Socialistisk Arbejderavis
Nr. 121 – 19. oktober 1995 – side 5
Marxisme i hverdagen
De lede politikere
Martin B. Johansen
Politikerne er ikke populære. Det er en generel opfattelse, at politikerne er uærlige, at de fylder os med tomme løfter, og at de er mest interesserede i deres eget levebrød.
Der er ingen tvivl om, at mange politikere er rene taburetklæbere. Og jo mere upopulære politikerne bliver, desto mere kaster de sig over enkeltsager, springer elastikspring og kører cykelture – og bekræfter dermed, at de er mere interesserede i at tækkes vælgerne end diskutere seriøs politik.
Men den store skepsis mod politikerne skyldes ikke kun modstand mod pamperiet – bagved ligger der en stigende mistro til, at de overhovedet er i stand til at løse problemerne.
Sandheden er, at politikerne kontrollerer meget lidt. De kan ikke kontrollere arbejdsløshedens størrelse, højst gøre livet mere surt for de arbejdsløse. De kan lave planer for miljøet, men de bøjer sig, hver gang landbruget eller industrien jamrer sig over, at det er for dyrt.
Derfor er det kun naturligt, at mange mennesker har mistet respekten for politikernes autoritet. Og derfor er det politiske billede præget af en meget sammensat utilfredshed, der kommer til udtryk i et virvar af protester:
Der er sympatien med sygeplejerskernes lønkrav og kampen mod Ri-Bus i Esbjerg, som i foråret kunne trække over 200.000 ud i en sympatistrejke. Der har været boykotten af først Shell og senere franske varer. Og der er protester som i Tønder mod etableringen af et naturgaslager.
Fælles træk
Der er det fælles træk ved alle disse protester, at mennesker på gulvplan aktionerer på trods af politikerne. Men det politiske indhold er meget forvirret. Og ikke mindst i Tønder-sagen og andre lignende sager har borgerlige politikere profileret sig ved at appellere til provinsialisme og snæversyn.
Utilfredsheden med regeringen har især givet Venstre vind i sejlene. Ved det næste valg kan vi risikere, at et VK-flertal fejer socialdemokraterne af banen. Det vil dog langt fra være nogen stabil situation. I Frankrig vandt højrefløjens kandidat Chirac en overbevisende valgsejr i foråret ved præsidentvalget. Men på blot få måneder er hans opbakning forsvundet – et flertal er imod atomprøvesprængningerne, og for nylig strejkede fem millioner arbejdere imod Chirac.
Kort sagt er det den samme protestbølge, som skiftede Mitterand ud med Chirac, der nu vender sig imod selv samme Chirac.
Sagen er, at politikerleden og den manglende respekt for autoriteter markerer en grundlæggende forandring. Det er resultatet af to årtiers økonomisk krise, hvor de samme problemer vender tilbage igen og igen på trods af politikernes fromme løfter. Arbejdsløshed, social nød, krig, flygtninge, forurening, kriminalitet, sult – stadig færre tror på, at regeringerne er i stand til at løse disse problemer.
Polarisering
Derfor tegner der sig et billede, hvor polariseringen vil fortsætte i de kommende år: På den ene side stadig mere desperate politikere. På den anden side det store flertal af lønarbejdere, som ikke føler, at politikerne varetager deres interesser. Dén konflikt har slået en dyb revne i den kontrol over bevidstheden, som politikere, medier og andre autoriteter ellers har haft.
Derfor er det en central opgave i kommende år at udvikle en socialistisk tendens, som ikke nøjes med at udtrykke utilfredshed, men som også præsenterer et alternativ, hvor kontrollen ikke overlades til politikere og arbejdsgivere, men overtages af arbejderklassen selv.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed