Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 119 – September 1995 – side 14

A-prøvesprængninger

Protester i hele Danmark

Modstanden mod Chiracs atomprøvesprængninger er stor, og mange steder i landet er den kommet til syne.

Holbæk

“Hr. præsident, jorden tilhører også os unge – ikke kun Dem. Derfor stop atomprøvesprængningerne nu!”

Sådan var budskabet fra Holbæks gymnasieelever, da 350 af dem d. 24. august afleverede 10.704 underskrifter ved den franske ambassade.

Underskrifterne blev samlet ind på bare 5 dage blandt landets gymnasieelever. Til det Fri Aktuelt siger en af initiativtagerne, Britt Johansen, “Jeg ved ikke om det nytter noget, det tror jeg ikke. Men nu har vi vist vores modstand, og det er bedre end bare at se til.”

Hvis andre gjorde ligesom Britt og hendes kammerater, så ville protesten være meget synlig og øve et meget stærkere pres. Bare klem på.

Odense

Fagforeninger, socialdemokrater, socialister og gymnasieelever afholdt d. 31. august et udendørs protestmøde i Odense. 200 mennesker mødte frem med skilte, bannere og højt humør og hørte taler af Erik Aaes,(Restaurations og Bryg. arb. Fagf.), Elise Pedersen (Socialdemokratiet) og Rasmus Linell (Gymnasielev). På gymnasierne var der lavet et stort forarbejde, specielt på Mulernes Legatskole, hvorfra mange deltog i demonstrationen.

Århus

Et par hundrede århusianere deltog i protestdemonstrationen mod de franske atomprøvesprængninger d. 31. august. Demonstrationen var arrangeret af lokale fagforeninger og venstrefløjen. Det lille deltagerantal til trods var stemningen god.

Haderslev

Medlemmer af Internationale Socialister og SFU gik på gaden d. 13. august i  Haderslev for at samle underskrifter mod atomprøvesprængningerne. På en enkelt time samlede de mere end 300 underskrifter i Haderslevs centrum, som blev sendt til Chirac. Selv i en mindre by kan modstanden mod sprængningerne omsættes til aktivitet.

Ålborg

Under overskriften “Stop alle atomprøvesprængninger” samledes ålborgenserne d. 6.september på Gammel Torv. Det var en broget flok, der anbefalede protestmødet, idet den samlede Venstre, VU, socialdemokrater, IS, miljø- og fredsorganisationer og lokale fagforeninger. De lyttede til taler af bl.a. Svend Mortensen, SID-Dronninglund og Carsten Bang fra Jomfru Ane Teatret.

København

Ved redaktionens slutning var indkaldt til demonstration d. 6. september kl. 17.00 ved den franske ambassade på Kgs. Nytorv.

Flere artikler fra nr. 119

Flere numre fra 1995

Siden er vist 1703 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside