Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 119 – September 1995 – side 5

Finansloven 96

Regeringen fører VKZ-politik

Tom Christiansen

Trods den megen polemik i medierne mellem regeringen og VK, så er regeringens udspil til finansloven for 1996 et udtryk for, at den har føjet VK.

Den største enkeltbesparelse på finansloven er nedskæringen på 520 mill. på dagpengene.

Regeringen pakker opstramningen ind i gloser om en udvidet indsats for de arbejdsløse; de skal aktiveres og motiveres til at tage arbejde eller uddannelse.

Men bag de pæne ord gemmer sig helt andre motiver.

Skjult dagsorden

Overvismand Niels Kærgård, udpeget af regeringen, har en helt anden forklaring på, hvorfor dagpengene skal forringes.  “Når bygge- og industriarbejderne kan opnå lønstigninger på 8-10% over to år i en tid med næsten 300.000 arbejdsløse, så er det tegn på, at der er noget galt på det danske arbejdsmarked,” siger han. “Der skal være en reel rådighedspligt, så de ledige fremstår som klare konkurrenter til de beskæftigede om jobbene på arbejdsmarkedet. Sker det, vil lønudviklingen blive holdt nede.”

Arbejdsløse som løntrykkere

Altså handler dagpengeangrebet ikke om at tage hensyn til de arbejdsløse.

Tværtimod skal tilværelsen som arbejdsløs være så elendig, at de arbejdsløse er parate til at tage hvilket som helst job til en hvilken som helst løn. Det presser lønningerne ned og giver arbejdsgiverne mere profit. Det er rendyrket klassepolitik vendt mod arbejderklassen.

Sådan rammer finansloven

Regeringen regner med at spare 12 milliarder kr. på finansloven i år i forhold til sidste år. De 8 mia. skal komme ved, at opsvinget betyder besparelser på dagpenge og kontanthjælp.

De resterende 4 mia. skal findes gennem øgede afgifter og nedskæringer på 3 mia. Ud ad de 3 mia. skal arbejdsgiverne, som har pengene, kun betale 300 mill, mens 2,7 mia. skal betales af de, som i forvejen har det hårdt, og som altid står for skud: arbejdsløse, pensionister, børnefamilier, førtidspensionister:

Nedskæringer på overførselsindkomster på 900 mill., hvoraf:

  • 520 mill. skal spares på dagpengene
  • 200 mill. skæres ned på førtidspensionerne
  • 130 mill. skal spares på boligtilskud, hvilket især rammer børnefamilier, som mister 2.500 kr. om året pr. barn og pensionister i ejerboliger.

Nedskæringer i offentlige tilskud på 800 mill. hvoraf:

  • 125 mill. skal spares på sundhedsområdet, formentligt gennem nedsættelse af medicintilskuddet og brugerbetaling på patienttransport og behandling for barnløshed.

Sølle alternativ

Venstrefløjen i folketinget er røget med på regeringens glidebane i retning af VKZ.

Kun Hardy Hansen, Socialdemokratiet, vil konsekvent stemme imod en forkortelse af dagpengeperioden.

SF har erklæret sig villige til at afkorte dagpengeperioden til 4 år. Og Enhedslistens arbejdsmarkedspolitiske ordfører, Jette Gottlieb, har udtalt, at Enhedslisten er “helt enige med Socialdemokratiet i, at dagpengeperiodens længde er uden betydning.”

Forbehold uden garanti

Både SF og Enhedslisten forudsætter ganske vist, at en nedsættelse af dagpengeperioden kun skal ske, hvis arbejdsløshedsperioden sluttes af med et rigtigt job til overenskomstmæssig løn og med mulighed for at optjene ret til en ny dagpengeperiode.

Men det betyder ikke, at det er i orden at skære ned på dagpengeperioden. For det første er det et knæfald for VKZ’ påstand om, at dagpengeperiodens længde er et problem.

For det andet indebærer det den oplagte risiko, at regeringen i år vil bruge SFs og Enhedslistens ja til forkortelse af dagpengeperioden og det næste år vil fjerne retten til job sammen med V og K.

Angrebene på de arbejdsløse kan ikke stoppes v.hj.a. folketingets partier. Det er afgørende at rejse modstanden på arbejdspladser og i fagforeninger.

Aktiv modstand

Socialister bør derfor rejse  spørgsmålet på deres arbejdsplads, i deres klubber og fagforeninger. Vedtag udtalelser saml underskrifter ind, og diskutér at nedlægge arbejdet i protest. Tag kontakt til andre arbejdspladser og undersøg mulighederne for at lave en samlet protest.

Flere artikler fra nr. 119

Flere numre fra 1995

Se flere artikler af forfatter:
Tom Christiansen

Siden er vist 1695 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside