Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 121 – 19. oktober 1995 – side 3

Sverige

Kommunalt ansatte slås for mere i løn

Jens Klüver

De svenske kommunalarbejdere har siden den 28. september været ude i en overenskomststrejke. Kravet er en ordentlig lønforhøjelse for alle kommunalt ansatte og en særlig lønpulje til de lavtlønnede.

Mange kommunalt ansatte kvinder tjener under den grænse, som det svenske LO kalder for “ekstremt lavtlønnede”.

Aggressive nedskæringer

Den socialdemokratiske regering i Sverige har i de sidste halvandet år kørt en aggressiv nedskæringspolitik. Momsen er forhøjet, sociale ydelser er forringet, egenbetalingen for offentlige ydelser er sat i vejret. Og nu barsler regeringen med et forslag om, at lønmodtagerne skal betale et større bidrag til sygeforsikringen.

Samtidig med at virksomhederne i Sverige indtjener rekordstore profitter, skærer regeringen ned på den offentlige service. De kommunale arbejdsgivere vil kun give minimale lønforhøjelser på mindre end 1,7%.

Derfor har både de kommunaltansatte timelønnede og de kommunaltansatte tjenestemænd besluttet at sætte magt bag deres krav. På landsplan er skraldemændene og de ansatte ved de kommunale idrætsanlæg gået i strejke. Det har betydet aflysninger af bla. ungdomsidræt, fodboldkampe og ishockeykampe.

I de første tre uger er strejken gået på skift i forskellige kommuner. Startende med fire kommuner, over seks kommuner til 23 mindre kommuner. Fra den 23. oktober er der varslet en udvidelse af strejken til 25 større kommuner. Den strejke er berammet til at vare 3 uger. Den vil omfatte daginstitutionerne og dele af skolepersonalet.

Blandt de kommunale tjenestemænd er det socialrådgiverne og det administrative personale, der strejker.

Blandt de kommunalt ansatte er det en udbredt holdning, at strejken skal være større, mere omfattende og mere effektiv. Dette understøttes af, at der er omfattende demonstrationer med et større deltagerantal end 1. maj.

Sympatikonflikt

Mange faggrupper har udsendt støtteudtalelser til de kommunalt ansatte, og mange arbejdspladser planlægger at gå i sympatikonflikt, bla. parkeringsvagterne i Stockholm og ansatte indenfor den offentlige transport. De ønsker at sætte yderligere pres på de kommunale arbejdsgivere, så de kommunalt ansatte kan få mere i løn.

Flere artikler fra nr. 121

Flere numre fra 1995

Se flere artikler af forfatter:
Jens Klüver

Siden er vist 1637 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside