Socialistisk Arbejderavis
Nr. 115 – Maj 1995 – side 13
Optrapning af politivolden
Jørgen Lund
URO – 25 års gadekamp. Tekst Tom Heinemann. Redaktion: Jette Gotlieb, Ole Krarup, Hanne Reumert og Mille Rode. Forlaget Tiderne Skifter, 1995. – 305 sider, 248 kr.
Er der et billede i af mig? spurgte en bekendt fra det københavnske autonome miljø straks, da jeg hev den helt ny-udkomne bog frem af tasken.
I denne bog er de fine fotografier for det meste dokumentation af bogens gennemgang af 25 års gadekampe. En bog med vægt på politiets, de ansvarlige politikeres og pressens overgreb, konfrontationer og efterfølgende dæk-historier.
Bogens første del er på 30 sider, og dækker perioden 1968-80, med 3 vigtige episoder i dansk gadekampshistorie: Vietnam-demonstrationen i april 68, Verdensbanken i september 70 og slaget om Byggeren i foråret 80.
Ikke blot er det udviklingen fra mobilisering og gadekamp for antiimperialistisk solidaritet til sociale spørgsmål i Danmark, men det er først og fremmest udviklingen i politiets konfrontationer mod demonstrationer.
Den stadige oprustning af det borgerlige samfunds voldsapparat fastholdes som linjen for hele bogens 25 år og fastholdes i overblikket i bogens 4. del, der er en nyttig punktvis opsummering af hele periodens konfrontationer, politiets metoder og det juridiske efterspil.
Bogen mangler fuldstændig politiets indsats og den retspolitiske udvikling i forhold til faglige aktioner, blokader og besættelser.
Til gengæld er bogens anden del den mest spændende: Politiets, ledende politikeres og pressens konfrontationsspiral over for den bevægelse, der udviklede sig fra en ungdomshus-gruppe over BZ-bevægelse til de autonome miljøer.
Det er let nok at se, hvem der igennem 80’erne møder de udadvendte manifestationer og ethvert kreativ forsøg med knipler, masse-anholdelser og vold. Og det er også en væsentlig del af de erfaringer, som udvikler bevægelsen fra husbevægelse frem til egentlig politisk bevægelse, især efter rydningen af de sidste besatte huse i 1990.
De skelsættende begivenheder, aktioner og emner undervejs bliver linet op, fx betydningen af international solidaritet som antiapartheid-aktiviteterne midt i 80’erne – lidt for u-analyseret og juridisk koldblodigt, fortalt med loyal vægt på interne argumenter og udvikling. Og hele tiden med et klart øje på politi, retspolitiske konsekvenser osv. Men også med udeladelser, og for ukritisk en holdning til BZ-bevægelsen/autonome, der kun gør bogen til en delvis overbliks- og historiebog. Fx mangler konfrontationerne og udviklingen i de autonomes politik i 90’erne, især omkring antiimperialistiske spørgsmål og antifascistisk aktivitet.
Rosinen i bogen er så de næsten 100 sider om 18. maj, især om efterspillet om de 113 skud, og mindre om hvorfor og hvad der skete.
Afsløringer og såkaldte redegørelser har været én lang krise for autoriteter og myndigheder. Denne bog følger politiets og justitsmyndighedernes løgn over løgn og manøvre efter manøvre helt op til landsrettens roulette-dom i februar 95 for, at tilstedeværelse er lig deltagelse.
18. maj er skelsættende, for som det retspolitisk konkluderes i afsnittets slutning: “De 113 skud ramte ikke kun 14 mennesker. De ramte os alle.”
Billedtekst:
Politiet har gennem mange år optrappet volden mod demonstranter.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed