Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 115 – Maj 1995 – side 9

Marxisme i hverdagen

Karakter og eksamen skaber klasseskel

Martin B. Johansen

Så sikkert som april betyder regnvejr, lige så sikkert betyder maj måned en heftig diskussion om karakterer og eksamen på gymnasier og andre uddannelsessteder.

De fleste, der har med uddannelse og pædagogik at gøre, mener, at karakterer og eksamen ikke giver noget retfærdigt billede af en elevs faktiske evner og kundskaber. En eksamen er først og fremmest en test af elevens evne til at gå til eksamen – nervøsitet og mangel på talegaver spiller ofte en større rolle end den faktiske viden.

Der er også lavet forsøg, der viser, at censorer bedømmer de samme opgaver vidt forskelligt.

Alligevel fortsætter karakter- og eksamenssystemet. Og det er ikke på vej ud – tværtimod indføres der flere og flere stop- og adgangsprøver, 13-skalaen bruges i stedet for bestået/ikke-bestået, og et stigende antal fag bliver inddraget i karaktergivningen.

Forklaringen på, at dette system ikke forlængst er afskaffet, ligger i den rolle, som uddannelsessystemet spiller.

Skaber klasseskel

Det overordnede formål er at genskabe de klasseforhold, som er nødvendige for kapitalismen. Altså udskille en lille gruppe, der tager beslutningerne i samfundet; en større gruppe, der administrerer magthavernes beslutninger; og endelig den største gruppe, arbejderklassen, der ikke har noget at skulle have sagt.

Det er derfor vigtigt at fastholde konkurrence og den individuelle præstation. Det er et system, der favoriserer stræbere og personer, der er vant til at formulere sig selvstændigt.

Det er som regel børn fra middel- og overklassen, der bedst er i stand til at klare sig i dette rotteræs. For den sociale baggrund, som disse børn kommer fra, er netop præget af individualisme og den enkeltes stræben.

Gennem individualisering og konkurrenceræs med karakterer og eksamen lærer børn fra arbejderklassen efterhånden, at de ikke slår til, at de er dumme, og at det er deres egen fejl. Og det er netop den slags underdanighed, som magthaverne har brug for hos almindelige lønarbejdere.

Lakaj-rekrutering

Omvendt har magthaverne brug for at rekruttere folk til deres egne rækker, som er indstillet på at bruge alle kneb for at komme til tops: Snakke de overordnede efter munden; gøre som der bliver sagt uden at stille spørgsmål; fremhæve sig selv på andres bekostning.

Karakter- og eksamenssystemet er velegnet til at foretage denne udskillelse. Gennem karaktererne kan man udvælge dem, der dels er mest læsevante, dels har opført sig “pænt”, dvs. ikke haft for meget fravær og i øvrigt har gjort sig fordelagtigt bemærket over for lærerne.

Eksamener skal til dels kompensere for de enkelte læreres vilkårlighed med hensyn til karakterer. Men derudover udskiller eksamener de personer, der i det mindste kan foregive at have overblik, er gode til at formulere sig, og som ikke bliver stressede eller nervøse i en presset situation.

Mange mennesker vil sige, at selv om karakterer og eksamener er uretfærdige, så har vi brug for en eller anden form for bedømmelse, fordi der ikke er råd til at lade folk vælge uddannelse efter eget ønske, idet alle i så fald vil vælge de uddannelser, der giver udsigt til høj løn.

Men de fleste mennesker er ikke så indskrænkede, at de kun tænker på penge. Blandt de mest eftertragtede uddannelser er humaniora, sygeplejersker, pædagoger. De uddannelser giver udsigt til enten arbejdsløshed eller hårdt arbejde og lav løn.

I stedet for karakterer og eksamen må socialister slås for, at alle frit kan vælge den uddannelse, de har lyst til. Og der er ingen grund til at frygte, at folk, der ikke er gode til matematik, vil kaste sig over avancerede ingeniørstudier.

Men fordi hele karakter- og eksamenssystemet er rodfæstet i, at kapitalismen er et klassedelt samfund, så er der god mening i at knytte kampen mod eksamens- og karakterræs sammen med kampen for et socialistisk samfund.

Flere artikler i serien Marxisme i hverdagen

Flere artikler fra nr. 115

Flere numre fra 1995

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 2054 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside