Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 13 – Oktober 1985 – side 4

Socialisme i én kommune

Ivan Jensen

En række venstrefløj­spartier stiller op til valgene til kommunal­bestyrelserne og amt­srådene. Den 19. no­vember kæmper kandi­dater fra såvel borger­lige som socialistiske partier om vælgernes gunst.

Men hvordan er situationen forud for valget? Hvad kan venstrefløjspartierne stille op overfor nedskæringspolitik­ken og den stadig stærkere statslige styring af kommu­nernes økonomi? Er der en vej ud af moradset eller ...

Sparekniven

Inden for de sidste år har skiftende regeringer stram­met grebet om kommunernes økonomi. Anker Jørgensens socialdemokratiske regering pålagde kommunerne vækst­rammer, der i realiteten betød nedskæringer, da flere og flere opgaver samtidig blev overladt til kommunerne. Den borgerlige regering har derimod indført en bevidst styring af kommunernes ind­tægter og dermed også af ud­giftsniveauet.

Regeringen har grebet ind ved at kræve uændret skatte­udskrivning, reduktion af bloktilskuddene, ændrede
refusionsordninger, krav om takststigninger og stramnin­ger af kommunernes mulig­hed for låneoptagelse.

Denne politik har betydet, at kommunerne på een og samme tid er blevet pålagt re­striktioner, der har medført kraftige nedskæringer, mens kassebeholdningen fortsat er vokset. Kommunerne i Stor­københavn udgør en undta­gelse.

Regeringen har været på røvertogter i de kommunale kasser. Først blev bloktil­skuddene reduceret, da kom­munerne skulle bidrage til regeringens kriseløsningspo­litik. I anden omgang har re­geringen opkrævet en såkaldt »konjunkturgevinst« hos kommunerne. Kommunernes kassebeholdning er vokset på grund af regeringens asociale politik, og det er en del af disse penge. som regeringen vil have igen.

Dyrt bekendtskab

Regeringens politik har været et dyrt bekendtskab for arbejderklassen. Nedskærin­gerne i den offentlige sektor har øget presset på arbejder­klassen. Skattetrykket er sti­gende, taksterne er blevet hø­jere og tusinder er blevet ar­bejdsløse på grund af nedskæ­ringerne.

For de offentligt ansatte er situationen blevet forværret gennem øget arbejdspres. Dels ved lavere normeringer og dels ved dybere sociale pro­blemer hos brugerne af den of­fentlige sektor.

Arbejderklassen er blevet angrebet fra flere sider. Ar­bejdsgivere, stat og kommune har ført en fælles kamp mod arbejderklassens hovedkrav: 35 timers arbejdsuge, real­lønsfremgang og genindførsel af dyrtids- og taktregulering.

Socialdemokraterne i kommunalbestyrelserne har været villige redskaber i gennemførelsen af regeringens nedskæringspolitik.

Ganske vist har socialdemokraterne i ord protesteret mod nedskæringer­ne. Men det sidste ord i prot­esten er knapt nok udtalt, før de samme socialdemokrater fatter sparekniven og svinger den hensyns­løst.

Kampen mod regeringens nedskæringspolitik er også en kamp mod den socialdemo­kratiske praksis i kommunalpolitikken.

Socialdemokraterne har ikke ønsket at tage et opgør ned regeringens politik. I praksis er de medansvarlige for den førte politik. Ganske vist forsøger socialdemokraterne og de borgerlige at købe sig til stemmer ved valget i november. Det sker ved, at der i budgettet for 1986 bruges af kommunernes kass­ebeholdning til uddeling af små-lunser til en udhungret offentlig sektor samt til det, de samme politikere betrag­ter som prestigeprojekter: svømmehaller, sportshaller m.v.

Arbejderflertal i kommunerne

Et væsentligt punkt i valg­kampen for SF, DKP og SAP er arbejderflertallet. De tre partier har fortsat illusioner om et arbejderflertal i kom­munalbestyrelserne, hvor det lykkes at presse socialdemo­kraterne til at føre en arbej­derpolitik.

Erfaringerne fra den nuvæ­rende valgperiode viser, at so­cialdemokraterne ikke lader sig presse af venstrefløjen. Tværtimod! Presset går oftest den modsatte vej på trods af, at SF, DKP og SAP med utallige appeller har forsøgt at »presse« Socialdemokratiet.

I en række kommuner, År­hus, København m. fl., er der et overvejende »arbejderflertal«­, men socialdemokraterne har klart foretrukket de bor­gerlige partier som samar­bejdspartnere.

Budgetforlig

I forrige valgperiode frem til 1981 indgik SF og DKP i budgetforlig sammen med so­cialdemokraterne i en række kommuner. I København ind­gik SD og DKP flere budget­forlig, der medførte nedskæ­ringer, mod at DKP fik hen­sigtserklæringer om budge­tudvidelser. Hensigtserklæ­ringer, der aldrig blev ført ud i livet. SF er også blevet komp­romitteret på samme måde.

For både SF og DKP gælder det, at den kommunale øko­nomi reelt vil kunne opfylde de mange behov. De to partier forestiller sig, at der kan ske væsentlige forbedringer for arbejderklassen med arbej­derflertal i kommunerne. I vi­sionære øjeblikke er det soci­alistiske kommuner, der er på programmet. Bl.a. taler DKP om demokratisk styring i kommunerne, hvor der gribes ind i forhold til kapitalinte­resser.

Manglende mobilisering

Nedskæringerne i kommu­nerne er kun blevet mødt med begrænset modstand. I Kø­benhavn har sundhedsarbej­derne været ude i kamp mod sygehuslukninger og ned­normeringer. Kampen led nederlag, da den var isoleret til kun at omfatte sygehuse­ne, samtidig med at andre aspekter af de kommunale nedskæringer ikke blev ind­draget. Sundhedsarbejdere i andre dele af landet blev hel­ler ikke inddraget.

Pædagogerne i Roskilde, Farum, Gedved og Odense var i efteråret 1983 ude i en må­nedlang kamp mod nedskæ­ringer på daginstitutionerne. Disse kampe forblev også lo­kale. De blev ikke generalise­ret, man forsøgte at redde sit eget skind, i stedet for at tage kampen op mod regeringens nedskæringspolitik.

Disse nedskæringskampe har samtidig vist SF og DKPs fallerede kommunalpolitik. SF og DKP forsøger sig med en parlamentarisk løsning at få flere bevillinger igennem ved at skrive til og tale med socialdemokraterne.

De bruger ikke de parla­mentariske poster til at styrke mobiliseringen ved at give kampen retning. Kommunalpolitikerne kunne net­op generalisere kampen og påpege andre nedskærings-ramte områder, som kunne inddrages i kampen.

SF og DKP mobiliserer ikke til aktioner fra neden. Akti­onerne fra de to partier mod nedskæringerne kommer fra oven. Fra kommunalpoliti­kere og fagforeningsformænd m.m.

I stedet for mobilisering vælger SF og DKP den par­lamentariske løsning. Ty­pisk har SF i forbindelse med kommunernes bud­getter foreslået skattefor­højelser for at imødegå nedskæringerne. Arbejds­nedlæggelser er en by i Rusland ...

Nichepolitik

VS er ikke endnu blevet kompromitteret af budgetfor­lig og studehandler med soci­aldemokraterne. Men heller ikke VS bruger kommunalbe­styrelsesposterne til at gene­ralisere og mobilisere mod nedskæringspolitikken.

VS har i stedet opdyrket en række »nicher« indenfor det politiske felt. Dette giver nok presseomtale, men er ikke med til at opbygge en aktiv modstand mod nedskærings­politikken og mod kapitalis­men.

Opgør nødvendigt

Statens indgreb i kommu­nernes økonomi, fortsat mas­searbejdsløshed, reallønsfald, fastfrysning af arbejdsløs­hedsdagpengene og sociale nedskæringer er facetter af den kapitalistiske krise.

Der findes ingen enkel løs­ning på kommunernes øko­nomiske problemer. Det er ingen løsning at hæve de kommunale skatter, sådan som nogle af venstrefløjspar­tierne foreslår. Nedskæringer eller skatteforhøjelser, det bliver arbejderklassen der kommer til at betale gildet.

Kommunalvalget giver ikke noget valg. Kampen føres ikke med en stemme­seddel, men ved at arbejde ak­tivt for en mobilisering mod nedskæringerne i såvel de kommunale som statslige budgetter.

Kampen kan ikke ude­lukkende føres bag rådhu­senes tykke mure, kampen foregår ude på arbejdspladserne. Kampen mod Schlüter er klassekamp og ikke valgkamp. Når de rige sidder på flæsket ændres tingene ikke med valg­flæsk.

IS og kommunevalget

Internationale Socialister stiller ikke op ved det kommende kommunalvalg. IS er et lille parti, og vi prioriterer partiopbygningen højere end deltagelsen i en valgkamp.

I stedet for at bruge ressourcerne i en valgkamp har vi valgt at bruge vore knappe ressourcer til opbygning af IS og styrkelse af Socialistisk Arbejderavis.

Men IS afskriver ikke muligheden for at opstille ved kommende valg – til folketing og byråd.

For IS vil det parlamentariske arbejde ligge i forlængelse af det partiopbyggende arbejde. Målet vil derfor være, at det parlamentariske arbejde skal hænge sammen med vores øvrige arbejde for at mobilisere arbejderklassen til kamp mod kapitalismen. Ud fra de prioriteringer partiet har foretaget.

Se også:
SAA 13: Nu skal vi stemme – ikke bestemme

Flere artikler fra nr. 13

Flere numre fra 1985

Se flere artikler af forfatter:
Ivan Jensen

Siden er vist 1769 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside