Socialistisk Arbejderavis
Nr. 126 – 11. januar 1996 – side 5
Marxisme i hverdagen
Klassekamp i klasseværelset
Martin B. Johansen
Der har i de sidste par år været optræk til debat om skolesystemet. Ikke mindst i lyset af en international undersøgelse, der udstillede det danske skolevæsen som middelmådigt i forhold til andre vestlige lande.
Debatten drejer sig især om to ting: Dels om det rimelige i at fastholde princippet om en udelt folkeskole uden sortering i “kloge” og “dumme” børn. Dels om den store tilgang til gymnasiet er med til at sænke niveauet.
Når det drejer sig om folkeskolen, har der været talt om at sortere enten de dygtigste eller problembørnene fra i specielle klasser.
Mange – ikke mindst lærere – vil indvende, at sorteringen er vigtig af pædagogiske grunde.
Men bag de pædagogiske hensyn gemmer der sig to faktorer, som i stigende grad præger skolesystemet.
Nedskæringer hævner sig
For det første er mange års nedskæringer ved at hævne sig: Stigende klassekvotienter, nedskæring af timetal, mangel på lærere, forældede lærebøger, mangel på tid og penge til pædagogisk efteruddannelse og fornyelse – det er alt sammen med til at forstærke problemerne i folkeskolen og gymnasiet.
For det andet er der den mere barske kendsgerning, at kapitalismen altid har formet skolesystemet ud fra det overordnede behov for arbejdskraft, ikke ud fra hensyn til pædagogik.
Det var for eksempel almindeligt indtil for bare 25 år siden, at skoleklasser blev delt i “almene” og “boglige” klasser allerede fra 5. klasse. Igen i 8. klasse blev der lavet en ny udskilning, så kun de dygtigste kom i realklasserne. Og af dem slap kun et mindretal videre til gymnasiet.
Men den økonomiske vækst i 50’erne og 60’erne ændrede samfundet. Hundredtusinder flyttede fra landet og ind til byerne og fik arbejde i den voksende industriproduktion. Hele den offentlige sektor blev kraftigt udbygget i form af sundhedsvæsen, ældrepleje, administration, daginstitutioner osv.
Den udvikling stillede krav om en arbejdskraft, som var mere veluddannet end tidligere. Der var ikke længere brug for så mange landarbejdere eller ufaglærte, men der var til gengæld stærkt brug for faglærte, pædagoger, lærere, administratorer, socialrådgivere, sundhedsarbejdere.
Derfor var der også brug for et skolevæsen, hvor der blev lagt mindre vægt på at sortere de kloge fra de dumme og mere vægt på at få så mange børn som muligt igennem mindst ni års skolegang. Der blev åbnet for en hel del pædagogisk fornyelse, hvor indlæring gennem problemløsning og samarbejde blev sat i stedet for terperi og udenadslære.
En konsekvens af den øgede skolegang var udbygning af gymnasier og HF, således at næsten halvdelen af en årgang i dag kommer på gymnasiet.
Men den herskende klasse har lært af tyve års permanent høj arbejdsløshed. De taler ganske vist om at satse på en højt uddannet arbejdskraft. Men dét perspektiv omfatter ikke alle. De ved, at en del af hver årgang alligevel havner blandt de arbejdsløse, og dem vil magthaverne ikke bruge ressourcer på at uddanne.
Dette er den egentlige grund til, at der nu bliver rejst krav fra højrefløjen om mere sortering i folkeskolen og gymnasiet. Det kan være i form af specielle klasser for de klogeste eller i form af regulær frasortering af problembørnene.
Denne diskussion kan ikke føres som en diskussion af pædagogiske principper. Problemer omkring indlæring og motivation kan løses, hvis der bliver afsat ressourcer til det. Men højrefløjens mål er at gennemføre samfundets klassedeling i hvert enkelt klasseværelse.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed