Socialistisk Arbejderavis

Nr. 123 – 16. november 1995 – side 6

Religion er folkets opium

Et svar på en verden i kaos

Nina Holm Jensen

Religion er et forsøg på, at finde et svar på den kaotiske verden vi lever i. Men religionen løser intet.

Religion har fået en renæssance idag – Det danske Bibelselskab vil i 1996 dele det nye testamente ud til alle københavnere, Venstre tilføjer til sit principprogram, at “Fællesskabet i det danske samfund bygger på det kristne livssyn“ og at “buddhister og muslimer... ikke skal komme her og tro at [de] har noget at påvirke os med”.

Orla Villekjær og hans kristne fundamentalister angriber retten til fri abort, og Søren Krarup hetzer flygtninge og indvandrere med Biblen i hånden. Det er vigtigt for socialister at forstå hvorfor religion igen spiller en rolle og hvordan vi skal forholde os til religiøse bevægelser.

“Religion er folkets opium” er nok det, de fleste tænker på, når man siger marxister og religion.

Udtrykket dækker over en dialektisk forståelse af religion. På den ene side lukker religion folks øjne for deres virkelige problemer, og hvordan de kan løses, og luller folk ind i en drøm om frelse efter døden o.lign.

På den anden side udtrykker religion samtidig de undertryktes håb, og håbet kan blive til en protest imod uretfærdigheden. Religion kan ligesåvel være et våben i hænderne på de undertrykte som på undertrykkerne.

Religionen opstod som en for klaring på naturens mægtige kræfter, som menneskenes liv afhang af. De første primitive religioner eller naturreligioner, personificerede naturens kræfter, gav dem menneskelige tanker og hensigter, og gav på den måde stammen svar på fx hvorfor jagten gik dårligt. Magi og ritualer var stammefolkenes redskab til at kontrollere naturkræfterne.

Med udviklingen af samfundet fra ur-kommunisme til klassedeling, tabte menneskene imidlertid også kontrollen med de sociale og økonomiske kræfter i samfundet. Dermed var de ydre ukontrollerbare kræfter, som påvirkede menneskenes liv, både naturens og samfundets. Disse kræfter blev ligeledes personificerede, og senere i religionens udvikling blev de samlet i en almægtig gud.

Religion udspringer altså af et behov for at forstå den verden, som mennesket føler sig fremmedgjort overfor. I magthavernes hænder bliver dette til en retfærdiggørelse af undertrykkelse og ulighed.

Religionen repræsenterer de herskendes idéer og interesser og opfordrer folk til at affinde sig med den herskende orden, og giver istedet fattige og undertrykte håb om et bedre liv efter døden, hvis de følger religionens foreskrifter. På den måde virker religionen som folkets opium – den tager udgangpunkt i reelle problemer. Men i stedet for at give anvisning på, hvordan mennesker selv kan klare problemerne, tilbyder den flugt fra virkeligheden og tågede drømme, som fører til passivitet.

Religion kan også mere direkte være magthavernes redskab – oprør og strejker er “imod Guds vilje” eller – en krig er “hellig”.

Men netop fordi religionen tager udgangpunkt i virkelige problemer, kan den også få en anden funktion. Marx/Engels udtrykte det sådan: “Religiøs lidelse er på én gang en udtrykkelse af virkelig lidelse og en protest imod virkelig lidelse.” Religionen kan altså udtrykke de undertryktes håb og modstand og give dem noget at kæmpe for.

Den tidlige kristendom startede faktisk som en oprørsreligion. Den var en reaktion imod den korrumperede jødedom og det romerske overherredømme.

Kristendommen gik imod de velhavendes privilegier og prædikede frelse for de fattige og undertrykte. Historien om, at Jesus ville vende tilbage på dommedag, gav dem desuden et håb om en forbedring af deres liv, og kristendommen formåede at inspirere tusinder til kamp.

Buddhismen var ligeledes en protest imod den herskende brutale veda-religion. Buddha gik imod overklassens og præstestandens magt, kastesystemet og offergaver til guderne. Ægte frelse kunne kun opnåes ved at forkaste den materielle verden.

Religion kan altså også spille en rolle som protest imod den herskende orden. Men selvom religionen kan udtrykke protest, som kan føre til at de undertrykte rejser sig, kan den ikke bruges af den klasse der idag er udbyttet og undertrykt, nemlig arbejderklassen.

Arbejderklassen har rent faktisk styrke til at “frelse” sig selv, fordi arbejderklassen kan vælte det kapitalistiske samfund og dermed afskaffe udbytning og undertrykkelse. Religionen er en blindgyde, fordi arbejderklassen i det afgørende øjeblik må stole på egne kræfter, og ikke regne med en gud.

Men religion spiller alligevel en rolle idag. I Sydamerika og Mellemøsten har hhv. katolicismen og islam stor indflydelse blandt mange fattige mennesker. For det første giver religionen dem løfte om frelse fra deres elendige liv. For det andet laver kirkerne faktisk et stort stykke socialt arbejde og uddeler mad og tøj i fattigkvarterene, og bliver på den måde et alternativ.

Også i Vesten har religionen idag en rolle at spille. Det skyldes dels, at flere bliver religiøse, dels at den herskende klasse giver mere plads til religionen.

For nogle mennesker giver religion, det være sig alt fra nyreligiøse sekter over Folkekirken til indremission, en acceptabel forklaring på den brutale verden vi lever i – en verden med krig, arbejdsløshed, forurening, hungersnød og voksende skel mellem rige og fattige.

Religion kan give retningslinier og moral til de folk, der søger en måde at forholde sig til verden på.

Men en endnu vigtigere grund til, at religionen får mere plads idag er, at den herskende klasse spekulerer i at bruge den. Kristne fundamentalistiske abortmodstandere og “vogtere” af kernefamilien bliver nu synlige, også i Danmark.

Den herskende klasse kan bruge det reaktionære “forsvar for familien” som reelt er et angreb på kvinders tilkæmpede rettigheder. Den kan bruge det svar, som religionen giver på verden i krise, fordi passiv accept og fokusering på “den indre ondskab”, eller endog djævelen, er ufarlig for den herskende klasse. I en situation, hvor arbejderklassen begynder at røre på sig igen, har herskerne brug for kirken.

Kapitalismens krise giver altså grobund for religion, dels fordi den herskende klasse kan se sig presset til at bruge religionen, dels fordi flere søger svar på den uforklarlige verden.

Hvordan skal socialister så forholde sig til religion? Det må være klart, at socialister er fjender af religion og tilhængere af, at folk selv styrer deres liv og samfundet uden frygt for en gud.

Indførelse af socialisme vil betyde, at behovet for en ydre forklaring på verden falder væk. For i et socialistisk samfund vil menneskene kontrollere de sociale og økonomiske kræfter, ikke omvendt. Desuden vil ingen leve et liv i undertrykkelse og fattigdom. Selve det materielle grundlag for religion forsvinder således.

Men hvordan vi som socialister forholde os til religion og religiøse bevægelser her og nu? Hvis vi mener vores modstand mod religion alvorligt, må vi huske, at den eneste måde at afskaffe religion for evigt, er ved at afskaffe kapitalismen. Det vil sige, at vores vigtigste fokus må være klassekampen, og den ideologiske kamp mod religionen må være underordnet dette.

I praksis betyder det at vi gerne kæmper sammen med religiøse, hvis det kan bringe klassekampen fremad. Fx står vi på samme side som de danske præster, der hjælper bosniske flygtninge, og som muslimer, hinduer og buddhister, der kæmper imod imperialisterne.

Det betyder ikke, at vi skal opgive vores kritik af religion, men at kritikken må underordnes det vigtigere mål, nemlig udviklingen af klassekampen.

Lenin sagde det således: “Den moderne religions rødder er dybt rodfæstet i den sociale undertrykkelse af de arbejdende masser, og ingen mængde læsestof, hvor oplyst det end er, vil fjerne religionen fra massernes bevidsthed, indtil disse masser selv lærer at kæmpe imod de sociale forhold, som religionen udspringer fra på en forenet, disciplineret, planlagt og bevidst måde “ indtil de lærer at bekæmpe kapitalisternes herredømme i alle dets former.”

Billedtekst:
De danske kristne fundamentalister er i offensiven igen. De angriber den af arbejderklassen tilkæmpede frie abort.