Beredskab mod revolution

Politiet kan hverken forebygge eller forhindre kriminalitet. Det er opbygget som et voldskorps til at slå oprør ned.

Politiet kan ikke beskytte almindelige mennesker mod kriminalitet. I virkeligheden er det heller ikke politiets opgave.

Det egentlige formål med at have et stort, voldeligt korps som politiet er at have en styrke, som dels kan beskytte de riges ejendomsret, dels kan sættes ind i stort tal mod fysiske blokader og strejkende arbejdere eller mere omfattende demonstrationer og oprør som kampen om Byggeren på Nørrebro i 1980 eller Nørrebro-urolighederne 18. maj 1993.

Der anmeldes årligt omkring 500.000 overtrædelser af straffeloven , det svarer til, at hver af de 20.000 ansatte i politi og retsvæsen skal forebygge blot én forbrydelse hver 14. dag. Hvis det er for uoverkommeligt, så kunne man koncentrere sig om alvorlige forbrydelser som vold, røverier og voldtægt , og se gennem fingre med butikstyverier og cykeltyverier. I det tilfælde skulle hver enkelt blot forhindre én forbrydelse hvert andet år.

Uegnet

Men hele den måde, som politiet og retsvæsenet arbejder på, er aldeles uegnet til at forhindre eller forebygge kriminalitet. For langt den meste kriminalitet sker spontant, det er ikke planlagt, bortset fra den kriminalitet, der planlægges i direktionslokaler.

Næsten alle tilfælde af vold og drab sker enten som resultat af skænderier mellem bekendte eller under indflydelse af alkohol. Den slags kan politiet ikke forhindre ved at køre rundt på gaderne.

En effektiv indsats mod kriminalitet ville kræve, at politiet i langt højere grad var en del af lokale miljøer som medborgerhuse, skoler, fritidsklubber osv. Det ville også kræve, at politiet havde stor indsigt i psykologi og sociale forhold.

Men politiet bliver ikke undervist i psykologi og samfundsforhold som de centrale fag – på politiskolen ligger de fag på niveau med undervisning i maskinskrivning.

Derimod bliver der lagt meget stor vægt på, at politibetjente er høje og fysisk stærke. De trænes først og fremmest i nærkamp og brug af tåregas og skydevåben. Der bliver også lagt vægt på, at nye betjente er unge. Man kunne ellers forestille sig, at de bedste betjente ville være folk, som havde en vis livserfaring.

I stedet for at lade politiet være tæt på de lokale miljøer og almindelige menneskers dagligdag, så koncentreres politiet på store politistationer.

Når de endelig møder almindelige mennesker, så er det som regel i ubehagelige situationer som anholdelser, razziaer på værtshuse eller sammenstød med demonstranter.

Bodyguards

Et sådant korps er kun velegnet som den herskende klasses bodyguards mod sociale oprør. Politiets isolation fra det omgivende samfund gør, at de enkelte betjente er mere loyale over for deres overordnede end over for en gruppe blokadevagter, hvis krav de måske ellers sympatiserer med.

Ingen kan sige hvor eller hvornår, arbejderklassen gør modstand. Derfor er magthaverne nødt til at opretholde et korps, der er permanent bevæbnet og i fysisk form, parat til at blive sat ind i stort antal mod kampe, der truer de herskendes magt.

Overflødigt politi

Hvad ville der ske, hvis vi afskaffede politi og domstole? Ville det ikke bare føre til en eksplosion i kriminaliteten?

Der er intet videnskabeligt belæg for en tæt sammenhæng mellem politistyrkens eller straffens størrelse og omfanget af kriminalitet. Risikoen for at blive straffet for cykeltyveri er på blot tre procent , alligevel vælger langt de fleste at købe deres cykler i stedet for at stjæle dem.

Det får forskere i kriminalitet til at konkludere, at menneskers egen moral og hensyntagen til omgivelserne er langt mere bestemmende for kriminalitetens omfang end politi og domstole.

Sociale forhold

Derfor kan kriminalitet bedst afskaffes ved dels at fjerne de økonomiske og sociale forhold, som driver mange ud i kriminelle forhold, dels at opbygge et samfund, hvor det er det store flertal, som har kontrol over samfundet, ikke en lille elite.

Pariserkommunen

Eksempler fra historien viser, at dette ikke er ren fantasi. I 1969 blev politiet på et tidspunkt smidt ud af indbyggerne i byen Derry i Nordirland.

Det førte ikke til en eksplosion i kriminalitet – tværtimod blev der valgt en ny politistyrke blandt byens egne indbyggere, som fik stor popularitet. Efter et par uger var småkriminalitet stort set væk.

Et lignende eksempel næsten 100 år tidligere fortæller den samme historie. Under Pariserkommunen i 1871 måtte hele det statslige maskineri, herunder politiet, flygte til Versailles uden for Paris efter et oprør, hvor indbyggerne overtog magten i byen.

Karl Marx skrev i sin bog om erfaringerne fra Pariserkommunen:

‘Ingen lig mere i lighuset, ingen natlige indbrud og næsten ingen røverier; for første gang siden februardagene i 1848 var Paris' gader virkelig igen sikre og det uden noget som helst politi. “Vi,” sagde et medlem af Kommunen, “vi hører nu ikke mere noget om mord, røveri og overgreb på personer; det ser faktisk ud, som om politiet har slæbt alle sine konservative venner med sig til Versailles.”’