Socialistisk Arbejderavis
Nr. 114 – April 1995 – side 2
Dømt uden beviser
Det socialdemokratiske medlem af Folketinget, Per Kaalund, sagde d. 28 februar om Østre Landsrets dom i Nørrebrosagerne efter 18. maj begivenhederne i 1993: “Det er et skulderklap til politiet, og det trænger de til.”
Vi er mange, der er enige i at det er et skulderklap til politiet, men med den tilføjelse, at det ikke har hold i juraen. Der er nemlig ikke skyggen af bevis på, at de dømte har gjort noget ulovligt.
De er blevet dømt for at have opholdt sig på gaden. De løb, da strømerne kom stormende med visir, skjolde, gasmasker, knipler og skudklare pistoler, og hvem ville ikke have gjort det.
Selve dommen er et eksempel på, at retten kan citere som en bedre Ekstrablads-journalist. En af de dømte kan læse, at dele af hans forklaring bliver slået fast som et faktum, mens en anden del bliver mistænkeliggjort.
Meld dig selv
For at protestere mod denne form for retspleje, har 50 personer meldt sig selv og hinanden til politiet. Alle 50 har som de dømte været tilskuere til urolighederne, uden at have deltaget.
Men dommen kriminaliserer det at være tilskuer, så hvis Østre Landsrets dom er andet end et skulderklap til politiet, skal der dømmes langt flere. Både de 50, der har meldt sig selv, og alle, der har givet politiet forklaring om, hvad der skete d. 18. maj. De må jo også have været til stede.
Billedtekst:
50 vidner meldte sig selv i protest mod dommene over ni tilskuere til begivenhederne 18. maj
Frikendt på trods af beviser
Ikke nok med, at Østre Landsret dømmer tilskuere til begivenhederne d. 18. maj uden skyggen af bevis for, at de har gjort noget ulovligt.
Samme Østre Landsret frikender en uro-strømer, selv om alle ønskelige beviser mod ham er til stede.
Betjenten blev i byretten dømt 3 måneders ubetinget fængsel for gentagne gange at have slået en demonstrant i hovedet med en knippel d.18 maj.
Episoden er videofilmet, så der er ikke nogen tvivl om, hvorvidt den voldelige betjent har handlet i strid med stav-reglementet, som det hedder på politisprog.
Særbehandling
Alle seks dommere i landsretten er enige om, at betjenten er skyldig i en voldsforbrydelse. Men de tre af dem mener, at man ikke kan bevise, at det ikke har været nødvendigt. To mener, at forbrydelsen er forklarlig på grund af presset på betjentene. Derfor skal forbrydelsen ikke straffes. Kun en af dommerne mente berettiget, at den sigtede voldsforbryder skulle spærres inde.
Der er ikke mange af os uden penge eller politiskilt, der ville slippe afsted med at gøre noget ulovligt, ved at sige, at det var nødvendigt, eller at vi følte os presset.
Sig så ikke, at Østre Landsret ikke gør noget ved retssikkerheden.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe