Socialistisk Arbejderavis
Nr. 115 – Maj 1995 – side 13
En ny kulturpolitik?
Jakob Nerup
Peter Duelund: “Den danske kulturmodel – en idepolitisk redegørelse”, 472 s., kr. 295, Forlaget Klim.
Med Peter Duelunds sammenfatning “Den danske kulturmodel” er kulturminister Jytte Hildens store projekt, “Den kulturpolitiske redegørelse” på sammenlagt 18 bind, blevet offentliggjort.
Afslutningsbindet, “Den danske kulturmodel”, bringer os tilbage til udgangspunktet i den socialdemokratiske kulturpolitik, som handler om oplysning og udbredelse af den herskende kultur til “folket”.
Som den socialdemokratiske kulturideolog, Julius Bomholt, formulerede det til folketingets åbningsdebat i 1963: – En virkelig kulturpolitik må til det yderste være frisindet. Vil man kultivere demokratiet, må man først og fremmest demokratisere de ydre vilkår for kulturelt arbejde ud fra mottoet: “Nok støtte, men ikke dirigere.”
Peter Duelunds bog er Jytte Hildens forsøg på at formulere en samlet kulturpolitik for 90’erne. Det kan kun hilses velkommen efter ørkenvandringen i de sidste 10-15 år, hvor det med sammenfatningens ord lyder: “90’ernes kulturpolitik er fortsat i 80’ernes fodspor. Kulturens markedsorientering og økonomiske motivering er yderligere taget til.”
Der er mange enkeltforslag til de specifikke kulturområder, men konklusionen er ikke ny eller radikal. Den tager afsæt i den socialdemokratiske samfundsmodel, hvor vi alle har lov til at deltage i tilpasningen til de herskende normer og deres kultur. Med andre ord skal “folket” opdrages til at “forstå” elitens kunst og kultur.
Det er den gamle socialdemokratiske vision om, at arbejderklassen skal stræbe efter middelklasseidyl, hvor der både er materielle goder og kulturel velfærd. Som Peter Duelund formulerer det: “... de oplysningspolitiske mål om individets myndiggørelse og samfundets fortsatte demokratisering fastholdes som centrale elementer i den kulturpolitiske målsætning.” Derfor er 63% af de offentlige midler afsat til formidlingen af kultur og kun 18% til produktion af kultur.
Socialdemokratiet bekender sig til den kapitalistiske markedsøkonomi, så derfor kan det undre, at de 80% af kulturen, som styres af profitinteresser, ikke er berørt. Problemet er, at Peter Duelund accepterer den socialdemokratiske tommelfingerregel om, at når kapitalen er i krise, så må der spares.
For 80’erne og begyndelsen af 90’erne var ikke bare præget af postmodernismens elitære holdningsløshed, men årene var også præget af massive nedskæringer. Det har betydet enorme forringelser for de kulturtilbud, det store flertal kan bruge. F.eks. er bibliotekerne blevet ramt af alvorlige nedskæringer med færre bøger og mindre åbningstid til følge. Det vil Peter Duelund ikke lave radikalt om på, så det vigtigste bud bliver “en mere hensigtsmæssig arbejdsdeling mellem bibliotekerne på regionalt niveau”, så elendighederne specialiseres.
Den væsentligste konklusion er: “Efter redegørelsens vurdering bør den statslige kulturstøtte i årene fremover prioritere støtten til den skabende side.” Det hverken lyder eller er særlig radikalt, men det har alligevel fået dele af den borgerlige kulturelle elite til at fare i blækhusene. F.eks. skriver Poul Erik Tøjner, som er kulturredaktør for Weekendavisen d. 7.4: “Jeg synes, det lyder både urealistisk og lidet ønskværdigt for et samfund at have en samlet politik for den menneskelige og heldigvis uberegnelige udfoldelse vi kalder kunst og kultur.”
Eliten har jo aldrig ønsket, at deres værdinormer og markedets prisfastsættelser skulle anfægtes politisk af andre end eliten selv. Det mest glædelige ved redegørelsen er, at den åbner for en politisering af kulturkampen. Det giver mulighed for, at kritiske folk og socialister kan kæmpe med om værdinormer og prioriteringer i kulturen og dermed udfordre de herskendes monopol på samfundet.
En radikal ændring af kulturpolitikken i det store flertals interesse må være et brud med nedskæringerne på de kulturtilbud, som benyttes af de mange, og en direkte støtte til kulturen i den hverdag, som vi selv har indflydelse på.
Billedtekst:
Jytte Hildens bud på en kulturpolitik er hverken ny eller radikal.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed