Socialistisk Arbejderavis
Nr. 118 – August 1995 – side 11
Læren af kampen mod Ri-Bus
Hans Erik Madsen
De fyrede buschauffører i Esbjerg har endnu ikke vundet over Ri-Bus. Kampen har været lang og hård. Men vi har allerede lært en masse.
Ri-Bus konflikten er enestående i dansk arbejderbevægelses historie. Foreløbig 225 dages konflikt uden normal busdrift i Danmarks 5. største by. En aktionsdag, hvor 200-250.000 lukkede Danmark. Gentagne storstrejker i Esbjerg, som reaktion på politiets forsøg på at bryde blokaden. Landsdækkende støttearbejde, tillidsmandsmøder og busser som har transporteret blokadevagter fra nær og fjern til Ravnevej.
Alt sammen bygget op og styret fra neden af chaufførerne, tillidsfolk og faglige aktivister fra landets arbejdspladser.
Når vi kigger på, hvem chaufførerne i deres kamp er oppe imod, og hvilken betydning de tillægger kampen, har vi en del af forklaringen på, hvorfor denne konflikt er blevet lang, hård og bitter.
Modstanderne
Hovedskurken bag konflikten, VKZ flertallet med Venstre i spidsen, har hidtil følt sig stærke nok til ikke at indgå kompromisser. De bruger konflikten som banner for privatisering og liberalisme, og blandt arbejdsgiverne og magtens mænd og kvinder i Esbjerg, og ud over landet, er der indtil videre ingen sprækker i deres opbakning bag dette felttog.
De føler sig fortsat stærke og har masser af penge. De ejer fabrikkerne, pressen, de har stærke arbejdsgiverforeninger og de har loven og statsapparatet på deres side.
Politiet har foreløbig brugt 50.000 timer på konflikten. Politiets agressive fremfærd og forsøg på at kriminalisere konflikten har til formål at skræmme blokadevagterne væk, splitte chaufførerne og svække solidariteten fra arbejdspladserne. Medierne gør sit til at svine de strejkende og blokadevagterne til.
De faglige ledere
At Ri-Bus chaufførerne ikke har vundet endnu er ikke kun modspillerne i den borgerlige lejrs skyld. De faglige ledere og Socialdemokratiets top bærer et tungt ansvar for det. Fordi de ikke åbent er gået ud og støttet buschaufførerne. Socialdemokratiet er dybt splittet på spørgsmålet om privatisering.
Modsætningen går mest mellem top og bund. Hovedparten af de arbejdere og tillidsfolk som organiserede strejken den 20.april, er socialdemokrater. De vil have et samfund bygget på solidaritet og velfærd. Poul Nyrup og Co. forsøger at forene umuligheden: at varetage kapitalens og arbejdernes interesser samtidig.
Formanden for SiD, Hardy Hansen, støtter chaufførerne kamp. Han placerer ansvaret rigtigt, nemlig hos de borgerlige politikere, der vil liberalisering. Men, Hardy Hansen, har ligesom andre fagbureukrater et tvetydigt forhold til arbejdernes egen aktivitet og kamp.
Hardy tør ikke give fuld støtte
Han ønsker ikke kamp fra neden. Hans linje har været forhandling gennem kompromisser. Han har sik-sakket i hele forløbet. Han har været villig til at nedlægge blokaderne for at få en forhandling. Han har været villig til at sælge ud af chaufførernes krav – fx. at ikke alle skulle ind, at en vis lønnedgang var i orden, etc.
Arbejdsgiverne spiller på, at Hardy ikke vil give buschaufførerne fuld støtte. De ved, at Hardy Hansen er hunderæd for at tage et sådant skridt – ikke på grund af truslen om organisationsansvar og en milllionbod. Nej, Hardy er bange for at miste kontrollen over sine egne medlemmer. For hvad sker der ikke hvis medlemmerne lige pludselig i titusindevis finder ud af at de gennem strejker og masseblokader kan sikre chaufførerne en sejr? Ja, så generaliseres den erfaring, at kamp nytter. Og der er nok af spørgsmål, som folk er utilfredse med på arbejdspladserne. Og så giver de fanden i hvad Hardy mener.
Den bedste måde at presse Hardy og de øvrige fagbosser til at støtte chaufførerne på, er at sætte fornyet gang i støttearbejdet og blokaderne med opbakning fra Esbjergs arbejdspladser og andre landet over.
Omdrejningspunktet for sejr eller nederlag for begge parter i konflikten er i udgangspunktet den folkelige stemning, og især stemningen på arbejdspladserne. En stemning som hele tiden vil svinge.
Knæk modparten
I perioden frem til aktionsdagen den 20.april havde vi teten. Fordi aktionsdagen den 5. april, hvor store dele af landets busser stod stille ligesom Esbjerg gik i stå, viste nøglen til at vinde konflikten, nemlig at ramme arbejdsgiverne på deres profitter.
Oveni kom så at masseblokader i Esbjergs gader reelt satte politiet ud af kraft. 3-4000 blokadevagter stod skulder ved skulder og brugte alt lige fra pebber, tegnestifter, dæk der blev skåret op, til svæller og bøllebank til politiet, for at stoppe busserne. Det rystede politiet og arbejdsgiverne – og det løftede stemningen utroligt på landets arbejdspladser.
Nøglen til at vinde var der – hvad de 250.000 strejkende satte en tyk streg under den 20.april.
Siden da er dampen bag vores solidaritetstog blevet holdt oppe ved at kombinere de daglige blokader med masseblokader som den 1. og 27.juli. En ny storstrejke og hyppige masseblokader er nødvendigt brændstof til den fortsatte kamp.
I øjeblikket kører medierne og politiet skytset i stilling omkring hærværk på en skruebrækkers bil på Rømø. Det er forståeligt, at mange ønsker at stoppe skruebrækkerne, også med sådanne midler, som i sammenligning med politiets grove optræden ikke når hundebid, benlås og tørre tæsk til sokkeholderne.
Nej til hærværk
Men hærværks er en nederlagslinje. Den udspringer af reel frustration over at “Vi er for få på blokaderne til at stoppe busserne, så vi må gøre noget mere.” Men det mere – at lave natlige aktioner – som i sagens natur må være hemmelige, kan ikke bruges overfor de mange, men kun overfor de “hårde”.
Det er der tre problemer i. Hærværk peger væk mod at mobilisere de mange, og hermed væk fra nøglen til at vinde, nemlig at lukke arbejdspladserne og lave masseblokader.
Hærværk giver de borgerlige og de passive fagbureukrater billige argumenter mod at støtte. Og hærværk udtrykker en linje i arbejderklassens kamp, hvor de få klarer ærterne for de mange. De individuelle, natlige hærværksaktioner svækker kampen, og derfor skal vi argumentere offensivt imod dem.
Socialisme fra neden
Uanset udfaldet af Ri-Bus konflikten er der nogle andre vigtige lærdomme, som de ikke kan pille fra os.
Den første er, at storstrejken og den lange konflikt har manet al snak om at arbejderklassen er død, at solidaritet er noget gammeldags, at strejkevåbnet er forældet – i jorden.
Aktionsdagen viste klarere end tusinde ord, at arbejderklassen er den kraft, som til dagligt får samfundet til at fungere. Derfor har arbejderne også magten til at sætte en anden dagsorden end de “folketinge-linge-later, som taler inde på anstalten”, for at sige det med Anne-Marie Helgers ord.
Det andet er, at utrolig mange har ændret opfattelse af utroligt mange ting i vort samfund. Nemlig mange af de strejkende chauffører, blokadeaktivisterne og folk på arbejdspladserne. I dag står det skåret ud i pap, at politiet er kapitalens lejehær, at fagtoppen ikke er med arbejderne, at Danmark er et klassesamfund. De folk skal organiseres så vi er flere næste gang, der kommer en konflikt. Samtidig med at vi skal være flere til at kæde modstanden på arbejdspladserne mod privatiseringer sammen med bevægelsen mod de franske atomprøvesprængninger, NATO og FNs optrapning af krigen i ex-Jugoslavien, mod nazisternes terror, osv.
I Ri-Bus konflikten skal vi holde fast i Marx’s ord: “At arbejderklassens frigørelse er arbejderklassens eget værk.” Der er ikke andre, hverken partier eller ‘seje hærværksraids’, der kan erstatte at arbejderklassen selv kommer på banen igen. Der er ingen smutveje, men masser af faldgruber, også i den fortsate Ri-Bus konflikt.
Billedtekst:
Kampen mod Ri-Bus og VKZ-flertallet i Esbjerg byråd, handler om hvilket samfund vi vil have. Deres egoisme, eller vores solidaritet
Billedtekst:
Mange har under Ri-Bus-konflikten lært, at politiet er arbejdsgivernes håndlangere
Se også:
SAA 118: Ri-Bus chaufførerne: Gør udmattelseskrigen til storstrejke
SAA 118: Politiets støtte til Ri-Bus: Koster os dyrt
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed