Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 114 – April 1995 – side 12

Påskestrejkerne 1985

De 10 dage, som magthaverne aldrig glemmer

Jan Storgaard

Påskestrejkerne i 1985 er et overset kapitel i den officielle historie, selv om strejken i 10 dage satte landet på den anden ende.

Netop i ti-året for påskestrejkerne i 1985 udkommer et grundigt værk om en af de mest omfattende arbejdskampe i Danmark.

Hans Jørgen Vads bog, “Påskestrejkerne 1985”, beskriver hvad der skete undervejs i forløbet, hvordan en overenskomststrejke udviklede sig til en massestrejke vendt mod det politiske system og forklarer om baggrunden – hvorfor det skete. Sidst men absolut ikke mindst forholder bogen sig til et ret vigtigt synspunkt: Kan det ske igen?

Bogen er tilegnet Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920 “som en hyldest til stilladsklubbens rolle i den kamp som bogen handler om”. Et stort og grundigt arbejde der fortjener stor udbredelse og forhåbentlig kan være med til at ændre den almindelige opfattelse, at der ikke rigtigt skete noget i 1985.

Første del tager udgangspunkt i den officielle LO/DA-strejke i forbindelse med overenskomstfornyelsen. Forhandlingerne om højere løn og bedre arbejdsforhold var brudt sammen. Fra arbejderside krævede man højere løn og kortere arbejdstid. Arbejdsgiverne vejrede morgenluft, og med en borgerlig Schlüter-regering i baggrunden ville de ikke give sig overhovedet. Men samtidig blev der spekuleret i et politisk indgreb, og på denne måde kunne fagtoppen fralægge sig ansvaret for det magre resultat. 280.000 arbejdere blev udtaget til at strejke fra mandag den 25. marts 1985.

Strejken var ikke få dage gammel, før regeringen fremsatte lovforslag om at ophøje mæglingsskitsen til lov. Regeringen var åbenbart så sikker på resultatet, at ikrafttræden først skulle ske efter i alt en uges strejke. Dette kom den til at fortryde. Da først folk var kommet ud at strejke, ville de også have noget ud af det, før arbejdet skulle genoptages. Det var lidt latterligt at gå i strejke på den mæglingsskitse, der var blevet nedstemt for bagefter at se det hele blive ophøjet til lov.

Netop fordi politikere, arbejdsgivere og fagtoppen spillede hasard med strejkeiveren, fik den også et ukontrolleret forløb.

Den 27. marts, den dag hvor lovforslaget skulle vedtages, blev hele Christiansborg blokeret, så politikerne ikke kunne nå frem til afstemningen. De mest aktive faglige grupper havde indkaldt til disse blokader. Politiet blev totalt overrumplet, og først omkring middagstid kunne de begynde at rydde blokaderne én for én. Den sidste, der blev angrebet var stilladsarbejdernes blokade. Flere steder havde situationen udviklet sig til kæmpe slagsmål mellem politi og arbejdere.

Blokaden af Christiansborg blev startskuddet til, at den organiserede strejke ændrede karakter. Fra at være en “kolonihavestrejke” uden aktiviteter blev dette startskuddet til omfattende strejker og blokader i det ganske land.

På et tillidsmandsmøde i Nørrebrohallen den 27. marts talte man allerede om generalstrejke som et muligt resultat af de kommende dages aktiviteter. Tillidsmandsringen blev hurtigt et center i aktiviteterne, og man besluttede at indkalde til et nyt stort tillidsmandsmøde. Mødet blev afholdt den 2. april i KB-hallen, hvor mere end 4000 aktive og kæmpende tillidsfolk mødtes, og hvor mere end 2000 gik forgæves, da hallen var fyldt.

Her diskuterede de aktive perspektivet i en landsdækkende tillidskonference, men et sådan møde kunne ikke afholdes i påskeferien, fordi Sømandsforbundet garanterede for, at færgerne ville ligge stille. Det gjorde de nu ikke, men argumentet var med til at stoppe talen om en landsdækkende tillidskonference.

Efter beskrivelsen af Christiansborgblokaden indeholder bogen et større afsnit, som beskriver, hvordan situationen udviklede sig i Århus. Her følger man en båndafskrift fra lokalradioen, der blev brugt til strejke- og blokademeddelelser.

Nakkehårene rejser sig på én af bare spænding, og det er ligesom at høre det igen, som det var dengang: Strejker på Sabroe, telefondamerne ved Århus Taxa, Ceres, Jaka, Danfoss, Weston tæppefabrik, Posten i Brabrand, Århus Nord, Viby og Åbyhøj, DSB’s centralværksted, havnen, hjemmehjælpere, socialrådgivere. Ja, de var der alle. Selv små arbejdspladser, der ikke var vant til at strejke kom ud og var en del af den store bevægelse. En stor demonstration indkaldt på Rådhuspladsen tiltrak mere end 25.000 mennesker. Så mange havde der aldrig nogensinde været ude før i Århus.

Men det var ikke kun i Århus, at situationen udviklede sig sådan. Over hele landet blev arbejdspladser lagt øde, og gader fyldt op med strejkende arbejdere. I hele forløbet deltog mere end 500.000 mennesker fra alle forskellige faggrupper – både de traditionelle LO-arbejdspladser, men også lærere, pædagoger, sygeplejersker m.fl. deltog.

At mæglingsskitsen blev ophøjet til lov stoppede ikke konflikten. Efter en uges forløb, hvor den var kontrolleret af fagforbundene udviklede den sig i perioden op til påsken som en “vild” strejke, hvor ingen kontrollerede strejken, men hvor alt kunne ske. Strejken havde bevæget sig fra en regulær lønkamp til en politisk kamp, hvor man gik efter Schlüter-regeringen, hverken mere eller mindre.

Tillidsmandsmødet i KB-hallen var med til at flade strejkebevægelsen ud, fordi man ikke havde nogen klar linie i forhold til en landsdækkende konference. Men et andet forhold gjorde sig gældende. For at få betaling for helligdagene, måtte man ikke være i strejke før helligdagene. Dette blev desværre brugt som argument af både Socialdemokratiets og DKPs folk. Et argument der desværre havde grobund blandt mange strejkende. Strejkerne ebbede ud mange steder.

Utilfredsheden med Schlüter-regeringen var dog så stor, at der kom gang i strejkebevægelsen igen efter påske. Strejker og blokader blev genoptaget. Den 10. april kulminerede det. Denne dag var der flere i strejke end før påske. Alligevel ebbede det ud herfra. Årsagen var mangel på politisk lederskab, og vanen tro var DKPerne mere ivrige for at være strejkeslagtere end reelt kæmpe for forbedringer.

Man kan diskutere DKPernes rolle og politik, men den øvrige faglige venstrefløj var splittet og politisk umodne. Frustrationer og nederlagsstemning bredte sig. Den 12. april var det hele forbi, undtagen tre steder, hvor man forsøgte at rejse lokale lønkrav.

IS spillede ingen rolle i påskestrejkerne, vi var kun en lille håndfuld og var blevet dannet kun et halvt år forinden. Men omvendt betyder påskestrejkerne utrolig meget for IS’s politik. IS er om nogen et barn af påskestrejkerne. De spontane massestrejker, der rejser sig som en politisk bevægelse mod regeringen, er IS-politik. Det er ud af denne kamp, at vi ser perspektivet om sejr for arbejderklassen.

Det er også IS’s politik, at en sådan kamp skal koordineres på landsplan. Det var nødvendigt med et skift fra lønkamp til politisk kamp, det var nødvendigt med et landsdækkende tillidsmandsmøde, det var nødvendigt at åbne strejkekasserne, og det var nødvendigt at opbygge et politisk lederskab. Det var nødvendigt i 1985, og det er nødvendigt i dag.

I begyndelsen af 1985 ville alle have forsvoret, at over 500.000 arbejdere ville deltage i de største politiske demonstrationer og arbejdsnedlæggelser i nyere tid. Det kan ske igen.

Det er Hans Jørgen Vads fortjeneste, at denne store arbejdskamp beskrives, analyseres og sættes i perspektiv. Læs bogen, nyd den guldgrube af oplysninger og lær af historien.

Flere artikler fra nr. 114

Flere numre fra 1995

Se flere artikler om emnet:
Påskestrejkerne 1985

Se flere artikler af forfatter:
Jan Storgaard

Siden er vist 3230 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside