Socialistisk Arbejderavis
Nr. 116 – Juni 1995 – side 12
‘Det var blevet en vane at strejke’
Martin B. Johansen
Befrielsessommeren i 1945 var ved at udvikle sig til et mareridt for overklassen i Danmark. Det store antal strejker og demonstrationer kunne have bragt en revolution inden for rækkevidde.
Månederne efter befrielsen i maj 1945 var præget af glæde over krigens afslutning. Men de var i lige så høj grad præget af forventninger om forandring – om et opgør med det system, der i 30’erne og 40’erne havde ført til faldende levestandard, massearbejdsløshed og til sidst en verdenskrig.
I Danmark havde den rige overklasse grund til at være bekymret for arbejderklassens krav om forandringer. Trods snakken om nationalt sammenhold under krigen, så var det en kendsgerning, at krigen havde øget forskellen mellem rig og fattig. Politikerne og arbejdsgiverne havde benyttet sig af krigen til kraftige nedskæringer på arbejderklassens levestandard: faldende realløn, huslejerne steg, strejkeforbud, nedskæringer i socialhjælp, arbejdsløse kunne tvinges til Tyskland for at arbejde og mere af samme skuffe.
De rige havde ikke mærket krigens afsavn. De havde penge nok til at forsyne sig på det sorte marked, og mange firmaer tjente store penge på at udføre arbejde for den tyske besættelsesmagt. I alt voksede de private formuer med mindst 10 milliarder kr (målt i datidens penge) under besættelsen.
Men arbejderklassen havde ikke fundet sig passivt i nedskæringerne. Trods strejkeforbud begyndte mange arbejdspladser at bruge strejken som våben fra foråret 1943. I starten mest om løn og arbejdsforhold, men i stigende grad også mod den tyske besættelsesmagt.
Under besættelsen kulminerede arbejderklassens modstand i auguststrejkerne i 1943 og i den københavnske folkestrejke i juli 1944. Auguststrejkerne tvang politikerne til at opgive samarbejdspolitikken, og sammen med folkestrejken året efter viste de, at arbejdernes egen kamp og sammenhold var et mere effektivt våben mod besættelsesmagten end politikernes forhandlingsiver.
Politikerne forsvarede sig med, at samarbejde var nødvendigt for at undgå besættelsesmagtens terrorisering. Under folkestrejken i 1944 havde arbejderklassen fortsat strejken på trods af terror fra den tyske hær og danske nazi-korps, bl.a. Sommer-korpset. Over 100 blev dræbt og 800 såret i løbet af strejken. Strejkens udholdenhed tvang besættelsesmagten til at give efter og ophæve undtagelsestilstanden og spærretiden. Desuden blev et andet nazistisk terrorkorps, Schallburg-korpset, fjernet helt fra København.
Så da den første sejrsrus havde lagt sig ovenpå befrielsen d. 5. maj, var der ikke tale om, at arbejderklassen havde ligget i dvale i 5 år. Tværtimod havde arbejderklassen flere gange været på tæerne, og begyndte nu at kræve regningen betalt for 5 års afsavn og ydmygelser.
Der findes ingen nøjagtige tal for, hvor mange strejker, der fandt sted i de første måneder efter befrielsen, men der var mange. Strejkerne afspejler et klart ønske om at gøre op med den gamle orden. Der var strejker for at sætte nazivenlige værkførere på porten, strejker for højere løn, strejker for at ophæve strejkeforbudet, strejker mod sundhedsfarlige stoffer, strejker mod rationaliseringer og tidsstudier, strejker med krav om udrensning af de politikere og direktører, der havde samarbejdet med nazisterne, sympatistrejker med andre i strejke osv.
Strejkebevægelsen var så omfattende, at den flere gange kulminerede i generalstrejkelignende tilstande. Den herskende klasse og det faglige apparat var så rystet, at de enedes om en generel lønforhøjelse kort tid efter, at B&W-arbejderne havde trukket hele København med i en kæmpe demonstration 4.juli.
Strejkebølgen kulminerede først i foråret 1946, hvor der var noget nær generalstrejke tre gange på fire måneder. Første gang i januar, efter at statsminister Knud Kristensen, Venstre, havde sammenlignet kommunister med nazister. En måned senere blev der strejket mod, at en stikker med fire menneskeliv på samvittigheden havde fået ændret sin dom fra dødsstraf til 10 års fængsel. Og endelig i maj måned mod et regeringsindgreb i slagteriarbejdernes overenskomst.
Men herefter ebbede strejkebevægelsen ud, uden for alvor at have opnået noget. De gamle magthavere var tilbage på deres poster. Udrensningen af folk, der havde samarbejdet med nazisterne, begrænsede sig til de små sortbørshandlere og nogle enkelte stikkere. Overenskomstforhandlingerne i foråret 1946 havde kun givet nogle få øre i lønforhøjelse.
Alt i alt var den gamle orden blevet genetableret efter et uroligt år. Og den herskende klasse kunne ånde lettet op.
Der er ingen tvivl om, at perioden lige efter befrielsen var til mere end nogle øre mere i timen. På den ene side var de rige nødt til at holde lav profil for ikke at provokere arbejderklassen. Det er karakteristisk, at der næsten ikke blev sat politi ind overfor de mange strejker og demonstrationer.
På den anden side var stemningen i arbejderklassen meget selvsikker. Det ses blandt andet af, at mange af strejkerne opstod af de mest forskellige anledninger og i mange tilfælde bredte sig lynhurtigt. En socialdemokratisk historiker beskrev situationen med ordene: “Det var næsten blevet en vane at strejke.”
Magthaverne kunne ikke styre samfundet, og arbejderklassen forventede radikale forandringer. Dermed var den grundlæggende forudsætning til stede, for at arbejderklassen kunne erobre magten fra de rige og opbygge et socialistisk samfund.
Men den næste forudsætning for at overtage magten var ikke til stede, idet ønsket om forandring forblev et forholdsvist diffus ønske – ingen rejste i organiseret form diskussionen om, hvordan de mange strejker kunne udvikles til en kamp for socialisme.
De danske kommunister i DKP fremstod som dem, der ville slås for socialisme, og partiet var vokset enormt i løbet af krigen. Derudover havde partiet en meget stor sympati, fordi DKP meget tidligt var gået ind i modstandskampen i modsætning til Socialdemokratiet, der havde prædiket samarbejde med besættelsesmagten. En meget stor del af de ledende arbejdere var enten medlem af DKP eller sympatiserede med partiet.
Men DKP ville ikke lave revolution. Partiets ledere var mere optaget af at få etableret et samarbejde, og helst en sammenslutning, med socialdemokraterne. Derfor modarbejdede DKP i praksis de mange strejker. Ved strejken i juli 1945 fik DKP’s ledelse gennemtrumfet, at arbejdet skulle genoptages, og at arbejderne skulle afvente, at regeringen behandlede arbejdernes krav – i stedet for at stå fast som under folkestrejken året før.
Og i februar 1946 kunne man læse i DKP’s avis, Land og Folk: “Hvad Danmark har brug for i dag er ikke folkestrejker, men arbejdsro.”
Den holdning var i længden med til at forvirre og desillusionere arbejderklassen. Derfor blev kampgejsten efterhånden slukket, og efter strejkebølgen i foråret 1946 var alt ved at være tilbage til det gamle. Overklassen havde dog lært at respektere arbejderklassens styrke – opbygningen af velfærdsstaten efter krigen er i høj grad sket for at undgå social uro.
Mange vil sige, at situationen slet ikke var til revolution og socialisme i 1945. Men det er umuligt at sige, hvordan situationen kunne have udviklet sig, hvis der havde eksisteret et parti, der havde arbejdet for at udvikle strejkerne og viljen til at forandre samfundet i stedet for at begrænse dem.
Billedtekst:
Ved afslutningen af 2.verdenskrig frygtede overklassen en gentagelse af situationen fra 1.verdenskrig, hvor det meste af Europa var på randen af revolution.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed