Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 123 – 16. november 1995 – side 3

Rabin var ingen fredsdue

Margit Johansen

Yitzhak Rabin, den myrdede israelske statsminister, var ikke nogen fredselsker. Han var aktiv deltager i det zionistiske projekt om oprettelse af en eksklusiv jødisk stat.

Helt tilbage i krigen 1948 havde Rabin en ledende militær rolle. Dengang i Arbejderpartiets sektion af den zionistiske hær (Haganah/Palmach), der gennem terror, massakrer og forfølgelse sendte 900.000 palæstinensere på flugt ud af det land, der kort tid efter blev udråbt til den zionistiske stat Israel.

Fordrevet

Han var som ledende general med til at planlægge strategien for 6-dages krigen i 1967, hvor mindst 250.000 palæstinensere blev fordrevet fra Vestbredden og Gaza.

Regeringen under hans ledelse har ikke taget afstand fra bosættelsespolitikken i de besatte områder.

Under Intifadaen brugte den israelske hær meget brutale midler i kampen mod de stenkastende palæstinensiske unge. Det var midler som tortur og vold. Det var brug af plastkugler, som forvolder store indre skader, hvilket netop var formålet.

Nu hyldes han internationalt som fredens mand, men for blot 5-6 år siden var selv USA bekymret for hans “jernnæve”-politik.

En “jernnæve”, som han brugte i hele hans periode som forsvarsminister fra ‘84-90, hvor der kom en kraftig stigning i antallet af deportationerne, kollektive afstraffelser mm.

Sidst er han sat i forbindelse med mordet på lederen af Islamisk Jihad, Fathi Schakaki, som blev begået af den israelske efterretningstjeneste, Mossad.

Billedtekst:
Rabin anbefalede at brække benene på oprørske unge.

En apartheid-stat

Det var ikke uden grund, at Israel havde tætte, officielle kontakter med det racistiske, apartheid styre i Sydafrika.

Israel er selv en apartheidstat, hvis eksistens bygger på militærmagt og på forskelsbehandling mellem arabiske- eller europæiske jøder og om man er jøde eller ej.

Ingen rettigheder

Palæstinensere, der er flygtet pga. af krigene, har ikke ret til at vende tilbage, mens enhver jøde straks kan blive israelsk statsborger med fulde rettigheder. Palæstinensiske arbejdere bliver dårligere lønnet end israelske, samtidig med at de har det tunge og beskidte arbejde. Histadrut, det israelske LO, mener at palæstinensere skal fyres før jødiske israelere.

Sociale ydelser er forbundet med at have aftjent værnepligt. Da palæstinenserne ikke bliver indkaldt, fratages de indirekte disse ydelser. Censur og fængslinger af folk, der har propalæstinensiske holdninger, rammer såvel den israelske venstrefløj som palæstinenserne.

I de besatte områder er situationen endnu værre, de styres af den israelske besættelsesmagt via militærlovgivning og forordninger. Alle fundamentale rettigheder er sat ude af kraft.

Underlagt

Områderne har fungeret og vil stadig fungere som områder med en billig arbejdskraftsreserve, som helt er underlagt israelske interesser og deres forgodtbefindende.

Billedtekst:
Israels hær er en besættelsesmagt på Vestbredden og i Gaza.

På vagt for USA

Israel var USAs vagthund i Mellemøsten, men med Murens fald og Sovjets sammenbrud blev nogle af de arabiske lande knyttet tættere til USA. Samtidig pressede den økonomiske krise såvel den amerikanske som den israelske økonomi.

De store økonomiske bidrag fra USA måtte derfor reduceres. Dette kunne løses ved at få Israel ud af den økonomiske isolation, som landet var i fht. sine nærmeste naboer – de arabiske lande – og mange store lande i Asien. Derfor har Israel en interesse i fredsaftaler med sine naboer.

Selvom palæstinenserne har fået løfter om selvstyre, har Israel stadig kontrol over de besatte områder. For selvstyret omfatter alene civile spørgsmål og den udgiftskrævende del af administrationen som sundheds- og socialvæsenet og uddannelse. Israel har stadig afgørende indflydelse på den økonomiske udvikling, kontrol med vand og elektricitet, med eksport og import. Det samme gælder den overordnede militær- og sikkerhedspolitik. Og de jødiske bosættere har stadig lov til at bære våben.

Fattigdom og arbejdsløshed blandt palæstinensere er voksende og den sociale og politiske uro vendes nu mod Arafats styre i stedet for mod Israel og USA.

Arafat

Arafat indgik aftalen, fordi PLO var økonomisk og politisk svækket, Oslo-aftalen var sidste mulighed for at redde hans eget politiske liv og sikre den del af det palæstinensiske borgerskab, som han repræsenterer. Derfor er hans selvstyre undertrykkende som det israelske.

Det handler stadig ikke om den almindelige palæstinenser eller om de millioner af palæstinensiske flygtninge, som lever udenfor Palæstina og som aftalen ikke forholder sig til.

Flere artikler fra nr. 123

Flere numre fra 1995

Se flere artikler om emnet:
Israel

Se flere artikler af forfatter:
Margit Johansen

Siden er vist 1249 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside