Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 117 – Juli 1995 – side 10

Sådan fungerer kapitalismen

Ellen Christensen

De økonomiske forskelle bliver ikke afskaffet under kapitalismen. Og det er nogle få mænd der styrer økonomien.

Mindst femten danske familier kontrollerer hver en milliard-formue. Ingen af de nulevende familiemedlemmer har selv lagt grunden til de mange penge, de har arvet sig til velstanden. Og i mange tilfælde er familieformuen blevet grundlagt før århundredskiftet. Nemlig samtidig med, at kapitalismen for alvor udviklede sig i Danmark med store industriforetagender.

De femten milliardærer er imidlertid kun et udtryk for en personificering af den koncentration af penge, som kapitalismen skaber. Med penge følger magt. Og magten forvaltes af en snæver grupper af personer, oftest mænd, med titler af administrerende direktører og med sæde i forskellige aktieselskabsbestyrelser.

Kapitalismens foretrukne organiseringsform er aktieselskabet, som man skulle tro ville sprede ejerskabet – alle kan jo købe en aktie – men som reelt betyder, at den kontrollerende magt over produktionsapparatet ligger i hænderne på ganske få mennesker. Det er muligt at identificere 100 personer i dagens Danmark, der går igen i alle vigtige bestyrelser, og som f.eks. også kontrollerer Dansk Arbejdsgiverforening.

Det drejer sig om personer med rod i ganske få firmaer: A. P. Møller, F. L. Smidth, Danisco, Danfoss, Grundfos, Lego, Superfos, B&O, IBM, Toms, De forenede Bryggerier, Skandinavisk Tobakskompagni.

Pengene og magten koncentreres

Den voldsomme koncentration af penge og magt er ikke kun udtryk for personlig grådighed, men er en illustration af, hvordan kapitalismen fungerer, og hvem den favoriserer.

Som samfundssystem er kapitalismen karakteriseret af, at den produktion, der foregår, ikke sættes i værk ud fra nogle hensyn om, hvilke varer der nu er mest brug for, men ud fra hvilke varer, den enkelte kapitalist kan tjene flest penge på. Men et endnu mere karakteristisk træk er, at selve systemets måde at fungere på, tvinger de enkelte kapitalister til at indgå i en benhård konkurrence om overlevelse.

Økonomisk set producerer den enkelte kapitalist varer. Det skal forstås meget bredt; varer kan være sko, flæskestege, varme fra fjernvarmeværket og rengøring på plejehjemmet. Fælles for de forskellige typer varer er, at produktionen foretages af ansatte arbejdere, der lever af at sælge deres arbejdskraft. For deres indsats modtager de en kompensation i form af løn, men de har ingen kontrol med, hvad der produceres og hvad der derefter sker med den vare de har produceret.

Kapitalisten afsætter dernæst varen på “markedet” til en pris, der er højere end udgifterne til produktionen. Han indkasserer altså en profit. En del af profitten anvendes til kapitalisten og hans families eget forbrug, mens resten bliver sat i ny produktion.

Den enkelte kapitalists største problem er nemlig, at han ikke kan tillade sig at slappe af. Hvis han ikke kan blive ved med at sælge sine varer, så kan han heller ikke få mere profit. Og for at kunne sælge sine varer er han tvunget til at være billigere end andre kapitalister, der sælger de samme varer.

Arbejderne har ingen indflydelse

Den vigtigste metode til at gøre varerne billigere er at øge produktiviteten, dvs den mængde varer som den enkelte arbejder producerer. Det kan ske på to måder: enten presser kapitalisten arbejderne til at arbejde hårdere eller også investerer han i ny teknologi, der på den samme tid kan få flere varer igennem produktionen.

Ved at øge produktiviteten kan den enkelte kapitalist opnå en konkurrencefordel over for andre kapitalister. Han bliver i stand til at omsætte sine varer til en lavere pris og samtidig skrabe sin egen profit hjem.

Andre kapitalister vil på samme vis forsøge at øge deres produktivitet, de vil også investere i ny teknologi eller presse arbejderne tilsvarende til at yde mere. Derfor vil de ret hurtigt kunne sælge deres varer lige så billigt – eller billigere.

Kapitalisterne er altså hele tiden tvunget til at investere deres profit i ny produktion. Hvis ikke de gør det, vil deres afsætning svigte, profitten vil falde, og de vil enten gå bankerot eller blive opkøbt af konkurrenterne.Det er denne nødvendighed af hele tiden at akkumulere, dvs opsamle, kapital, der er grundlaget for den voldsomme teknologiske udvikling i produktivkræfterne, som kapitalismen har skabt. Men samtidig har akkumulationen også skabt store forandringer i systemet.

Kapitalen koncentreres

Konkurrencen betyder, at små og ineffektive kapitalister bukker under og bliver opkøbt af de større og mere effektive. Det medfører en stigende koncentration og centralisering af kapital, hvor nogle få, voldsomt store selskaber, kan dominere eller endda kontrollere et bestemt marked. De største selskaber er store nok til at dominere enhver nationaløkonomi. Flere multinationale selskaber har større omsætning end det danske bruttonationalprodukt, der ligger på ca. 950 mia. kr.

Centraliseringen af kapital fjerner ikke konkurrencen. Det får den blot til at ændre karakter. Og konkurrencen er i dag endnu mere benhård, end den har været tidligere. Et forhold, der bl.a. kan aflæses af de dybe økonomiske kriser, der har hærget verden tre gange inden for de sidste tyve år.

Kapitalisterne skovler penge ind

I følge Ugebrevet Mandag Morgen steg de 127 største koncerners profit med 32% i 1994. Men der skete ikke en tilsvarende forøgelse af investeringerne. Samtidig bliver arbejderne, som skaber profitten, tvunget til at holde igen med deres lønkrav. Lønsummen er i den samme periode steget med omkring 2%.

Gennem de sidste 7 år er der sket en kraftig omfordeling fra løn til profit. I 1988 gik 56% af den såkaldte bruttofaktorindkomst – der er et mål for den samlede produktionsværdi, når udgifter til råvarer, husleje, energi o. lign. er trukket fra – til løn. I dag er det 50%. (Danmarks Statistik).

I samme periode er produktiviteten steget med 14%.

Danmark siges at være plaget af høje skatter. Men det gælder kun skat på indkomster og afgifter på almindelige forbrugsvarer. Selskabsskatten er lav, og inden for de sidste 10 år er formueskatten endda faldet til 20% af niveauet fra 1983.

Oveni har et bredt lag af initiativrige selskabstømmere muntret sig med at udnytte skattelovgivningen til at hive milliarder af kroner hjem.

Samtidig tjener over halvdelen af den voksne del af befolkningen mindre end de 130.000 kr om året, der udgør højeste dagpengesats. I den anden ende hiver 10% af befolkningen 25% af de samlede lønindtægter hjem. Og formuefordelingen er endnu mere skæv. Det store flertal har slet ingen penge på kistebunden.

Hvor mange penge der udover lønninger hives ud af produktionen i form af aktieudbytte o.lign. til at dække overklassens luksusforbrug findes der ingen opgørelse over. Men ugebladene vidner hver uge om, at det ikke drejer sig om småpenge, og at de sociale forskelle er lige så store som de altid har været.

Skævhederne skyldes ikke kun overklassens grådighed, selv om den er alvorlig nok. De skyldes heller ikke enkelt individers dovenskab, som politiske kræfter på højrefløjen ynder at fremstille det.

Forklaringen skal findes i selve den måde, som systemet fungerer på. Og derfor vil skævhederne være tilstede på trods af nok så mange udligningsordninger og andre reformforsøg.

Den meget skæve fordeling af sociale vilkår kan kun ændres, når vi står sammen om at fjerne kapitalismen og opbygger et nyt samfundssystem, socialismen, fra neden.

Billedtekst:
Det er muligt at identificere 100 personer, der går igen i alle vigtige bestyrelser, og som også kontrollerer Dansk Arbejdsgiverforening.

Flere artikler fra nr. 117

Flere numre fra 1995

Se flere artikler af forfatter:
Ellen Christensen

Siden er vist 1225 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside