Socialistisk Arbejderavis
Nr. 125 – 14. december 1995 – side 6
Når arbejderklassen tager magten
Jens Klüver
Revolutioner bliver udskreget som udemokratiske, men de gange arbejderne har forsøgt at tage magten, har det været igennem en udvidelse af demokratiet.
Historien giver os utallige eksempler på, at arbejdere i kamp udvikler en kollektiv styrke, som de kan bruge til at tage magten. De kan opbygge et samfund, der giver almindelige mennesker mulighed for at styre deres eget liv.
Den første arbejderstat, Pariserkommunen, opstod i Paris i 1871. Arbejderne dannede deres egen regering og afskaffede den professionelle hær og politiet. Alle personer, der udførte officielle funktioner, blev valgt og fik den gennemsnitlige arbejderløn. Arbejderne valgte repræsentanter til alle besluttende forsamlinger. Modsat parlamentet i dag, kunne repræsentanterne afsættes, såfremt, de folk der havde valgt dem, ikke syntes, at de repræsenterede dem godt nok.
Den franske regering smadrede Pariser-kommunen og slagtede 20.000 af de aktive deltagere. Men de havde skabt en model for, hvordan et andet samfund kan organiseres.
Modellen blev anvendt og yderligere udviklet, da arbejderne i Rusland lavede opstand i 1905. I løbet af revolutionen dannede de deres egne organisationer, der tog magten på arbejdspladserne nemlig sovjetterne eller arbejderrådene. Det startede med en strejkekomité for typograferne og udviklede sig til et organ med repræsentanter for alle byens arbejdere.
1905 revolutionen blev smadret, men sovjetterne genopstod i endnu større omfang, da februarrevolutionen i 1917 væltede den enevældige zar. Rådene bestod af arbejderne og de millioner af soldater, der gjorde oprør mod Ruslands deltagelse i første verdenskrig. Rådet udfordrede selve statens inderste væsen – dens monopol på væbnet magt. Regeringen, der havde afløst Zarens styre, blev konfronteret af en egentlig arbejderregering. Sådan en dobbeltmagtsituation er ustabil. Enten vil kapitalistklassen gå imod arbejderrådene for at generobre kontrollen, eller rådene vil smadre den gamle stat og selv tage magten.
Små strejker udfordrer den herskende klasses ideer. Massestrejker ændrer hele samfund. Under en revolution gennemgår millioner af arbejdere en forandring samtidig med, at de forandrer samfundet. John Reed, en amerikansk revolutionær, beskrev atmosfæren i Petrograd, der var revolutionens højborg.
Der var “møder hver nat og hele dagen med endeløse diskussioner. På gaden samledes stadig flere mennesker i løbet af aftenen, gik op og ned af gaden og kæmpede for at få fat i aviserne.”
Og da kontrarevolutionens tropper prøvede at smadre arbejderstaten; “Langs hele den grå horisont begyndte fabrikkernes fløjter at lyde. I titusindvis strømmede arbejderne ud, mænd, kvinder og børn med rifler, hakker, spader, ruller af ståltråd og patronbælter over deres arbejdstøj. Et sådant opløb var aldrig set før i en by.”
“Det var deres slag, for deres verden, officererne var valgt af dem.”
Reed kom tilbage til byen sammen med arbejderne der havde sejret. “Over horisonten spredtes det glitrende lys fra byen sig. Den gamle arbejder der kørte holdt rattet i en hånd, mens han med den anden hånd gjorde en stor bevægelse hen imod den lysende by. ‘Min,’ udbrød han, mens ansigtet lyste op. ‘Alt sammen mit nu! Mit Petrograd!’”
De arbejdere, der kæmpede for deres stat, og som for første gang havde fornemmelsen af at styre deres eget liv, var ikke fundamentalt forskellige fra arbejderne i dag. Enhver, der havde set på den russiske arbejder blot fem år før revolutionen, ville have set arbejdere, som accepterede de herskendes ideer.
Revolution havde forandret dem, og den forandrede flere millioner. Det var højdepunktet af den bølge af kampe, der rystede Europa.
I Tyskland blev kejseren væltet af arbejderrådene og Tyskland blev trukket ud af 1. verdenskrig. Italien var rystet af to års intense arbejderopstande, der kulminerede da hundredtusinder af arbejdere besatte deres fabrikker i 1920.
Revolutionerne blev knust, men arbejderrådene dukkede op hver gang arbejdere brød den gamle orden og begyndte på at danne et nyt samfund. Under den spanske revolution i 1936 var Barcelona under arbejderkontrol.
George Orwell skrev en stærk skildring: “Det var første gang, jeg nogensinde havde været i en by, hvor arbejderklassen var ved magten. Praktisk taget enhver bygning af en hvis størrelse var beslaglagt af arbejderne og var indhyllet i røde flag eller anarkisternes røde og sorte flag; på alle vægge var der malet hammer og segl og de revolutionere partiers initialer; næsten enhver kirke var udbrændt.”
“Alle butikker og cafeer havde en inskription der sagde, at den var kollektiviseret; selv skopudserne var kollektiviseret og deres kasser var malet røde og sorte. Tjenere og butiksassistenter så dig i øjnene og behandlede dig som en ligemand. Det ydmyge tjenersprog var midlertidig afskaffet. Drikkepenge var forbudt ved lov.”
Arbejderrådene dukkede igen op i Ungarn i 1956, da masserne gjorde oprør mod Ruslands og dens lokale marionetters brutale styre.
I nyere tid har der været dannet fabriksråd efter opstanden i Portugal i 1974, der gjorde en ende på næsten 50 års højreorienteret diktatur.
I Polen i 1980 var Solidarnosc mere end bare en fagforening. Bevægelsen truede direkte den herskende klasses magt og dens russiske allierede. I en periode vandt arbejderbevægelsen den ene sejr efter den anden over magthaverne.
Men Solidarnosc var på det tidspunkt tvunget til vælte statsmagten eller forlise. Fordi bevægelsen ikke havde et revolutionært lederskab blev det tvunget under jorden for derefter at blive den herskene klasses redskab.
Og i dagens Frankrig kan vi se, hvad massestrejker kan gøre ved folk. Dagligt samles arbejdere for at diskutere dagens opgaver og deres organisering. De strejkende arbejdere oplever deres kollektive styrke, og der er sket en forandring i de personlige relationer. Som en lærer udtaler: “Før kendte jeg knap nok folk i kvarteret. I løbet af få dage fandt vi hurtigt ud af at ringe til hinanden og organisere transport – selv børnene bliver bragt til sport og fødselsdage.”
Men ethvert arbejderråd har haft en vision om en bedre og mere retfærdig verden. Almindelige mennesker tørstede efter informationer og diskuterede alting. Russiske arbejdere flokkedes for at høre foredrag om græsk drama. Portugisiske arbejdere diskuterede litteratur og digtning.
Normalt var det store flertal adskilt fra enhver reel kontrol med deres tilværelse. Med arbejderrådenes overtagelse af magten blev der skabt en atmosfære af kollektiv magt, der gav mulighed for individuelle udtryk for ens egne behov og ønsker.
Afstemninger var ikke længere en undtagelse i et liv, som mest bestod i at modtage ordrer. De var et led i hverdagens liv. Ethvert offentligt embede blev udøvet af en repræsentant fra de almindelige arbejdere og underlagt deres kontrol med mulighed for at blive afsat til enhver tid.
Det var det, Marx mente med “proletariatets diktatur" – magt udøvet af det umådeligt store flertal over det lille mindretal, som tidligere havde undertrykt og udnyttet millioner.
Almindelige mennesker nød de mest demokratiske øjeblikke i deres liv. Men for undertrykkerne har revolutioner altid været meget “udemokratiske", fordi de truer deres rigdom og privilegier, hvilket de højlydt har givet udtryk for.
I ethvert tilfælde, med undtagelse af Rusland i 1917, knuste de gamle herskere arbejderrådene og indførte et autoritært regime eller et parlament til at varetage deres interesser. På basis af deres demokrati grupperede de sig i partier, som f.eks. socialdemokratiet, og insisterede på, at arbejdermagt var udemokratisk, og at den parlamentariske vej er den eneste gangbare.
I Rusland formåede arbejderrådene i nogle få år at skabe et samfund og etablere et demokrati, som overgik alt set både før og siden. Revolutionen blev stranguleret og smadret. Stalinismen knuste arbejdermagten og udviklede en tyrannisk herskende klasse. Men modellen med arbejderråd kan genopstå hver gang, at arbejdere prøver på at skabe et alternativt samfund.
Billedtekst:
1974: Arbejdere og studenter i Portugal gjorde en ende på 50 års højreorienteret diktatur.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed