Socialistisk Arbejderavis
Nr. 114 – April 1995 – side 13
Milcho Manchevski: “Før Regnen”
“Øje for øje gør verden blind”
Karen Lodal
“Vend den anden kind til,” siger præsten i den makedonske film “Før Regnen” af Milcho Manchevski. Handlingen udspiller sig i en makedonsk landsby med en gryende konflikt mellem den makedonske og den albanske befolkning, og i London.
Men de unge kan ikke vende den anden kind til; de hader, og kan ikke forklare hvorfor, når de ældre taler om forståelse. “Tiden dør aldrig” får man flere gange at vide, og det gør bevidstheden om tidligere tiders overgreb heller ikke. Hændelserne går i ring – optrapningen af volden er uundgåelig.
Første del af filmen foregår i landsbyen, hvor en makedonsk munk redder en albansk pige, der er udset til offer for et hævntogt fra makedonernes side.
Munken bliver smidt ud af klosteret, og vil sammen med pigen flygte, for at ende hos hans onkel Aleksander i London. På vej ud af landsbyen møder de hendes familie, og broderen skyder hende.
Anden del foregår i London. En kvinde, Aleksanders elskerinde, arbejder på det samme fotobureau, som Aleksander fotograferer til. Han er netop vendt hjem fra Bosnien og tydeligt rystet meddeler han kvinden, at han tager tilbage til landsbyen i Makedonien, som han forlod 16 år tidligere.
I hele dette afsnit hører man jævnligt om attentater, og sekvensen i London afsluttes med et voldsomt skuddrama, hvor kvindens mand bliver dræbt.
I den sidste del af filmen er vi tilbage i Makedonien. I landsbyen er meget forandret. Der gives ingen forklaring på hvorfor, men Aleksander mødes af våben og frygt. Han forstår det ikke, forstår ikke hadet. I et forsøg på at redde en albansk pige, bliver han skudt af “sine egne”.
Filmen er et vægtigt modstykke til den voldsdyrkelse, som præger mange film. Vold skaber tragedie, ikke helte.
Tiden går i ring, er et gennemgående tema i filmen, som yderligere forstærkes af, at pigen, som Aleksander redder til sidst, er den samme som dør i første afsnit. Men dette budskab kan vi ikke bruge, det levner ingen plads til håb om fremtiden.
Den opvoksende generation stiller ikke spørgsmål, de accepterer uden videre at være født til had og krig. Det er et problem for filmen, som på den ene side på det tydeligste viser, hvor grusom krig og ufred er, og som på den anden side ikke svarer på spørgsmålet om, hvorvidt vi er født til krig eller til fred.
I filmen gør kun få oprør med “øje for øje”, og tilbage står de onde, de hævngerrige, de, som holder konflikten ved lige. Men de virkeligt skyldige går fri; magthaverne, som driver fredelige mennesker til at hade, til at lede efter syndebukke. Det er yderst forstemmende, idet pointen med parallellen til krigen i det tidligere Jugoslavien til dels går tabt.
“Før Regnen” er en film, der rører ved ens følelser. På den ene side berører den et meget følsomt emne, der tvinger en til at tage stilling til krig og fred, ondskab og godhed, på den anden side giver den intet svar og ingen løsning.
Men det er en skam, i dét filmen bliver en passiv tilskuen til tragedie, fremfor en opfordring til aktiv kamp mod nationalisme og for et solidarisk samfund med plads til alle.
Billedtekst:
“Før regnen” er et vægtigt modstykke til voldsdyrkelsen, men den har ingen svar på, hvorfor, der er krig og ufred.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed