Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 12 – September 1985 – side 2

Historien bag 10 års borgerkrig

Er der en ende på blodbadet i Libanon?

Bodil Nielsen

Libanon har i det sidste halve års tid været yndet nyhedsstof i den danske presse. Borgerkrig, terrorbombninger og massakrer på flygtningelejre er den virkelighed, libaneserne lever i.

Der bliver fortalt om religiøse konflikter og USA’s og Israels forsøg på at stoppe dem. Det virker umiddelbart som meningsløst myrderi.

Men der er i høj grad en mening. Den skal søges i Mellemøstens og Libanons historie. Fredsaftalen efter første verdenskrig delte verden mellem de sejrende parter. Europa var blevet for lille og ikke industrialiserede områder blev indlemmet i den vestlige økonomi.

Del og hersk

Frankrig fik en del af Mellemøsten, der blev kaldt Storsyrien. Det strakte sig fra Middelhavet til Tyrkiet i nord, hag mod øst og Palæstina mod syd. Frankrig delte landet og trak grænsen, så Libanon blev domineret af kristne. De grundlagde en stat, der byggede på de kristne som overklasse. De andre grupper i området blev påtvunget fransk dominans både sprogligt og kulturelt. Frankrig sikrede sig magten ved at give en gruppe af befolkningen privilegier.

I 1943 får Libanon selvstændighed. Men i styreformen blev indlagt en sikring af Frankrigs og Vestens økonomiske interesser. Med grundlag i en folketælling fra ‘36, der fastslog kristent flertal, indlagdes i det libanesiske parlament en bestemmelse om, at for hver 5 muslimer skal der være 6 kristne. Præsidenten skal være kristen, vicepræsidenten skal være muslim.

Siden anden verdenskrig bliver de vestlige interesser i Mellemøsten varetaget af USA.

Det libanesiske borgerskab er blevet meget rige på at fungere som mellemleddet mellem arabisk olie og Vesten. Igennem 50’erne og 60’erne gik store summer gennem landet og aflejrede renter i Beiruts banker. Forretningsfolk brugte Beirut som mellemstation, og turisme blev en vigtig indtægt. Bankerne opkøbte store landområder i Sydlibanon og anlagde plantager med citrusfrugter og grøntsager. Det betød, at mange småbønder blev drevet ind til Beirut, hvor slumområderne voksede kolossalt.

Borgerkrigen

Modsætningerne mellem rig og fattig vokser, men indtil 1970’erne sad de kristne magthavere solidt på magten.

Men oliekrisen i 1974 viste, hvor skrøbeligt regimet i virkeligheden var. Et hul blev slået i den kristne økonomi, da oliehandlen dykkede og da oliestaterne begyndte at overtage pengetransaktionerne. Radikale nationalistbevægelser fik vind i sejlene og i 1975 udbryder der borgerkrig. Siden da har den ene krise efterfulgt den anden.

Det har ikke været muligt at etablere et parlamentarisk styre, som alle befolkningsgrupper kan acceptere. Dels på grund af indre modsætninger, dels på grund af udefrakommende interesser.

Maronitterne, det kristne mindretal, havde allerede før franskmændene kom etableret et lille samfund. De boede i klostre og husede pilgrimme på deres vej til »den hellige stad Jerusalem«. De blev naturligt franskmændenes allierede og sidder stadig i dag på størstedelen af kapitalen og statsapparatet. Deres parti, Falangisterne, blev stiftet i ‘36 inspireret af det fascistiske Tyskland. Amin Gemayel er leder af partiet og officielt Libanons præsident. USA og Israel støtter falangisterne militært i at fastholde deres magt.

Muslimerne i området er fortrinsvis to forskellige grupper. Sunni-muslimerne er den største. De tilhører den moderate del af Islam, der dominerer det arabiske område. De udgør størstedelen af det muslimske borgerskab. 70’ernes nationalistiske bevægelser rekrutterede fortrinsvis sunni-muslimer.

De ønsker en stat, hvor magten er fordelt ligeligt mellem kristne og muslimer.

Under borgerkrigen i 75-76 gik sunni'eme i samarbejde med PLO, og det samarbejde eksisterer stadig. Det libanesiske socialistparti består fortrinsvis af sunni-muslimer.

Shia-muslimerne

Shia-muslimerne udgør en halv million af Libanons 4 millioner indbyggere. De er fortrinsvis småbønder og besiddelsesløse. På trods af deres fattigdom og undertrykkelse blev de ikke revet med af 70’ernes politisering. Hverken reformpolitik eller folkefront med kapitalejere kunne tilfredsstille deres interesser.

Shia-muslimerne er den fundamentalistiske del af Islam. De tror på, at der skal dannes et slags »Guds Rige« på jorden, hvor Muhammed har udstukket lovene til mindste detalje. I Iran er det shia-muslimerne, der har magten, og den iranske revolution inspirerede til dannelsen af Amal (håb), den shiamuslimske milits. Her bliver fundamentalismen kombineret med et vagt politisk reformprogram.

Amal-militsens anti-palæstinensiske holdning er ikke vanskelig at forstå. De fleste kommer fortrinsvis fra det sydlige Libanon, hvor israelerne gang på gang er tromlet igennem for at angribe palæstinenserne. Men palæstinenserne har gjort den fatale fejl, at de ikke trak den lokale befolkning med i kampen. PLO udøvede militær kontrol af store dele af Sydlibanon. Derfor var det ikke svært for shia-muslimerne at betragte PLO som skyld i deres lidelse.

I 1982 kæmpede Amal sammen med palæstinenserne mod den israelske invasion. I kampen kunne Amal styrke sig enormt og opbyggede en ny identitet.

Under ledelse af Nahib Berri angreb Amal de palæstinensiske lejre i Beirut. For shia-militsen repræsenterede det en markering af en nyvunden styrke efter mange år som ofre for krig og invasion.

Men markeringen er en illusion. De angriber ikke årsagen til uretfærdigheden, men ofre for det samme system som undertrykker dem selv.

Syrien

Der er ingen tvivl om, at Assads politistat i Syrien har spillet en stor rolle i angrebene. Siden de greb ind i borgerkrigen i 1975, har de været interesserede i, at der ikke skete omvæltninger i deres naboland, da det kunne inspirere til oprør i selve Syrien.

Angrebene på lejrene skulle forhindre Al Fatahs forsøg på at reorganisere sig i lejrene.

Assad ønsker heller ikke, at det israelvenlige falangistparti skal få hele magten. Derfor holder han gryden i kog ved kynisk at støtte først den ene part og så den anden.

USA vil hellere acceptere, at Syrien prøver at indlemme Libanon. Sammen med Israel prøver de at forsvare vestlige interesser ved at støtte falangisterne. Alt tyder på, at tragedien fortsætter. Så længe Libanon forbliver arenaen for en kamp mellem Israel, Syrien og de stormagter, der står bag dem, vil ødelæggelsen fortsætte.

Muligheden for en varig løsning skal ikke søges indenfor Libanons grænser, men i den mellemøstlige arbejderklasse. Syriens og Iraks arbejderklasse vokser. Cairos arbejdere viste deres styrke i den store strejkebevægelse sidst i 70’erne.

Den dag, de libanesiske småbønder allierer sig med en stærk arbejderklasse, er der ikke mere brug for terrorisme og militser.

Flere artikler fra nr. 12

Flere numre fra 1985

Se flere artikler om emnet:
Libanon

Se flere artikler af forfatter:
Bodil Nielsen

Siden er vist 1847 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside