Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 115 – Maj 1995 – side 12

Myter og sandhed om besættelsen

Freddie Nielsen

Debatten om besættelsen og kampen mod nazisme skal trækkes væk fra det nationalistiske udgangspunkt.

Jo større røgslør man lægger ud, des mere får man skjult med det. Det officielle Danmark sætter virkelig alle sejl til, når 50-året for befrielsen skal fejres fra 4. maj og et par dage frem.

Og der er god grund til at det er det officielle Danmark, der sætter sig så massivt på jubilæet.

For selv om de enkelte personer nok er skiftet ud, så er det trods alt de samme partier der på skift har haft regeringsmagten siden, den samme kongefamilie der sidder, og det samme borgerskab der fortsat udbytter arbejderklassen, uanset de skiftende betingelser.

Med op imod 700 halleluja-arrangementer har de gode chancer for at skjule alt uønsket, og der er meget at skjule.

Debatten har siden befrielsen gået meget på regeringens samarbejde med besættelsesmagten. Den har især drejet sig om at regeringen opførte sig unationalt.

Og der kan da heller ikke være tvivl om at regeringen opførte sig unationalt. Men for socialister er en regerings nationale sindelag uden betydning.

Det afgørende er, at det var en kapitalistisk regering før 9. april 1940, og det fortsatte den med at være. Den førte klassepolitik til fordel for borgerskabet, og under dække af besættelsen fik tommelskruerne på arbejderklassen en ekstra tand.

Allerede efter 1½ måneds besættelse blev dyrtidsreguleringen ophævet, lønningerne fastfrosset og der blev indført tvungen arbejdsfordeling – betalt gennem en generel lønskat.

I september 1940 blev der indført strejkeforbud og tvungen voldgift – med andre ord et forbud mod almindelige overenskomstforhandlinger. Ligeledes blev arbejdsløse, der “uden rimelig grund” nægtede at tage arbejde i Tyskland, frataget understøttelsen.

Og endelig vedtog folketinget en lov mod kommunistisk virksomhed i august 1941, efter at de danske myndigheder havde arresteret et større antal kommunister i juni.

Intet af det var handlinger, der førte til protester fra arbejdsgivernes side. Men de levede selvfølgelig også højt på at arbejdernes realløn faldt med ca. 20% i de første besættelsesår.

Besættelsens første år gav borgerskabet megen vind i sejlene.

I løbet af 1943 blev de dog nødt til at sadle om.

Med de tyske hæres begyndende nederlag, begyndte vinden at blæse en anden vej, men især da arbejderklassen gik i offensiven, blev de bange for fremtiden.

Allerede i januar 1943 havde strejketallet i jernindustrien, oversteget antallet af strejker i de tre foregående år tilsammen.

Hvis politikerne skulle have en chance for at vende tilbage på arenaen, så kunne de simpelthen ikke tåle at lave flere indrømmelser til besættelsesmagten.

Det som både politikerne og arbejdsgiverne frygtede var arbejderklassens selvorganisering. Som den konservative Aksel Møller udtrykte det: “Den dag, da samarbejdets skibbrud er ønskeligt, skal det være den ansvarlige regering der bestemmer det, ikke gaden.”

Eller endnu klarere udtrykt af arbejdsgivernes næstformand, der omkring auguststrejkerne i 1943 sagde. “Det er en meget farlig situation vi er i, idet strejken ikke er organiseret af ledelserne, men udenom dem af arbejderne selv. Dette er det farligste af alt, da det kan ende med at lederne slipper taget i medlemmerne, og så kan jeg ikke beskrive det kaos, vi kommer ud i.”

Og det var netop det der skete, både med strejkerne i august 1943, og igen i sommeren 1944, at arbejderne begyndte at organisere sig selv og kæmpe på trods af såvel fagtoppen som politikere og arbejdsgivere. Og resultatet blev i første omgang at regeringen gik af, selv om embedsmændene fortsatte samarbejdet og statsførelsen i deres ånd.

Men selv om politikerne og borgerskabet tilsyneladende havde god grund til at være bange i 1943, viste befrielsen at deres frygt var ubegrundet.

Frihedsrådets borgerlige flertal udgjorde ingen overhængende fare for magthaverne efter befrielsen. Problemet var, at modstandskampen blev ført som en national kamp imod tyskerne, frem for at være en kamp imod nazismen, hvor arbejderklassen nødvendigvis måtte stå i spidsen.

På den måde blev arbejderklassen og dens interesser ladt i stikken. På den ene side underlagde socialdemokratiet sig totalt borgerskabets interesser, og på den anden side underlagde DKP – den nok stærkeste og bedst organiserede enkeltorganisation i modstandsbevægelsen – sig den nationale kamp.

Som DKP skrev i sine “Nytårsteser” ved udgangen af 1942 og gentog et år senere: “Kampen står ikke klasse mod klasse, men gælder Danmarks frihed ... For hensynet til den nationale kamp må alle andre hensyn vige.”

Eller som de danske trotskister skrev i en artikel i 1946, hvor de gennemgik DKP’s politik under besættelsen:

“... i den tid da arbejderklassen var længst nede – i 1941-42 – var der måneder imellem, at D.K.P.s hovedorgan “Land og Folk” overhovedet omtalte den skærpede udbytning af Danmarks arbejdere, og når det endelig skete, var det i form af bebrejdelser mod overklassen, fordi dens egoisme var unational – sprængte det nationale sammenhold, og besættelsesmagten fik langt større ære for arbejdernes forarmelse end der faktisk tilkom den ...”

I det store hele blev resultatet, at modstandsbevægelsen eller i hvert fald dens ledelse var styret af borgerlige kræfter, og i den sidste del også socialdemokrater, hvis mål var en national kamp, der nok skulle føre til at den tyske besættelsesmagt kom ud af landet, men som især drejede sig om at sikre, at der kom så små omvæltninger som muligt ud af det hele. Og sådan kom det til at gå.

Det blev først og fremmest sikret, ved at arbejderpartierne og fagbevægelsen gik ind på den tanke, at klassekampen må “suspenderes” i en situation som besættelsen. Derved blev arbejderne kanonføde, og det blev de både overfor borgerskabets interesser, og som menige rekrutter i modstandsbevægelsen.

Men for mange borgerlige politikere var det ikke engang nok. Den nationale ære – som borgerskabet bruger til at splitte arbejderklassen – var blevet trådt på, og den ville de gerne have ofret nogle flere arbejderliv på at få genoprettet.

I et argument for at den militære kamp skulle have været taget op i København 9. april 1940, skriver den konservative Ole Bjørn Kraft: “Ville tyskerne i så fald have bombarderet København? Sandsynligvis. Men en kamp havde også her understreget, at vi var i krig, og over for verden vist et andet billede af Danmark.”

Kynismen lyser ligefrem ud af argumentet, og når vi ved at en af de absolut største debatter om besættelsestiden drejer sig om det “ydmygende nederlag 9. april”, så er det også klart, at synspunktet langt fra er enestående.

Det der er brug for, er at få trukket debatten om besættelsen og befrielsen og kampen mod nazismen væk fra det nationalistiske udgangspunkt den har nu, men een ting er i hvert fald sikkert: Det er ikke det der er formålet med de mange officielle jubilæumsarrangementer.

Billedtekst:
Sådan vil det officielle Danmark gerne huske besættelsen.

Flere artikler fra nr. 115

Flere numre fra 1995

Se flere artikler om emnet:
DK Historie: 1940-1945

Se flere artikler af forfatter:
Freddie Nielsen

Siden er vist 1407 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside