Socialistisk Arbejderavis
Nr. 125 – 14. december 1995 – side 8
Franske arbejdere viser vejen
Tom Christiansen
Strejken har forandret de franske arbejdere. De kæmper sammen med de studerende mod deres virkelige fjender – arbejdsgiverne og regeringen.
Indtil for et par uger siden var Frankrig mest kendt for at have en præsident, der følte sig magtfuld nok til at lade hånt om protesterne mod prøvesprængningerne både i Frankrig og internationalt.
I dag er alt forandret. Nu er det arbejderklassen og studenterne, der spiller med musklerne og holder regeringen i et jerngreb.
De franske jernbanearbejderes strejke er ved redaktionens afslutning i sin tredje uge. Og i løbet af perioden har de hele tiden formået at trække flere og flere arbejdere med i strejken først og fremmest offentligt ansatte, men også privat ansatte. Omkring 1 million demonstrerede i Frankrig torsdag d. 7. december, og fagforbundene har opfordret til endnu en dag med store demonstrationer tirsdag d. 12. december, netop som denne avis går i trykken.
Vreden i den franske arbejderklasse er enorm. Ligesom i Danmark har sygeplejerskerne i Frankrig opgivet at være de pæne piger. I demonstrationen d. 24. november sang de: “Juppé, vi kommer og sparker dig i røven.” En skolelærer sagde under samme demonstration: “Vi er så stærke og slagkraftige. I årevis har bosserne fået flere og flere penge forærende, og vores offentlige service og vores lønninger er blevet skåret ned. Nu har vi fået nok. Regeringen siger, at den ikke har nogen penge. Vi kan da tage dem fra cheferne.”
Ingen penge?
Vreden er udløst af regeringens nedskæringer på hospitaler, jernbaner, pensioner og den sociale sikkerhed samtidig med at skatterne forhøjes for de fattigste.
Regeringens begrundelse er, at der ikke er råd. Men der er råd til at bruge milliarder på prøvesprængninger og på politioperationen “Vigipirate”, som officielt går ud på at stoppe terrorbomberne i Paris, men som i virkeligheden er en racistisk politichikane af alle med en anden hudfarve. Men strejkerne har ikke bare forandret Frankrig, også de franske arbejdere forandrer sig, som en metroarbejder, Gilles, siger:
“Det er min første strejke. Jeg stemte på Chirac til præsidentvalget. Han lovede at gøre alting bedre, men det hele er blevet mere og mere råddent. Vi bliver nødt til at slås – alle arbejdere sammen. Juppés plan rammer os alle.”
Forandret er også racismens og nazismens muligheder i Frankrig. Mens nazisten Le Pens parti, Front Nationale, havde et glimrende præsidentvalg i foråret, har partiet ikke meget at sige til de strejkende arbejdere. I stedet for at vende vreden mod indvandrerne, har de franske arbejdere vendt vreden mod deres egentlige fjende – nemlig regeringen og arbejdsgiverne.
Denis Godard, som er redaktør af Socialistisk Arbejderavis’ søsteravis i Frankrig Socialisme International siger, at:
“Der er arbejdere på demonstrationerne og i strejkerne, som har stemt på nazisterne, og nogle er oven i købet medlem af Front Nationale. Men nu er de aktive sammen med andre arbejdere, sorte og hvide. De kan nu overtales til at droppe nazisterne.”
Studenterne er en meget vigtig del af aktiviteterne. Sideløbende med strejkerne har hundredtusinder studerende demonstreret og aktioneret for at få forbedret deres studievilkår.
Fælles interesser
Studenterne og arbejderne startede hver for sig, men ser i stigende grad de fælles interesser i at bekæmpe regeringen. Mange studerende har deltaget i arbejdernes demonstrationer. På demonstrationen d. 24. november lød et af slagordene: “Studenter, arbejdere – solidaritet.”
2.000 strejkende jernbanearbejdere deltog i Paris i en studenterdemonstration d. 30. november. “Vi talte til studenterne og de stemte for at fortsætte kampen. I dag deltager de i vores demonstration. Nu er der i virkeligheden tale om én kamp,” har en af de strejkende jernbanearbejdere udtalt.
Strejkerne har tvunget regeringen i defensiven. Fra at stå stejlt på, at den ikke ville bøje sig, er det nu regeringen, der må tigge fagforeningerne om at ville forhandle.
En-dags-aktioner
Indtil videre har fagforeningerne bakket aktionerne op og har sagt nej til at lave aftaler med regeringen. Men strejkerne er ikke fagforeningsledernes kop the. De går ind for kontrollerede endagsaktioner, der stiller dem stærkere i forhandlingerne.
De støtter kun den fortsatte strejke, fordi de er presset til det af stemningen blandt de menige arbejdere. Hvis de undsagde strejkerne nu, ville det blive løbet over ende og totalt miste kontrollen. Ved at støtte strejkerne håber de på, at de bliver i stand til at stoppe dem indenfor en overskuelig fremtid.
I Danmark fik vi en demonstration af, hvordan det fungerer. Det ene øjeblik bakkede SiD-toppen Ri-Bus chaufførerne op, kun for at være i stand til at stikke en kniv i ryggen på chaufførerne senere.
De herskende frygter et nyt 68
Navnlig kombinationen af studenteropstand og strejkebølge har fået mange til at sammenligne begivenhederne i Frankrig med, hvad der skete i Maj 68.
I 68 var det studenternes slagsmål i gaderne med politiet omkring universitetet i Sorbonne, der udløste vreden i arbejderklassen. Mere end ni millioner arbejdere var i strejke og mange steder havde arbejderne besat fabrikkerne.
Generalstrejken udfordrede det bestående system ikke bare ved at lukke fabrikkerne. Når en generalstrejke effektivt lukker et samfund ned, melder spørgsmålet sig, hvordan skal arbejderne få noget at spise, hvor skal de få vand, elektricitet og gas fra. Det var arbejderne, der organiserede, at der blev transporteret mad, at der blev produceret tilstrækkelig elektricitet.
Det var arbejderklassen, der havde magten i store dele af samfundet.
Derfor frygter den herskende klasse en gentagelse af maj 68. Også herhjemme har mange travlt med at bortforklare muligheden af et nyt maj 68. Og der er en stor forskel.
Indrømmelser
I 1968 kunne den herskende klasse ride stormen af på to måder. For det første gav de arbejderklassen store indrømmelser først og fremmest på lønnen. For det andet kunne de stole på, at fagforeningstoppen ville inddæmme og begrænse bevægelsen og i sidste ende stoppe den.
I dag er den første mulighed stærkt begrænset. Flere års økonomisk krise har indsnævret det økonomiske råderum, og der er ikke plads til lige så store forbedringer for arbejderklassen. Til gengæld kan de stadig stole på fagforeningstoppen og Socialistpartiet.
Det er muligt, at det også denne gang skal lykkes dem at inddæmme bevægelsen, men det er ikke uundgåeligt.
Kampen kan gå meget længere end nogen fagforeningsleder ønsker det. Men sandsynligheden for, at det vil ske, ville have været meget højere, hvis der havde været et større socialistisk parti, som kunne pege på, hvordan kampen kunne føres uafhængigt af fagtoppen.
Det vi kan gøre i Danmark, er at opbygge et stærkt socialistisk alternativ, som kan spille den rolle, når der næste gang kommer en påskestrejke eller en ny 20. april.
Det er den største bevægelse siden maj 68. Det eneste der kan stoppe os nu er en fuldstændig skrotning af Juppés plan.
Patrick, postarbejder.
Billedtekst:
Ligesom i 68 er det arbejdere og studenter, der sammen kæmper for forbedringer.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed