Socialistisk Arbejderavis

Nr. 113 – Marts 1995 – side 16

Det er alles kamp

Ri-Bus: Støt de fyrede chauffører

Hans Erik Madsen

Chaufførerne i Ri-Bus bruger arbejdernes bedste våben mod arbejdsgiverne: solidaritet fra andre arbejdere.

Buskonflikten i Esbjerg er nu så tilspidset, at et holdbart kompromis er umuligt. Den handler om, hvem der skal fyres: Chaufførerne eller Ri-Bus. For chaufførerne er den eneste holdbare løsning, at et nyt selskab tager over og genansætter alle de fyrede på løn- og arbejdsforhold, som svarer til niveauet, før Ri-Bus overtog driften.

Muligheden for, at buschaufførerne vinder, er indenfor rækkevidde. Deres eget sammenhold og vilje til at kæmpe er fantastisk. Efter at arbejdet blev fritstillet, vedtog de med stemmetallene 74 for, 4 imod og 1 undlader at fortsætte konflikten.

Sidste trumf

Arbejdsgiversiden spillede reelt den sidste trumf ud, da de fyrede samtlige chauffører. Men i stedet for at skræmme de strejkende tilbage i arbejde, var fyringen med til at forstærke opbakningen bag strejken.På et tillidsmandsmøde, samme dag som chaufførerne blev fyret, bekræftede ca. 100 tillidsfolk fra byens arbejdspladser, at arbejdet ville blive nedlagt i hele byen, hvis politiet forsøger at rydde blokaderne. De fyrede chauffører fik samtidig løfter om hjælp til at forstærke blokaderne.

Efter tillidsmandsmødet står det klart, at buschaufførerne nu ikke alene bliver støttet af byens arbejdspladser, men at byens arbejdspladser har gjort buschaufførernes kamp til deres egen kamp.

Allerede tirsdag – dagen efter tillidsmandsmødet – blev beslutningernes styrke demonstreret. Blokadevagterne tillod ikke servicepersonalet at komme ind. Direktøren fra Ri-Bus tilkaldte politiet. Samtidig blev der fra chaufførernes strejkekomité ringet rundt til byens arbejdspladser og meddelt, at de skulle være klar til at nedlægge arbejdet og komme ud og hjælpe på blokaden.

Denne trussel betød, at politiet holdt sig væk. Dagen inden havde politiet da også udtalt, at de ikke ønsker at blive part i sagen.

Støtten fra andre dele af landet strømmer ind. Flere og flere arbejdspladser og fagforeninger er blevet klar over, at buschaufførernes kamp ikke må tabes. I en række byer er der oprettet støttekomiteer.

Men det er støtten fra arbejdspladserne i Esbjerg, som er mest afgørende for, at buschaufførerne har holdt stand så længe og bliver i stand til at knække ryggen på Ri-Bus.

Fantastisk solidaritet

Alt dette tegner et billede af en fantastisk solidaritet blandt arbejderne i Esbjerg. Samtidig med at de strejkende er meget klar over, at en politisk løsning af konflikten ikke kommer fra oven, men ved at de bruger arbejderklassens bedste våben – strejke og blokadevåbnet og solidaritet fra andre arbejdspladser.

Det udtrykte deres pressetalsmand Allan F. Nielsen klart efter byrådsmødet, hvor de borgerlige vedtog at bede indenrigsministeren om at løse konflikten: “Det var verdens mest vattede forestilling. Hvis de havde nogen rygrad, så havde de grebet ind overfor Ri-Bus. Vi må fortsætte konflikten som hidtil. Det er det eneste, der nytter noget.”

Det er alles kamp

Ri-Bus chaufførernes kamp er en kamp mellem arbejdernes solidaritet og de riges egoisme.

Siden busdriften i Esbjerg blev overtaget af det private selskab Ri-Bus 1. juni 1994, har busserne stået stille i foreløbig 60 dage.

Stridens kerne har lige fra starten handlet om, at Ri-Bus med direktør Kurt Kristensen i spidsen på diktatorisk vis har forsøgt at forringe arbejdsforholdene, at chikanere og fyre medarbejdere og her i sidste ombæring krævet, at chaufførerne gik drastisk ned i løn.

Disse angreb og forsøg på forringelser er i praksis, hvad privatisering handler om, nemlig at sænke prisen på arbejdskraften ved at forringe løn og arbejdsforholdene for hermed at hæve profitten. At det så samtidig foringer servicen for brugerne, bekymrer ikke de borgerlige politikere.

Forringelserne er et eksempel på, hvad et VKZ-flertal vil betyde. Ri-Bus-konflikten er en direkte udløber af, at VKZ overtog magten i byrådet i Esbjerg efter sidste kommunevalg. De borgerliges ideologiske formål med privatisering er at angribe velfærden og styrke egoismen.

Konfliktens politiske overtone har betydet, at buskonflikten fra starten er blevet opfattet som en principiel kamp. Det er også blevet understreget af, at Rutebilejernes Arbejdsgiverforening har truet Ri-Bus med eksklusion, såfremt de forhandler med chaufførerne. Derfor er chaufførernes kamp hele fagbevægelsens kamp.

Vinder Ri-Bus, vil andre politikere og arbejdsgivere lugte blod. Så vil de forsøge efter samme model. Vinder chaufførerne, vil arbejdsgivere rundt omkring holde igen, samtidig med at flere arbejdspladser vil få troen på, at det nytter at kæmpe. Det er konfliktens enkle, men utroligt vigtige problemstilling.