Socialistisk Arbejderavis
Nr. 121 – 19. oktober 1995 – side 4
Venstre stormer frem i meningsmålingerne
Grådighedens og egoismens politik
Ågot Berger
Venstre stormer frem i meningsmålingerne. Under paroler om liberalisme og den enkeltes ansvar påstår de at stå for en politik, der sikrer individets frihed og det frie valg.
Men bag de fine ord er Venstre et aggressivt højreorienteret parti, der konsekvent står på arbejdsgivernes og de riges side. Når de taler om frihed, så er det de riges frihed til at forurene, til at slippe for at betale skat, til at rage til sig – og tvinge det store flertal til at betale regningen.
Venstre fik ved valget i september sidste år 23,3% af stemmerne og står i meningsmålingerne i dag til 28-31%. Partiet er vokset med 5.000 medlemmer i årene fra 1990 til 1994.
Tallene giver grund til bekymring, fordi det er fremgangen for den rendyrkede grådigheds og egoismes politik. På det seneste landsmøde slog Venstre fast, at:
- De rige skal blive endnu rigere bla. gennem en skattepolitik, som yderligere sænker erhvervsskatterne og sænker beskatningen af overskud på ejendoms- og aktiesalg.
- Der skal ske yderligere privatiseringer og nedskæringer i den offentlige sektor primært gennem fyringer af ansatte i stat og kommune.
- Mindre stat forstået som reduktion af kollektive goder bl.a med større brugerbetaling i den kollektive trafik og social- og sundhedsvæsenet.
- Skærpet kurs overfor flygtninge og indvandrere.
Venstres landsmøde appellerede til den bløde racisme med sit forslag om at lukke grænserne mere effektivt for fattige indvandrere. Det hedder i forslaget, at for at få dansk statsborgerskab, må man ikke have gæld til det offentlige.
Men en flygtning har tit brugt alt, hvad han/hun ejer på at købe sig til flugten, og det er sandsynligt, at man etablerer en gæld til den danske stat. Lidt mindre er chancen for at etablere gæld, hvis du kommer fra en af de rige olie-familier i Mellemøsten.
Racisme
Sidste nye tilføjelse i Venstres principprogram er en utvetydig appel til at kapre racistiske stemmer: “Fællesskabet i det danske samfund bygger på det kristne livssyn.” I begrundelsen for forslaget skrives, at “buddhister og muslimer ...ikke skal komme her og tro at [de] har noget at påvirke os med”.
Pennefører for Venstres reviderede principprogram er Anders Fogh Rasmussen, som sammen med de unge løver i Venstres Ungdom ønsker en skærpet liberal profil fra Venstre. I Anders Foghs bog “Fra socialstat til minimalstat” (1993) formulerer han: “kun personlig frihed – og fri markedsøkonomi – giver mennesket mulighed for at handle moralsk”.
Men hvem handler moralsk rigtigt: En fattig, der stjæler fra et supermarked; en finansmand, der udfører selskabstømning eller en virksomhedsejer, der tjener penge på at slække på sikkerheden for sine ansatte? Hver dag stjæler kapitalister helt legalt det overskud, som arbejderne producerer. Bliver det kriminaliseret af Venstre?
Og hvor fri skal Venstres frie markedsøkonomi være? Vil Venstre og deres trofaste vælgere i landbrugets topledelse stryge den massive statsstøtte til det danske landbrug, eller EU-støtten til det europæiske landbrug på 250 milliarder kr. årligt? Uffe Ellemann Jensen understregede på Venstres landsmøde, at det er noget vrøvl, at den liberale markedsøkonomi er en trussel mod miljøet. Men samtidig sagde han, at hvis man lægger grønne afgifter på bedrifter, der forurener, “så risikerer vi, at produktionen flytter til udlandet”.
Venstres landsmøde gjorde det endnu engang klart, hvad det er for et samfund Venstre ønsker. Det er et samfund, hvor der ikke er plads til svage grupper som flygtninge og arbejdsløse. Et samfund hvor folk selv må betale, hvis de bliver syge. Et samfund, hvor det lille mindretal af rige kan blive endnu rigere på bekostning af det store flertal.
Kort sagt var landsmødet et klart løfte, om en hårdere kurs mod alle de ting som almindelige mennesker har behov for.
Billedtekst:
Ifølge Venstre skal vi betale mere for at køre med bus og tog eller for at komme på hospital
Myter om markedets velsignelse
Ifølge Venstre opfylder den kapitalistiske markedsøkonomi folks behov. Men rige og fattige har ikke de samme muligheder
Venstres offensiv bygger på myten om, at markedsøkonomien garanterer det enkelte individ den maksimale frihed.
Men i virkeligheden garanterer den kun de riges ret til uhæmmet at skovle til sig. Vi har set på et par af de almindeligste myter.
Den første myte er, at den kapitalistiske økonomi er den eneste som effektivt regulerer produktionen ud fra folks behov. Men spørg hjemløse på gaden i London, Calcutta eller Chicago om markedet opfylder deres behov. Markedet opfylder kun ét behov, nemlig producenternes ønske om profit.
Lave priser betyder lille profit. Det resulterer i, at producenterne gør alt for at sikre høje priser. Den såkaldte overproduktion af madvarer betyder ikke, at priserne bliver sat ned, så flere får mulighed for at købe den mad, de har brug for. I stedet bliver tonsvis af madvarer destrueret og landbrugsjord lagt brak, for at priserne kan holdes kunstig oppe og profitterne dermed sikres.
Ingen frihed
Det er en sandhed med modifikationer, at alle mennesker har den samme grundlæggende frie ret til at handle på markedet. Fx har arbejdsløse og folk med lave lønninger ikke særlig megen økonomisk frihed til at handle på markedet.
Hver dag dør 40.000 børn i verden, de fleste af sult og fattigdomssygdomme. 1,2 milliarder mennesker kan ikke få nok at spise, selv om verden med den eksisterende fødevareproduktion kunne brødføde jordens befolkning to gange.
Hvis produktionen var styret af menneskers behov, ville der ikke være overproduktionskriser. Der er kun overproduktion i forhold til, hvad kapitalisterne kan sælge og tjene på, men ikke i forhold til, hvad der er behov for. Der er millioner af mennesker, der skal bruge de såkaldt overproducerede varer.
Hver gang man hører om overproduktion af madvarer, af stål eller af olie, skal man spørge sig selv: Er der ikke mennesker, der sulter, er der ikke bønder, der har brug for en plov, er der ikke mennesker, der savner olie til brændsel?
En anden myte er, at større grad af fri konkurrence højner standarden på varerne, samtidig med at priserne holdes nede.
For det første vil de fleste økonomer indrømme, at der i dag ikke er særlig stor grad af fri konkurrence. Tendensen mod store koncerner og monopoler er tiltaget i efterkrigstidens kapitalistiske verdensøkonomi. Kig blot på computerindustrien hvor IBM sidder på 70% af verdensmarkedet. Boeing producerer 80% af alle fly på verdensplan.
Konkurrence
Markedsøkonomien bygger på konkurrence mellem producenterne. Den stadigt skærpede konkurrence for at overleve betyder, at producenterne hele tiden kræver færre udgifter til råvarer (dårligere materialer) og lavere pris på arbejdskraften (højere tempo, lavere løn, mere sjusk). Det resulterer i, at der bliver slækket på sikkerhedsforhold for de ansatte og faldende kvalitet på varerne.
Et eksempel på det sidstnævnte er TV2's indtræden på det danske TV-marked. Et af argumenterne var netop, at det ville højne kvaliteten i dansk TV. Men i dag er det tydeligt, at kvaliteten er stærkt faldende. I kampen om seerne satser begge kanaler på billige serier og dårlige quiz-programmer.
Resultatet af dårligere sikkerhed for de ansatte kan aflæses på den massive stigning i arbejdsulykker indenfor møbelindustrien, ulykker som Scandinavian Star, Estonia og den markante stigning i ulykker hos DSB. Firmaerne henviser til “menneskelige fejl” – men hvorfor denne stigning i arbejdsulykker, hvis det ikke er fordi, arbejdsgiverne negligerer sikkerhedsspørgsmål for at holde deres omkostninger nede.
Billedtekst:
Markedsøkonomerne taler om overproduktion, men hvordan kan der være overproduktion, når millioner af mennesker lider nød?
Socialdemokratiet: Svag modstand
Venstres fremgang skyldes først og fremmest, at Socialdemokratiet er et elendigt alternativ.
Den socialdemokratisk ledede regering er efterhånden gået så langt til højre, at det kan være svært at se forskel på Socialdemokratiets og Venstres politik.
Valgforsker Lars Bille forklarer Venstres fremgang således: “Ord som selvbestemmelse og individualisme er kommet i højsædet.” Jørgen Goul Andersen, Professor ved Århus Universitet, følger trop og siger: “Samfundet har også ændret sig i retning af større accept af en vis ulighed.”
Anders Fogh Rasmussens forklaring er: “Udviklingen ikke mindst efter murens fald har bekræftet styrken i de liberale principper.”
Men det passer ikke. De liberalistiske ideer har ikke nogen stor opbakning. Det, der bekymrede de fleste vælgerne (55%) op til valget i september sidste år, var bevarelsen af velfærdsstaten. Kun 21% bekymrede sig om landets økonomi, og blot 4% mente, at skatterne var det vigtigste spørgsmål.
Skærer ned
Problemet er snarere at finde et parti, som vil forsvare velfærdsstaten. Socialdemokratiet snakker om det, men skærer samtidig ned på dagpenge, sundhedsvæsen osv. Og når skraldemændene i Århus kommer med et forslag til, hvordan man solidarisk kan fordele arbejdet, så flere kan komme ud af arbejdsløsheden, så er det en socialdemokratisk arbejdsminister, der skyder forslaget i sænk.
Også ideologisk har Socialdemokratiet svært ved at markere sig uafhængigt af Venstre. Efter Berlinmuren faldt i 1989 og markedsøkonomiens genopstandelse blev fejret som verdensøkonomiens frelser, har liberalismen sneget sig ind i Socialdemokratiets top.
I sin bog “Sans og samling” fra 1994 skrev Mogens Lykketoft i sin hyldest til markedsøkonomien:
“Den internationale konkurrence hjælper verden over til at få megen ineffektivitet og korruption smidt på historiens mødding... Profit skal ikke længere være et fyord.”
Overfor en sådan modstander har Venstre let spil. De taler utilsløret til den asociale og grådige og fremmedhadske del af vælgerne. De har en større appel end et Socialdemokrati, som fører en liberalistisk politik i praksis, men samtidig forsøger at appellere til de vælgere, der går ind for solidaritet og vil bevare velfærdsstaten.
Socialistisk alternativ
Kapitalismen kaster folk ud i arbejdsløshed og fordeler verdens rigdomme ulige både indenfor og på tværs af landegrænser.
Rigdomsdyrkelsen blandt yuppierne i 1980'erne fandt sted i det årti, hvor der for første gang siden 2. Verdenskrig var flere fattige ved årtiets slutning end dets begyndelse.
Den frie markedsøkonomis hærgen i Østeuropa har ikke erstattet fattigdom med vækst og velstand for alle. Tværtimod, oven i de dårligdomme, de tidligere statskapitalistiske stater påførte befolkningen, har de nu sociale problemer og fattigdom som aldrig før.
Socialismen fik et blakket ry, fordi de tidligere statskapitalistiske regimer kaldte sig socialistiske.
Men socialisme har ikke noget til fælles med de bureaukratiske regimer i det tidligere Sovjet og Østeuropa. Tværtimod er socialisme det eneste alternativ til den markedsøkonomi, som både Venstre, Konservative og Socialdemokratiet hylder. Socialisme er ganske enkelt et økonomisk system, som er baseret på menneskers behov og planlagt af de samme mennesker gennem demokratiske beslutninger.
Under den kapitalistiske markedsøkonomi bliver varer, som der er brug for, ikke produceret, fordi fortjenesten ikke er stor nok. Mad bliver ophobet for at hæve markedsprisen.
Der bliver ikke opfundet en vaccine mod AIDS, fordi forskere ikke arbejder sammen på tværs af lande og koncerner. Det enkelte medicinalfirma holder sine resultater hemmelige for at score enorme profitter ved at komme først med vaccinen.
Et socialistisk samfund vil frigøre de enorme ressourcer og rigdomme, der i dag ikke bliver udnyttet, fordi der ikke er profit i det. Det vil gøre det muligt at give hvert enkelt menneske tilstrækkelige ressourcer til at udnytte sin frihed og sine demokratiske muligheder.
Markedsøkonomiens frihed er for de få, mens den socialistiske frihed er for de mange.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed