Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 118 – August 1995 – side 5

Hvis aktionærerne lukker: Besæt B&W

Vil lukke B&W for at sikre profitten

Lene Junker

I starten af august gjorde B&W alvor af sine planer og fyrede 275 arbejdere uden på forhånd at have orienteret de faglige klubber, som ellers er normal praksis. Meget tyder på, at ledelsen med administrerende direktør Asbjørn Holst Larsen i spidsen har planlagt at lukke B&W ned.

Med en arbejdsløshedsprocent i København på 15 er lukning af B&W en alvorlig trussel for de ca. 1.500 ansatte og mindst lige så mange, der arbejder hos B&Ws underleverandører. Desuden er B&W stadig en arbejdsplads, som mange er glade for, og en arbejdsplads med stærke traditioner for faglig kamp.

Den 27. juni gik B&W i betalingsstandsning. Siden har B&W reelt været under administration af et advokattilsyn, som prøver at skaffe ordrer og kapital.

B&W kan ikke tjene penge nok på den nuværende produktion af bulk-carriers. Derfor har ledelsen kun indgået kontrakt om 5 skibe mere frem til marts 1996.

Priserne på bulk-carriers er lave og handles i dollars, og samtidig sidder B&W med nogle hasarderede amerikanske lån, som ikke er kurssikrede. Derfor mister de penge og mangler akut 152 millioner kroner.

Afventende

Stemningen blandt værftsarbejderne er mat og afventende. Man håber det går. Men selv om ledelsen næsten har spekuleret værftet væk, så har værftsarbejderne alligevel fat i den lange ende. Der er flere ordrer på bulk-carriers og senere også ordrer på special-skibe sammen med Kockums i Malmø.

B&Ws aktionærer har brug for værftarbejderne for at få disse skibe bygget. Hvis de ikke bliver bygget, så mister aktionærerne alle deres penge. Ingen vil købe deres aktier i dag. Derfor er der ingen grund til at stå med hatten i hånden, når der skal forhandles nye aftaler i forbindelse med rekonstruktionsplanen.

Det er de faglige klubbers ansvar at arrangere faglige møder, hvor situationen diskuteres, og hvor man bliver enige om, at det ikke nødvendigvis er arbejderne, der skal spænde livremmen ind. Nu må det være aktionærernes tur.

Hvis aktionærerne lukker: Besæt B&W

B&W-arbejderne kan selv gøre en vigtig indsats for at bevare arbejdspladserne på værftet. Ikke ved at håbe på, at der falder nogle store ordrer ned fra himlen, eller at der findes en barmhjertig kapitalist med nogle hundrede millioner til det lukningstruede værft.

Men ved at bruge den faglige styrke. B&W er i sig selv en af Københavns største arbejdspladser, og strejker og demonstrationer vil kunne mærkes i byen, også selv om der i starten ikke er andre arbejdspladser, som bakker op. Hvis værftsarbejderne desuden allierer sig med de mange, der arbejder hos B&Ws underleverandører, så kan der opbygges en faglig styrke, der rækker langt ud.

Det er vigtigt at afvise snakken om det nu kan betale sig at bevare B&W. Blot få kilometer fra værftet er et prestigeprojekt i milliardklassen i gang – Øresundsbroen, der bygges til glæde for industrien og en lille håndfuld direktører, der skal ud og lufte firmabilen. Alle véd, at staten vil garantere Øresundsbroens økonomi, når den viser sig at være urentabel. Hvorfor kan staten så ikke gå ind og sikre arbejdspladserne på B&W?

Eller hvorfor kan Lønmodtagernes Dyrtidsfond ikke bruge en del af sin enorme formue, som jo oprindelig stammer fra penge, som den danske stat har snydt arbejderne for?

Besæt B&W

Svaret på en lukning eller massefyring må være, at arbejderne besætter værftet. En besættelse, der følges op af sympatiaktioner på andre arbejdspladser, demonstrationer og aktioner i stil med lukningen af Christiansborg i 1985, vil meget hurtigt tvinge Nyrup ud af busken.

Mulighederne er der. Men kampen starter på B&W.

Flere artikler fra nr. 118

Flere numre fra 1995

Se flere artikler af forfatter:
Lene Junker

Siden er vist 2178 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside