, vi levede i. Så er der vigtigere ting på dagsordenen end mit kunstværk. Så handler det om grundloven og ytringsfriheden.”
Men ud over censuren rejser debatten yderligere to spørgsmål; hvad er god kunst, og hvad er det, vi fejrer 4. maj. Bag kritikken af lysskulpturen gemmer sig en god portion rindalisme.
Fx i Aktive Modstandsfolks blad “Håndslag” er det en del af kritikken, at såfremt der overhovedet er tale om kunst, “er det på linie med rådne svin, slagtede og udstoppede hundehvalpe og en rusten bunke af gamle biler på Kongens Nytorv.” Der er snarere tale om en provokation, står der i bladet.
Netop, kunst, der er i stand til at provokere, rykke grænser og vække følelser, er god kunst. Kunsten behøver ikke at være “smuk” eller kunne forstås på samme måde af alle. Hvis man skulle kritisere laserskulpturen skulle det netop være for at være for lidt provokerende.
Den udfordrer ikke myten om, at alle danskere var modstandere af den tyske besættelse, og det glorificerede eftermæle, som regering og borgerskab forsøger at give af det samlede danske folk.
Sandheden var, at store dele af borgerskabet tjente tykt på besættelsen, og at dele af borgerskabet var med til at planlægge, hvordan man kunne udnytte tysk besatte områder i Østeuropa og Sovjet.
Kunstnerens egen idé med værket er bla. at symbolisere kommunikationen mellem Danmark og Tyskland. Og her rører hun ved noget ømt. Er det måske ikke Tysklands nederlag, vi fejrer?
Jeg vil sige, at det er den måde, den herskende klasse vil fejre begivenheden på. Den ene nations sejr over den anden. Det viste sig, da 50 årsdagen for invasionen i Normandiet skulle fejres – Tyskland blev ikke inviteret.
Omvendt da 50 årsdagen for de allieredes terrorbombning af Dresden, hvor 35.000 mennesker døde i et altfortærende flammeinferno, skulle markeres, ville ingen repræsentanter fra de allierede deltage.
Som socialist og internationalist synes jeg, at det vigtigste ved d. 4 maj i år er, at der er gået 50 år, hvor tyske, britiske, italienske, amerikanske, russiske og danske arbejdere ikke har været tvunget til at slå hinanden ihjel i de herskende klassers krig om at få del i rovet.
I mellemtiden er der igen kommet krige til Europa, og nationalismens og racismens spøgelse er atter dukket op. Der er al mulig grund til at modgå det ved at forene almindelige mennesker på tværs af landegrænser politisk, kunstnerisk og kulturelt. Derfor er det en skam, at lysstrålen kun når til Nordtyskland.
Billedtekst:
Kritikken af laserlys skulpturen “fredsskulptur 95” er en uskøn forening af nationalisme og rindalisme.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed