Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 128 – 8. februar 1996 – side 4

Politi og domstole

Bodyguard for de rige

Martin B. Johansen

Hvis man er i tvivl om, at Danmark er et klassesamfund, så kan man bare se på, hvordan politiet og domstolene behandler rige og fattige.

Der bliver brugt meget små ressourcer til at opklare overklassens forbrydelser. Kun to mand blev afsat til at efterforske en selskabstømmer, der har tømt 250 selskaber til en værdi af 230 millioner. Resultatet er, at politiet kun kan nå at rejse tiltale for tømning af 20 af de 250 selskaber.

For at kunne rejse tiltale mod 120 personer, som har været involveret i selskabstømninger, har Bagmandspolitiet fået bevilget i alt 8 stillinger.

Til gengæld brugte politiet, hvad der svarer til 42 fuldtidsstillinger og mere end 20 millioner kr. på at udføre det beskidte arbejde for Ri-Bus-direktørerne for at knække den lange arbejdskamp sidste år. Det er en forskelsbehandling, der er til at få øje på.

Og mens politiet i Esbjerg har travlt med at forfølge aktivister fra Ri-Bus-konflikterne, har byens vicepolitimester opgivet at rejse tiltale mod den krakkede Varde Banks topchef. Han var både direktør i banken og deltog i ledelsen af bankens største enkeltskyldner – Ejendomsselskabet 5/11-koncernen.

Det var ham, der formidlede lån til ejendomsselskabet og senere vildførte Finanstilsynet om selskabets mulighed for at betale lånet tilbage. Da ejendomsselskabet gik nedenom og hjem, krakkede også Varde Bank.

Disse eksempler er ikke undtagelser. De viser i praksis, at retsvæsenet ikke er opbygget for at skaffe retfærdighed, men for at beskytte den herskende klasse.

Beredskab mod revolution

Politiet kan hverken forebygge eller forhindre kriminalitet. Det er opbygget som et voldskorps til at slå oprør ned.

Politiet kan ikke beskytte almindelige mennesker mod kriminalitet. I virkeligheden er det heller ikke politiets opgave.

Det egentlige formål med at have et stort, voldeligt korps som politiet er at have en styrke, som dels kan beskytte de riges ejendomsret, dels kan sættes ind i stort tal mod fysiske blokader og strejkende arbejdere eller mere omfattende demonstrationer og oprør som kampen om Byggeren på Nørrebro i 1980 eller Nørrebro-urolighederne 18. maj 1993.

Der anmeldes årligt omkring 500.000 overtrædelser af straffeloven , det svarer til, at hver af de 20.000 ansatte i politi og retsvæsen skal forebygge blot én forbrydelse hver 14. dag. Hvis det er for uoverkommeligt, så kunne man koncentrere sig om alvorlige forbrydelser som vold, røverier og voldtægt , og se gennem fingre med butikstyverier og cykeltyverier. I det tilfælde skulle hver enkelt blot forhindre én forbrydelse hvert andet år.

Uegnet

Men hele den måde, som politiet og retsvæsenet arbejder på, er aldeles uegnet til at forhindre eller forebygge kriminalitet. For langt den meste kriminalitet sker spontant, det er ikke planlagt, bortset fra den kriminalitet, der planlægges i direktionslokaler.

Næsten alle tilfælde af vold og drab sker enten som resultat af skænderier mellem bekendte eller under indflydelse af alkohol. Den slags kan politiet ikke forhindre ved at køre rundt på gaderne.

En effektiv indsats mod kriminalitet ville kræve, at politiet i langt højere grad var en del af lokale miljøer som medborgerhuse, skoler, fritidsklubber osv. Det ville også kræve, at politiet havde stor indsigt i psykologi og sociale forhold.

Men politiet bliver ikke undervist i psykologi og samfundsforhold som de centrale fag – på politiskolen ligger de fag på niveau med undervisning i maskinskrivning.

Derimod bliver der lagt meget stor vægt på, at politibetjente er høje og fysisk stærke. De trænes først og fremmest i nærkamp og brug af tåregas og skydevåben. Der bliver også lagt vægt på, at nye betjente er unge. Man kunne ellers forestille sig, at de bedste betjente ville være folk, som havde en vis livserfaring.

I stedet for at lade politiet være tæt på de lokale miljøer og almindelige menneskers dagligdag, så koncentreres politiet på store politistationer.

Når de endelig møder almindelige mennesker, så er det som regel i ubehagelige situationer som anholdelser, razziaer på værtshuse eller sammenstød med demonstranter.

Bodyguards

Et sådant korps er kun velegnet som den herskende klasses bodyguards mod sociale oprør. Politiets isolation fra det omgivende samfund gør, at de enkelte betjente er mere loyale over for deres overordnede end over for en gruppe blokadevagter, hvis krav de måske ellers sympatiserer med.

Ingen kan sige hvor eller hvornår, arbejderklassen gør modstand. Derfor er magthaverne nødt til at opretholde et korps, der er permanent bevæbnet og i fysisk form, parat til at blive sat ind i stort antal mod kampe, der truer de herskendes magt.

Rigtige venner

Den færøske sag om overbelång af en trawler viser to grunde til, at samfundets top slipper lettere fra deres forbrydelser.

For det første kommer anklagere, dommere og forbrydere i de tilfælde fra de samme sociale netværk. For det andet er det svært at definere forskellen mellem svindel og legale fremgangsmåder i forretningsverdenen. I begge tilfælde gælder det nemlig om at tjene penge på andres arbejde.

Syv af de færøske samfundsspidser blev i december frikendt for at have påført den færøske landskasse, den danske stat og nationalbanken et tab på 53,4 millioner kroner. Det var bevist, at de havde overbelånt en trawler. De havde løjet sig til en større egenkapital, og de forfalskede dokumenter for at få adgang til statsstøtte.

Frifundet

Dommeren frifandt de syv svindlere, fordi han ikke mente, at de havde gjort det med forsæt. I sig selv en absurd påstand, da en af de anklagede er stjerneadvokat på Færøerne.

Desuden tages der ikke den slags hensyn, når det gælder om at afstraffe en bistandsmodtager, der ved siden af kontanthjælpen tjener penge.

Fordi de anklagede var fra samfundets top, havde de desuden muligheder for at påvirke dommeren. De kunne bruge deres personlige kontakt til Færøernes gamle dommer til at påvirke den dommer, der havde sagen. Ligesom forsvarsadvokaterne kunne invitere dommeren med på en behagelig hyttetur.

Overflødigt politi

Hvad ville der ske, hvis vi afskaffede politi og domstole? Ville det ikke bare føre til en eksplosion i kriminaliteten?

Der er intet videnskabeligt belæg for en tæt sammenhæng mellem politistyrkens eller straffens størrelse og omfanget af kriminalitet. Risikoen for at blive straffet for cykeltyveri er på blot tre procent , alligevel vælger langt de fleste at købe deres cykler i stedet for at stjæle dem.

Det får forskere i kriminalitet til at konkludere, at menneskers egen moral og hensyntagen til omgivelserne er langt mere bestemmende for kriminalitetens omfang end politi og domstole.

Sociale forhold

Derfor kan kriminalitet bedst afskaffes ved dels at fjerne de økonomiske og sociale forhold, som driver mange ud i kriminelle forhold, dels at opbygge et samfund, hvor det er det store flertal, som har kontrol over samfundet, ikke en lille elite.

Pariserkommunen

Eksempler fra historien viser, at dette ikke er ren fantasi. I 1969 blev politiet på et tidspunkt smidt ud af indbyggerne i byen Derry i Nordirland.

Det førte ikke til en eksplosion i kriminalitet – tværtimod blev der valgt en ny politistyrke blandt byens egne indbyggere, som fik stor popularitet. Efter et par uger var småkriminalitet stort set væk.

Et lignende eksempel næsten 100 år tidligere fortæller den samme historie. Under Pariserkommunen i 1871 måtte hele det statslige maskineri, herunder politiet, flygte til Versailles uden for Paris efter et oprør, hvor indbyggerne overtog magten i byen.

Karl Marx skrev i sin bog om erfaringerne fra Pariserkommunen:

‘Ingen lig mere i lighuset, ingen natlige indbrud og næsten ingen røverier; for første gang siden februardagene i 1848 var Paris' gader virkelig igen sikre og det uden noget som helst politi. “Vi,” sagde et medlem af Kommunen, “vi hører nu ikke mere noget om mord, røveri og overgreb på personer; det ser faktisk ud, som om politiet har slæbt alle sine konservative venner med sig til Versailles.”’

To slags kriminelle

Loven skal være lige for alle. Men når det kommer til stykket, så er der stor forskel på, hvordan domstolene behandler riges og fattiges kriminalitet.

Forskellen er indbygget i den måde, som retssystemet er bygget op på. Lovgivningen er delt op i straffeloven og de såkaldte særlove, således at straffeloven hovedsagelig er vendt mod arbejderklassens kriminalitet, mens særlovene handler om erhvervslivets og de riges forbrydelser.

De fleste overtrædelser af straffeloven – røverier, tyverier, vold – begås af folk fra arbejderklassen. Det har sin baggrund i simple økonomiske facts: de rige stjæler ikke biler, de køber dem.

Til gengæld er skattespekulation, svindel med moms og told, omgåelse af miljølovgivning udbredt blandt aktionærer og virksomhedsejere.

Forskel

Der er stor forskel på, hvordan overtrædelser af straffelov og særlove behandles både i antal frihedsstraffe og straffens længe. 48% af alle domme, der inkluderer frihedsstraf, skyldes overtrædelse af straffeloven, mens kun 4% skyldes overtrædelse af særlovene. Hvad angår længden af frihedsstraffene, skyldes 88% af det samlede antal idømte års frihedstraf overtrædelser af straffeloven, mens kun 2% skyldes overtrædelse af særlovene.

Men også på andre måder bliver erhvervslivets forbrydere særbehandlet. For det første bliver repræsentanter for erhvervslivet, altså de potentielle forbrydere, inviteret med til forhandlingerne om lovgivningen. Det svarer til at invitere straffefanger med til at forhandle om at ændre straffeloven.

For det andet er det som regel ikke politiet og domstolene, men civile organer, der i første omgang skal håndhæve særlovene, fx Arbejdstilsynet, Miljøstyrelsen, Told og Skat. Og så hedder straffen ikke bøde og fængsel, men henstillinger, påbud og handlingsplaner. Kun i særtilfælde bliver sagerne givet videre til domstolene.

Ikke harmløs

Man kan ikke forsvare de riges kriminalitet med, at den er mere harmløs end regulær vold og røverier. For den økonomiske kriminalitet koster statskassen et tocifret milliardbeløb hvert år.

En beregning foretaget i 1975 anslår omfanget til at udgøre 10-12% af bruttonationalproduktet – i dag mellem 80-100 mia. kr. Det har bl.a. den konsekvens, at kommuner må lukke ungdomsklubber og andre fritidstilbud til unge i de større byer. Til sammenligning er den samlede værdi af tyverier på 1-2 milliarder kr.

For det andet er der hvert år mange mennesker, der dræbes eller lemlæstes af dårligt arbejdsmiljø, og et ukendt antal dør eller bliver syge af forurening af miljø eller fødevarer. Hvert år dræbes 60-80 mennesker på deres job, og omkring 15.000 kommer alvorligt til skade. Til sammenligning er der omkring 11.000 anmeldelser for vold, hvoraf mindre end hver femte er så alvorlig, at offeret må søge lægehjælp.

Den store forskel på, hvordan de riges og de fattiges kriminalitet bliver retsforfulgt, skyldes hverken, at de fattiges kriminalitet er mere omfattende, farlig eller økonomisk belastende.

Forskellen ligger i, hvem der udfører kriminaliteten. De fattige ryger i fængsel, mens de rige i værste fald slipper med en bøde.

Lovgivningen bliver brugt som en trussel over for arbejderklassen: Hvis du ikke betaler dine regninger, hvis du ikke finder dig passivt i din skæbne som arbejdsløs, hvis du vover at træde over stregen for normal opførsel, så får du ørerne i maskinen.

Billedtekst:
Trods anklager om bedrageri af “særlig grov karakter” trækker sager mod Klaus Riskjær ud i årevis. Her er der ikke krav om varetægtsfængsling og hurtig straf.
Politiets billede af kriminalitet hænger ikke sammen med, hvordan virkeligheden ser ud (fra “Politiets Års-beretning 1994”).

Flere artikler fra nr. 128

Flere numre fra 1996

Se flere artikler om emnet:
Politiet
Retsvæsen

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 1678 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside