Socialistisk Arbejderavis
Nr. 116 – Juni 1995 – side 8
Socialdemokratiet
Et splittet parti
Ole Mølholm Jensen
Den socialdemokratiske partitop har udvist en ekstrem ynkelig adfærd overfor de aktionerende buschauffører i Esbjerg.
Første gang, Poul Nyrup var i Esbjerg under konflikten, gemte han sig hos sin mor. Anden gang, Nyrup tog til Esbjerg, var 1. maj, hvor han for første gang omtalte konflikten. Hans opfordring var ikke uventet, at “nu ta’r vi det helt roligt”, og at en uvildig trediepart skulle mægle mellem chaufførerne og Ri-Bus.
På intet tidspunkt har den socialdemokratiske partitop støttet buschaufførernes kamp mod lønnedgang og for ordentlige arbejdsforhold. Helt anderledes stiller sagen sig, når vi bevæger os nedad i den socialdemokratiske bevægelse.
På gulvplan bakkes buschaufførerne op af tusinder af arbejdere og fagligt aktive, pensionister og andre menige medlemmer af Socialdemokratiet. Ud af de 250.000 der gik i sympatistrejke for chaufførerne den 20. april, var langt de fleste socialdemokrater. Hovedparten af de tillidsmænd, der organiserede strejkerne, var socialdemokrater.
Støtte til buschaufførerne
Baggrunden for de menige socialdemokraters støtte til buschaufførerne er enkel. Chaufførerne kæmper mod konsekvenserne af privatisering og udlicitering. De forringelser af løn og arbejdsforhold, som følger i kølvandet på privatisering og udlicitering, vækker frygt og vrede blandt arbejdere i både den private og offentlige sektor. Fordi det peger frem mod en samfundsudvikling, hvor almindelige menneskers leve- og arbejdsvikår kan blive radikalt truet, og væk fra et samfund med velfærd, solidaritet og fællesskab.
Mange menige socialdemokrater har set skriften på væggen og er gået aktivt ind i kampen for støtten til buschaufførerne. Denne bevægelse mod privatisering og udlicitering har rystet den socialdemokratiske partitop. De er begyndt at vakle på spørgsmålet om privatiseringer. Selv borgmester Thorkild Simonsen må erkende, at buschaufførernes kamp i Esbjerg har sat en foreløbelig stopper for privatiseringstankerne i Socialdemokratiet.
Buschaufførernes kamp er blevet til et spørgsmål om, hvordan samfundet skal udvikle sig. Skal vi have mere liberalisme, hvor almindelige arbejdere må finde sig i ringere løn, arbejdsforhold og offentlig service, for at nogle få rige kan blive endnu rigere, eller skal vi have forsat og stigende social velfærd. Mange menige socialdemokrater vil det sidste, og det har presset partitoppen til endnu ikke at vende sig direkte mod chaufførerne i Esbjerg.
Ny dagsorden
En ny politisk dagsorden er blevet sat internt i Socialdemokratiet, hvor ledelsen er under pres for at bremse op i deres eftergivenhed over for liberalistiske ideer og løsninger.
Det er en meget positiv udvikling. Men kampen er ikke afgjort endnu. Den socialdemokratiske partitop vil gribe enhver mulighed for at presse diskussionen tilbage. De så helst konflikten afblæst. At buschaufførerne makkede ret, og spørgsmålet om privatiseringer trådte i baggrunden.
Derfor er buschaufførernes kamp i Esbjerg også blevet af aller største betydning for den politiske udvikling i Socialdemokratiet. En sejr til chaufførerne vil presse Lykketoft og Nyrup.
En sejr til chaufførerne vil også være en advarsel til de socialdemokratiske pampere i fagbevægelsen, der enten, som LO-formand Finn Thorgrimson, ikke støtter chaufførerne eller, som SiD’s formand Hardy Hansen og den lokale SID formand i Esbjerg, støtter chaufførernes krav, samtidig med at de forsøger at stoppe blokaderne.
Hardy Hansen placerer det politiske ansvar for konflikten det rigtige sted, nemlig hos de politikere der vil liberalisering. Men han har som andre fagbureukrater et tvetydigt forhold til arbejdernes egen aktivitet og kamp. En konflikt som Ri-Bus konflikten giver problemer for de faglige bureaukrater, fordi de i realiteten bliver sat uden for indflydelse. Alle beslutninger om konfliktens forløb bliver taget af chaufførerne selv, i samarbejde med støttekomiteerne, og gør det dermed umuligt for de faglige ledere at forhandle sig frem til et resultat.
Derfor ser vi, at opbakningen fra SiD er meget forsigtig, selv om SiD kunne have knækket Ri-Bus for længst ved at standse for forsyninger til Ri-Bus, iværksætte sympatistrejker og organisere omfattende blokader. I stedet koncentrerer SiD og LO sig om at fremsætte udspil, der først og fremmest handler om, at chaufførerne skal opgive blokaderne. Det vil nemlig betyde, at styringen af konflikten bliver lagt over i hænderne på de faglige bureaukrater.
En udvikling hvor buschaufførerne er sikre tabere.
Billedtekst:
Mange af de, der støtter de fyrede Ri-bus chauffører er socialdemokrater, mens partiledelsen ikke har løftet en finger for chaufførerne.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed