Socialistisk Arbejderavis
Nr. 116 – Juni 1995 – side 9
Marxisme i hverdagen
Kan kapitalismen skabe fred?
Martin B. Johansen
50-året for afslutningen på den blodigste krig nogensinde i menneskets historie har rejst diskussioner om, hvordan vi undgår en gentagelse.
Det mest udbredte bud fra politikernes side går ud på, at der skal opbygges militære alliancer som Nato og Vestunionen, som dels skal forhindre indbyrdes krig mellem deltagerne i alliancen, dels gribe ind i andre konflikter ved at udsende “fredsbevarende” styrker.
Men den form for konfliktløsning peger frem mod at fastholde muligheden for nye krige snarere end at begrænse den.
Det, der forårsagede 2.verdenskrig, skal nemlig ikke findes i en enkelt mands forskruede tanker eller i, at tyskere skulle være et specielt krigsliderligt folkefærd.
Krig skabes af økonomiske årsager
Krig er et langt mere alvorligt fænomen. Det involverer enorme økonomiske og materielle ressourcer og indebærer altid en risiko for nederlag såvel som mulighed for sejr. Det er derfor utænkeligt, at en enkelt diktator eller en magtsyg elite kan sætte en krig i gang, uden at have taget landets økonomiske magthavere i ed.
Grundlaget for vore dages militære og økonomiske rivalisering blev lagt, da kapitalismen i løbet af kolonitiden bredte sig ud over hele jordkloden: Den økonomiske konkurrence blev mere og mere international, og samtidig var der en tendens i de enkelte lande til, at økonomien blev domineret af enkelte store firmaer.
Under kapitalismen spiller den økonomiske konkurrence altid en afgørende rolle i forbindelse med krige. Derfor udviklede den økonomiske konkurrence sig i stigende grad til en militær konkurrence mellem de største kolonimagter – England, Frankrig, Tyskland – om kontrollen over verdensmarkedet og kolonierne.
Der fandtes ikke nogen international stat eller institution, som kunne regulere konkurrencen på samme måde som de enkelte stater kan regulere den nationale konkurrence. I stedet begyndte hver enkelt stat at opbygge et stærkt militær, som kunne forsvare landets økonomiske interesser – altså forsvare de store firmaers interesser i konkurrencen mod andre landes store firmaer.
Og det var dén konkurrence, som udløste 1. og 2. verdenskrig. Uanset hvordan den politiske styreform så ud i de involverede stater, så handlede begge verdenskrige grundlæggende om at opnå kontrol over mest muligt af verdens ressourcer.
Udviklingen efter 2. verdenskrig frem til i dag har ikke været meget anderledes, selv om den har taget andre former. Først og fremmest er de involverede magter blevet meget større, hvad angår både militær og økonomi.
Under den kolde krig fra 1945 til Sovjet-blokkens sammenbrud i 1989 foregik det militære og økonomiske kapløb mellem to store blokke, Nato og Warszawa-pagten. Den opdeling sikrede en lang periode med stabilitet på verdensplan, fordi begge blokkene havde så store økonomiske og især militære ressourcer til rådighed, at en krig mellem Nato og Warszawa-pagten risikerede at udrydde begge parter. Det afholdt ikke de to blokke i at udarbejde planer for at gennemføre og vinde en atomkrig.
Siden Warszawa-pagten brød sammen, har den militære balance været mere usikker. Den gamle opdeling i to blokke er ved at blive afløst af en opdeling i flere mindre blokke: USA, Rusland, Japan, EU. Vestunionen (WEU) er ikke andet end et forsøg på at forsyne EU med et fælles militær, der skal håndhæve EU-landenes økonomiske interesser.
Nye krigsskuepladser
Selv om der ikke foreløbig er udsigt til andet end handelskrige mellem de store blokke, så har de langt fra afskaffet krig. De mange krige – i Afrika, det tidligere Sovjet, i ex-Jugoslavien – indeholder alle et element af indblanding fra én eller flere af de store blokke. I Golfkrigen i 1991 gik Vesten under USA’s ledelse i krig for at forsvare adgangen til olie; i det tidligere Jugoslavien støtter blokkene forskellige parter i krigen og er dermed medvirkende til at forlænge krigen; selv i borgerkrigen i Rwanda sidste år blandede bl.a. Frankrig og Belgien sig for at forsvare nogle investeringer.
Derfor er der al mulig grund til at gå imod Danmarks deltagelse i Vestunionen – jo svagere de enkelte blokke er, desto mindre er risikoen for nye krige. Men skal vi afskaffe krigstruslen helt, så handler det om at afskaffe kapitalismen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed